Vi bruger ofte følgende kliché til hinanden, hvis vi er for træge i optrækket: "Så kom dog ned fra træerne."
Men man har konstateret ved forsøg, at aber bl.a. har en bedre hukommelse end mennesker, især hvad kortids- eller arbejdshukommelse angår. De husker bedre og meget hurtigere end os. Så jeg vil da foreslå, at vi begynder at sige til hinanden, hvis vi ikke lige har samlet overblik og koncentration eller har fattet pointen promte: "Så kravl da op i træerne."
Gik en tur ned ad stien.
Da jeg et øjeblik vendte mig, så jeg min tyrkiske nabo dukke op lidt længere henne. Lænet op ad containeren vinkede han med smil og store armbevægelser.
"Nåe ja, hvad søren," tænkte jeg, "vi plejer godt nok kun lige at nikke et kort hej, når vi går forbi hinanden på trappen, men han er måske i særlig godt humør i dag."
Så jeg smilede og vinkede tilbage med en stor armbevægelse og vendte så mit hoved fremad i gå retning igen.
Da var det, jeg så, at samme nabos søn gik et stykke foran mig...
Jeg har nogle meget kvikke børnebørn. Den ene var fem år og forud også med at tegne og male. Jeg havde fået en bestilling på at lave et maleri af en engel. Så jeg malede en from engel med vinger og glorie og hvad der hører til. Mit barnebarn på fem kom så på besøg. Jeg sagde til hende: "Kan du se, mormor har malet en engel?" Jeg tror, jeg forventede noget i retning af, at hun roste den og viste begejstring. Men hun kikkede blot undrende på den, og kikkede og kikkede og kikkede med koncentreret mine.
Jeg stod på trods af hendes unge alder og blev helt usikker på, om man overhovedet kunne se, hvad billedet forestillede. Men så kom det. Hun sagde: "Nåe ja mormor, nu kan jeg da godt se, det er en engel, hun har jo hovedet helt oppe i solen."
Øvelse i lidt bakken snagvendt - til dels
Butikken står inde bag forhængets fru Petersen og lægger mærke til, at hr. Jensen i dag sætter æg og mælk plus chokolade ned i Marina, som kurven har taget under hanken. Inde i mælken står køleskabet, og æggene af skallerne er skrøbelige, så hr. Jensen pakker avispapir ind i dem.
Med øjnene følger butikken inde bag forhængets fru Petersen, hvordan Kurven med Marina i hanken fortsætter ned mod skinnerne, som står på perronen og gnasker perronkantsgræs i sig. Toget skal også med Simonsen, der nu kommer galoperende.
Endelig tager toget nakken på skinnerne og kurven hanker op i Marina. Alle kan sætte sig ind i den reserverede Simonsens vinduespladser.
Humøret spreder den høje samtale, så da skinnerne endelig fortsætter og samtalen stopper inde i byen, lyder togfløjtet og alle kan blive siddende.
Solen er dejlig med dagskin, imens køleskabet står derhjemme i mælken og brummer over ikke at været blevet taget med. ”En dag er en anden” flokker lyden samlet, da hjemmet kommer tilbage med selskabet.