DEN 6. DØDSSYND ER IRA (VREDE)
Efter en opgave på Perfiktion ang. hævn. 

Han går med tunge skridt og knytter næverne langs siden. Sparker til en sten og, hva' F..... sparker den igen? Hurtigt bøjer han sig og får fat i stenen, lægger sigte og rammer. Lynhurtigt smider han skoene og drøner af med dem i hånden.
De fleste butikker er lukkede, så klokken er langt over aftensmadstid. Et øjeblik stopper han op og ser sig om. Jo derhenne. Tøjbutikken med de store vinduer. Han bøjer sig ned, snupper en brosten, går tættere på, og drøner brostenen ind i butikkens rude. Alarmen begynder at hyle. Det var dog det værste. Nu løber han, spurter af sted. Skoene er blevet væk et eller andet sted.

Da han kom hjem fra skole i dag, skulle han på toilettet. Han kom til at rive badeforhænget ned, der hænger tæt ved siden af. Det var ikke smart, så han stillede sig op på kanten af toilettet for at sætte stangen op på væggen igen imens forhænget sad på. Det hele røg ned i hovedet på ham og væltede ham ned på gulvet. Det gjorde ondt, så han sad lidt og ømmede sig. I det samme kom Henry brasende ind:
"Er der overhovedet ikke grænser for dine lømmelstreger knægt? Det er altså ikke sjovt det her? Se at få rejst dig op!"
Han hev Christian op, bankede ham ind i væggen og slog på ham.
"Du ved godt, du ikke må røre det forhæng ikke? Du har fået det at vide ikke?"
Derpå smed han Christian ind på hans værelse og låste døren udefra.

Lidt senere hørte han nøglen blive drejet om. Det var lillesøster, der listede ind til ham:
"Gjorde det ondt Christian? Hvorfor slår han dig og er sød ved mig om natten, når mor sover? Du må ikke sige det til mor vel?! Jeg kan ikke lide, at han kæler med mig og at han slår dig. Han er så dum ham Henry og mor også somme tider, når hun også slår."

"Jeg finder på noget søs, det kan du tro! Jeg skal nok passe på dig."
Lillesøster kærtegnede ham på kinderne og han strøg hende over håret. Sådan sad de lidt.

"Skal vi gå ned og se, om der er fri bane?" Christian rejste sig op.
De listede ned ad trappen. Men der var ikke fri bane. Både mor og Henry stod neden for trappen. Lillesøster løb ind på sit værelse, der ligger nedenunder. Henry snuppede Christian, og mor skældte ud og rakte Henry bøjlen, som Christian fik nogle drøje slag af, der først endt, da Henry smed ham ud ad hoveddøren:
"Så kan du blive ude. Måske kan det lærer dig ikke at være på tværts hele tiden," sagde han.

Og så var det altså, at Christian blev så vred så vred.

Kan man ikke på en eller anden måde blive af med Henry? Christian sætter sig på en trappe i en opgang og tænker. Han er løbet langt væk fra alarmen, der er holdt op med at hyle. Nåede da heldigvis væk før hele opbuddet af politi kom ræsende. Så er han i det mindste fri for at blive konfronteret hjemme sammen med politiet.

Moren er helt forgabt i ham Henry og hjælper ham også med at tæve Christian med livrem og bøjle, når Christian bliver vanskelig. De siger, han er et vanskeligt barn.
Han er elleve år og var voksen nok til at hjælpe sin mor med regnskaber, bonner og alt andet i det år, før Henry for nogle månder siden kom brasende ind i Christians, hans mors og lillesøsters liv.

Christian blev manden i huse, da hans far forlod dem og rejste til Grønland for et år siden. Christian fik ansvar og hjalp til. Hentede sin lillesøster i børnehaven hver dag og passede hende, indtil mor fik fri fra arbejdet i skotøjsbutikken kl. 17.30. De spiste aftensmad ved halv syv-syv tiden, og bag efter skulle Christian hjælpe sin mor med at tælle bonner sammen fra dagens arbejde i butikken og lave regnskab over dem. Han var meget stolt over det. Hans mor sagde, han var et lille regnegeni.

Nu er han pludselig et vanskelig barn, fordi han ikke kan fordrage Henry, der bare kommer brasende ind i deres liv og stjæler alt, hvad moren og Christian har haft sammen. De siger, han er forfærdelig jealu. Mor siger, at hvis Henry ikke boede hos dem, måtte de sælge huset. Christian er da ligeglad med huset, hvis det betyder, at han ikke må have sin mor. Det værste er dog, at hun holder med Henry og også slår og siger, Christian er vanskelig. Det gør mest ondt langt ind i sjælen, at hun holder med Henry.
Han funderer lidt over, hvorfor Henry er sød overfor lillesøster om natten, når mor sover. Det lyder underligt.

Christian rejser sig og går langsomt nu. Han tænker. Prøver at få en idé. Han har ingenting at tabe. Ingen kan lide ham alligevel derhjemme med undtagelse måske af hans lillesøster. Hende vil han tage med sig, uanset hvad der sker. Han kan passe på hende meget bedre, end både mor og Henry kan.

Natten falder på. Han skulle have været hjemme for længst, men han er ligeglad. Hvad skal han hjem efter? Der vanker helt sikkert ballade. Han skal udtænke en hævn over Henry.

Klokken er over midnat. Han når Søløvevej. Det sædvanlige søløvehoved stikker hovedet op af vandet på skiltet med Søløvevej. Det er et villakvarter ned mod vandet lige udenfor storbyen. Man siger, at vejen er opkaldt efter en søløveunge, der engang kravlede op på land lige der, hvor vejen begynder ved nr. 1. Da Christian var lille, tænkte han meget på den lille søløveunge og plagede sin mor og far om at få sådan én ude i deres pool. Zoologisk have havde flere af dem, så de kunne bare købe den der. Men forældrene nægtede.
Tænk at han har været så dum at tro på noget som helst.

Christian tar en stor, skarp sten og ridser skiltet godt og grundigt. Dumme skilt.
Ved nummer otte, hvor han bor, er der lys fra stuen. De sidder og venter på ham, kan han næsten mærke. Han lister til den modsatte side af huset og hen til lillesøsters vindue. Hun har ikke trukket for. Forsigtigt banker han på ruden med deres aftalte bank, når de leger, eller vil ind på hinandens værelser. "Bank bank bank (pause) bank bank bank (pause) bank bank bank (pause)." Det betyder:
"Bank bank bank. Det er mig. Luk mig ind."
Efter et stykke tid med vedvarende små bank, vågner hun og rejser sig fra sengen, glad over at se ham. Han tysser på hende med en pegefinger for munden. Forsigtigt lukker lillesøster vinduet op. Han hvisker:
"Tag det tøj, du har lagt frem til skolen til i morgen. Kan du kravle ud ad vinduet til mig, tror du?" Lillesøster nikker.
"Skynd dig at lægge tøjet i din skoletaske, også skoene, og tag den med."
Lillesøster nikker igen, mens hun hurtigt lægger tøj og sko i skoletasken.
"Og læg så dynen og puderne, så det ser ud som om, du ligger og sover under dynen, hvis de skulle kikke ind til dig."

Børnene lukker vinduet til udefra. De gemmer sig bag nogle træer med tæt budskat omkring for at sondere terrænet både mod huset og mod byen. Lillesøster tager sit tøj på, og Christian kommer i tanke om, at han har glemt sine sko et eller andet sted.

På strømpesokker med lillesøster i hånden går de ad stierne ned mod byen. Måske kan de finde et uset sted at hvile sig nogle timer. Det er jo sommer, og der er strøm på hans mobil.

Indtil kontorene åbner, må han og hans lillesøster gemme sig.
Han har planer om at gå til de sociale myndigheder. I fjernsynet har han set, at det er der nogen børn, der har gjort, hvis de ikke er blevet behandlet godt.

Så kan det måske være, at Henry kommer i fængsel.

Turen til Sverige
Vi er på vej til Sverige. Skal mødes med nogle venner. Vi har i fælleskab lejet et hus for weekenden. Indtil videre har vi kørt ca. 3 timer og er nået temmelig højt op. Det smukke landskab, glider forbi langt nede. Jeg er urolig og irritabel, kan ikke lide bjergkørsel. På forsædet sidder Brian sammen med sin far og snakker mandesnak. Jeg lægger mig lidt ned på bagsædet ved siden af Louise. Måske er jeg bare træt. Må lige samle mig om indtrykkene.

Vi har været meget tidligt oppe for at få noget ud af dagen, og vi skal nå derop til kl. 11 til brunch. Jeg skulle dagen i forvejen købe ind til to dage til 4 voksne og 2 børn. Der er langt til den nærmeste Købmand, der hvor vi skal hen. Jeg har fået halvdelen af de sammensplejsede penge til varerne af Sofie og Peter, resten var vores del. Vi har siddet sammen alle sammen for at lave en huskeseddel. Sofie skal så i dag stå for at lave og arrangere maden til brunch med os andre som hjælpere.

Inden vi kørte, pakkede jeg bilen, imens Simon skiftede det ene dæk, som vi opdagede, der sad et stort søm i.

Nu vender Simon sig halvt på føresædet og siger sådan lidt i sjov:
"Nu huskede du vel at sætter poserne med maden og drikkevarerne ind i bilen?"
Jeg kan mærke, blodet farer op i mit hoved. Simon må have set min overrumpling, for han kikker en ekstra gang på mig og udbryder:
"Du har da vel ikke glemt al maden og drikkevarerne til vores to dage i Sverige?"
"Nej, nej selvfølgelig har jeg ikke det," svarer jeg indigneret, imens jeg forfærdet lige er kommet i tanke om, at alle poserne med mad, vin og vand står i køkkenet derhjemme, hvor jeg har stillet det samlet, for at huske det hele.

Jeg tør simpelt hen ikke indrømme, efter vi har kørt så langt, at jeg har glemt vores indkøb. Det er uoverskueligt at tænke på, hvis vi skal vende om. Og Simon vil blive mere end stik tosset. Hvad i al verden gør jeg? Jo længere vi kører, før jeg får sagt noget, jo værre bliver det. Har jeg nået at ødelægge vores miniferie, som vi har glædet os til i en måned?

Mit adrenalin pumper om kap med mit hjerteslag. Det er ikke DUNKdunk DUNKdunk, men DUNK DUNK DUNK DUNK. Jeg sveder, har ondt i hovedet. Bumpene fra vejen går op gennem hele min krop. Jeg ser Sofies forfærdede ansigt for mig:
"Har du virkelig glemt maden og drikkevarerne? Så kan vi ligeså godt køre hjem igen med det samme."
Alle de skuffede ansigter. Alle mine dumme undskyldninger og bortforklaringer går gennem mit dunkende hoved. Alt det med, at børnenes og Simons tøj også skulle pakkes plus mit eget, og at Simon dagen i forvejen fik meget sent fri fra arbejdet.
Men hvad har det med maden og drikkevarerne at gøre, som jeg glemte at lægge ind i bilen i morges?

Det summer og bumper og lyden af Kim Larsen forener sig med noget, der minder om et trykluftbor. AV for den. Gennem tågerne er der nogen, der korporligt rusker i mig:

"Mor mor, vågn op, du er trillet næsten helt ned på gulvet."

"Jamen maden", hører jeg mig selv sige, "vi har glemt al maden."

"Sludder mor, du bad mig sætte den ind i bagagerummet. Du har snorket lige siden, vi kørte hjemmefra og må være frisk som en havørn."

Aldrig har jeg følt mig så lettet og så træt og radbrækket på én gang.

DÅBSATTESTEN
Det første, Annabel ser, da hun kommer ind i korridoren i lejligheden, er julekortene og julepynten med snelandskab og glade unge og gamle nisser sat op i forskellige aktiviteter. Hvorfor har hun nu ikke fået besøgt sin mor den sidste 1½ måned? Moren har gjort meget ud af at pynte op, og det kan man ikke vise frem gennem telefonen. Det er en julepynt, der appelerer til, at den skal vises frem. Forhåbentlig har hendes søskende været der, ikke kun for julepyntens skyld.

Der er især et af de uåbnede julekort, der fanger Annabels interesse. Det er fra hendes 90 årige faster. Moren troede, svigerinden havde forkastet hende og tog det meget tungt. Julekortet viser noget helt andet. På konvolutten er der på kærlig vis tegnet hjerter. Inden i begynder kortet med: Kæreste Ingeborg. Undskyld, undskyld osv. , men jeg har længe ikke haft overskud til gæster osv osv."
Desværre nåede moren ikke at se kortet.

Stuen står med de kendte møbler og atmosfæren af barndomshjemmet. Dengang for mange år siden i huset, gjorde de store forsatsvinduer hende bange, når hun var alene hjemme. Tankevækkende at forældrene senere valgte en lejlighed med tilsvarende store forsatsvinduer. Måske ville de have lidt af deres hus med, som de flyttede fra. Nu kan hun også se det store mørke udenfor, men føler kun et lille gys. Hun befinder sig på 2. sal, ikke ved jorden og er i øvrigt blevet voksen.

Moderen bør sidde ved symaskinen. Den står underligt tom uden hendes mor. Hun var dameskrædder og syede alle slags kjoler til omegnens damer, altså dengang de boede i huset. Faren gik nede i sit gartneri og arbejdede imens, så Olsen kunne få varerne med ind til grønttorvet tidligt næste morgen. Faren kunne alle de latinske og danske navne på hver en spire og plante.

Hun skal finde morens dåbsattest og bliver nødt til at se alle papirerne igennem i skabets skuffer. Det er skabet, de kalder faster Lisbets skab, fordi de engang har købt det igennem hende. Men rart med et skabsnavn, så man ved, hvilket skab man skal kikke i. Skabet har en genkendelig lugt af brugt træ og papir. En lugt som i andre sammenhænge altid får hende til at tænke på faster Lisbeths skab. Det er en del af hendes mor dette skab. Det har hun ikke tænkt på før. Det er morens linned og papirer, der ligger og altid har ligget i det. Hun kan se moren for sig kikke i skufferne, tage tøj ud af skabet og lægge det strøgne tøj ind i pæn orden. Men ingen har brug for det skab nu. Det er blevet for gammelt og brugt og lige til at smide ud. Er også lidt ormædt.
Annabell trækker den øverste skuffe med papirer ud.

Hun støder på regnskab, nøjagtige regnskaber over hver dags forbrug helt til og med hendes mors sidste måned i livet. Imponerende. Ingen senilitet. Hun fatter ikke, de begge er væk. Hendes mor til sidst. En klump i halsen breder sig faretruende. Hun åbner de fire skuffer nedenunder, en efter en. Hov der ligger billeder bagerst i den nederste skuffe. Spændende. Hun tar dem op og kikker dem igennem. Hvad? Der er et nøgenbillede af hendes mor som ung. Det må være lagt der ved en fejl. Hun vender billedet. Der står ingenting bag på det.

Det var en helt anden drejning på eftersøgningen. Hvor ligger nu den dåbsattest?

Hun gik nede mellem jordbærrækkerne og var 4 år. Der var en lille hareunge, som ikke kunne finde rundt, men den var også så dum, at den smuttede fra hende. Den kunne slet ikke se, at hun bare ville lege.

Oppe fra huset lød det som om, at hendes mor kaldte, men det havde hun ikke tid til at tage sig af lige nu. Hun var i gang med at grave sig ned til kineserne og var lige nået til noget gult, så måske var hun tæt på.

Der var en pind, som lå lidt længere henne på markvejen. Den fik hun fat i og tegnede flotte cirkler og streger. Nu kaldte mor én gang til, og hun hørte det næsten.

Tredje gang, hendes mor kaldte, var stemmen i falset, og det lød temmelig som om, at man var nødt til at komme, så hun løb hjemad.

"Hvorfor kommer du ikke, når jeg kalder?" skældte hendes mor.
"Jamen mor, jeg hørte det altså først, da du kaldte tredje gang, og du kan vel nok se, at jeg kommer nu, ikke?"

Den 6. dødssynd er Ira (vrede) 

 
Løberen
Han går med tunge skridt og knytter næverne langs siden. Sparker til en sten og, hva' F….. sparker den igen? Jeg skal gi dig din dumme sten. Hurtigt bøjer han sig og får fat i stenen, lægger sigte til et langt kast, kaster, og rammer lige ind i hr. Mogensens vindue. Av for den. Nu er det vist med at komme væk i en fart. Lynhurtigt smider han skoene og drøner af med dem i hånden. Det hjælper ikke at løbe hjem, hvis han ikke har løbet alt det vrede af sig. Far vil kalde ham hysterisk og slå ham, for at få ham til at falde ned. Det er frustrerende, og han vil lade som om, han er faldet ned. Senere vil han igen gå ud og kaste med noget eller tæve nogle andre drenge, fordi han bliver så vred, når faren tror, han har banket vreden ud af ham.
Så nu er han nødt til at løbe vreden af sig, inden han tager hjem.

Han løber og løber og løber og løber. Han når til Skovlunde, drejer rundt og løber ind til byen igen mod Farimagsgade. Lurifaks - ja sikkert. Hvorfor nu det ord? Narrestreger er det sidste, han tænker på. Og dog. Hvad er klokken? Forretningerne har lukket, så den må være over halv seks. Uha nu bliver de sure over, at han ikke er hjemme til spisetid, og så får man måske klø alligevel. Måske har nogen også set, at han har smadret hr. Mogensens vindue og har sladret. Et øjeblik stopper han op og ser sig om. Jo derhenne. Hvor ser den dum ud, den lukkede butik med sine store vinduer og en masse udstillede dukker med tøj på. Han har smadret en rude én gang i dag, og da blev han skræmt og gik i panik, fordi det ikke var meningen. Denne gang skal det være alvor. Han bøjer sig ned, snupper en brosten, der ligger løst som om den er bestemt for ham, går tættere på, og drøner brostenen ind i tøjbutikkens rude. Der er tremmer på, registrerer han lige, inden alarmen begynder at hyle, så man selv er ved at hyle med for larm. Av for den. Det var dog det værste. Nu løber han, spurter af sted. Skoene er blevet væk et eller andet sted.   
          

      Teksten er beskyttet copyright og må kun bruges med mit navn under!
      Anne Lilleager
                           
                       ------000------ 

   

                            Efter jul

Forsigtigt kikker hun frem mellem træerne, der er belagt med fin sne. Ingen er at se, så der er fri bane.

Et pift høres i det fjerne. Hun drejer hovedet og ser en hund galopere mod hende. Piftet bliver højere og så en bestemt og vred kalden: "Rufus kan du så komme her!" Hunden kommer nærmere og standser op. Strækker halsen opad og kalder. Det er urlyde, der lyder fra dens strube. Der er noget af en ulv over den kalden. En mand kommer frem bag snemængderne og går hen til hunden. Den har fundet noget.

Overrumplet sætter hun sig ned i sneen i sin røde dragt for at få luft. Lettelsen er stor. Som en rødbrun busk ryster hun sneen af sig, stikker armene i vejret, og sætter håndfladerne hen mod, hvor hunden står, som signal til stop, hvis nu hunden skulle finde på at galopere hen mod hende igen. Hun vil ikke blive overfaldet af en snehund i dag. Manden har nu sat en snor på den.

Hun er julemandens sekretær og ingen må opdage, at det er dét, hun er. Heller ingen må opdage, hvad hun er på udkik efter i dag. Hun skal sørge for, at alt fungerer efter børnenes ønsker og at alt er sat i system. Op til adskillige arme ligger ned langs ryggen under dragten på hende og kan foldes ud, hvis det hele bliver for travlt. Det sker jo f.eks., at julemanden taber pakker fra sin kane i luften, og så er det hende, der skal gribe dem og have styr på, hvilke børn de er til, når han kommer tilbage for at hente dem. Der er meget, julemanden har alt for travlt til at holde styr på.

Men hvad laver julemandens sekretær dog i dag? Det er over en uge efter juleaften. Rundt omkring lyder der stadig kanonslag, og enkelte raketter ryger også til vejrs. Faktisk ved ingen med sikkerhed, hvad hun laver, selvom man nok kan regne ud, at der er en masse, der skal ordnes og sættes i system efter en travl jul. Men pyt, der er heller ingen, der ved, at hun eksisterer.

Tiden har stået stille fra hunden stoppede op og fandt noget. Nu kører tiden igen. Manden tager dette noget op i hænderne. Det er en pakke, der ikke er blevet åbnet, fordi den slet ikke er kommet frem til modtageren. "Av for den", udbryder sekretæren, "det var den, jeg jeg kunne mærke, jeg skulle finde. Nu får jeg ballade. Det var den pakke, ingen måtte opdage, jeg ledte efter." Hun griber sit magiske tryllesne og kaster det hen mod pakken, manden og hunden. Der lyder en torden hen over himlen. "Kan de ikke snart holde op med alt det skyderi", siger hun frem for sig. I det samme bliver hun klar over, at det selvfølgelig er julemanden, der er vred. Manden og hunden bliver indhyllet i sne. Da sneen lægger sig igen, dukker julemanden og en ren op i stedet for.

"Denne her julepakke til Sigurd har været undervejs helt fra Sydpolen, og så overser du, at jeg taber den", siger julemanden. "Undskyld, jeg er frygtelig ked af det", siger sekretæren, idet hun omformer sig til de fem manglende rener, "men prøv at se, det er en nytårspakke og slet ikke en julegave. Den er frankeret til forsendelse med Post Danmark og skulle slet ikke have ligget i din kane."

De fem rener, hun nu er blevet til, får trukket den første ren og julemanden i luften og styrer ind mod byen. Tryllesne hvirvler igen omkring dem, og da den har lagt sig, er sekretæren omformet til en rød postkasse og julemanden og den ene ren er væk. Ved posthuset står i stedet for manden og hunden fra før.
Manden har pakken i hånden og lægger den i postkassen.

"En god sekretær er uundværlig", mumler han kryptisk og klør sig i skægget.

Klapsalverne lyder som en kæmpe bølge mod scenen. Publikum rejser sig begejstret og klapper endnu mere. De tramper i gulvet…

Og hende, der skrev dette her, som jo må være mig, har suset i ørene endnu. Men måske er det bare luften, der genlyder fra en nytårsfuser.

RIGTIG GODT NYTÅR!

Tekst er beskyttet af copyright


Der rider en nøgen dame...

"Der rider en nøgen dame på en kamel udenfor dit vindue"

"Sludder, vi er midt i Københavns centrum"

"Nej, det står der i den her bog"

Jeg trækker gardinet fra. I en falmet ensformighed af tåge dukker byen op bag vinduet.

Louise sidder i min alt for store T-shirt med snuden i en bog, hun har snuppet fra min reol. Jeg lukker vinduet op, så vi kan få lidt luft ind.
I samme nu kommer Carlsbergs bryggerheste forbi nede på gaden:
Klip klap, klip klap, klippe klappe, klippe klappe, klip klap, klip klap blander sig med trafiklydene.

Gad vide, hvornår hun har tænkt sig at skride? Jeg vil gerne være alene nu. Med mig selv og mine tanker.

Klip klap klip klap klippe klappe klippe klappe klip klap klip klap… Nattens himmel er fyldt med stjerner, der lyser helt dybt oppe fra uendeligheden blå. Jeg drømmer tilbage og husker at

lyskeglen fra lygten på jumben viser vejkanten. Man må kun køre til kanten.

"Der er altså forskel på brud på konventioner og på at lave helligbrøde…" er jeg lige ved at sige men tager mig i det. Jeg kan mærke, jeg bliver rød i hovedet, som om jeg er taget på fersk gerning i en illoyal tankegang.

Barn, ung, voksen, midaldrende, ældre, gammel. 1, 15, 30, 50, 65, 85 - hvad er de mennesker, der bliver 100 år? Nå ja oldinge.

Vi var til begravelse i går. Louise er en veninde af mig, sådan rent platonisk. I hvert fald indtil i nat. Hun var ked af det, og jeg lovede, jeg gerne ville støtte hende til begravelsen, så jeg tog med.
Jeg mærkede nok nogle forargede blikke, da jeg kom, og tænkte jeg måske ikke burde have været i åbenstående skjorte. De andre troppede op med slips eller højhælede, også hun. Men hun sagde da ingenting til min påklædning, da jeg kom for at hente hende. Og er det ikke i det 2100 århundrede, vi befinder os, hvor man ikke tar så tungt på konventionerne? Heldigvis havde jeg forinden taget mig et par små genstande for at stive mig af. Det plejer at hjælpe på en forudbestemt mørk stemning.

Vi blev, som man gør, indkvarteret på de stive pindebænke i kirken. Musikken flød, og præsten sagde nogle monotone ord. Jeg faldt i søvn og var nær røget ned ad bænken. Nåede heldigvis kun halvvejs, før jeg vågnede. Så begyndte præsten at råbe dramatisk højt og stoppede pludselig med stor eftertænksomhed. Begejstret klappede jeg i halvt vågen tilstand. Pludselig blev jeg hjulpet op fra bænken og udenfor af en kirketjener.

Nede på værtshuset var det så, at Louise kom og hentede mig med hjem.

Nu sidder vi her til morgen Louise og jeg. Jeg er blevet ædru og gider ikke mere spille den flinke. Jeg vil drømme og tænke på heste og jumbe, der kører lige til vejkanten og ikke længere. Jeg vil holde mig til, at der er forskel på at bryde konventionerne og på at lave helligbrøde, for jeg har ikke lyst til at være flov.

Louise må godt gå nu.

Skrevet 1.11.2011  
               
(Teksten er beskyttet med copyright)
                                             
                                       ------000------


Væk fra hjemmet
Hun er rasende. Hvad bilder den idiot sig ind? Har hun ikke bakket op om ham hele deres liv sammen? Hun vandrer ned ad den tæt befolkede gade uden at se sig hverken til højre eller venstre.
Hvorfor skal han altid blive voldelig? Den med, at nogle mænd er voldelige, fordi de ikke har ordet i deres magt som kvinder har, køber hun ikke. Han har glimrende ordet i sin magt. Han er også forfatter, har fået udgivet et par skønlitterære bøger. Han vil bare også have hende i sin magt. Og viger hun uden om eller kommer hun til at tirre ham, bliver hun truet eller slået.

Bag efter er han en stor undskyldning. Og de har lange perioder, hvor han er suveræn at leve sammen med. En mand, der er fyldt med gode diskussions argumenter, stor empati og lydhørhed.

Det kan være, at han har lagt sig til at sove. Måske skulle hun gå hjem og se ad. Det er hendes hjem også. Hun begynder at gå hjemad. Går op ad trapperne til 2. sal. Lytter ved dørsprækken. Godt naboerne ikke er ude på opgangen lige nu. Der er ikke en lyd at høre inde fra lejligheden. Så stille, som det er muligt, låser hun sig ind.

Alle dørene i lejligheden står åbne og hun kan se, at han ligger inde i soveværelset. Hun lister ind i værelset og ser forfærdet, at et glas, der i går var næsten fyldt med sovepiller, står tomt på natbordet ved hans seng. Han er meget bleg, og der løber skum ud ad munden på ham. Hurtigt griber hun telefonen for at ringe 112 men stopper eftertænksomt. Lægger røret igen.

En tåre så flere løber ned ad hendes kinder. Skuldrene begynder at ryste, og hun græder, hulker, som hun længe ikke har kunnet. Hun vil løfte røret igen, men noget holder hende tilbage. Det er som om, at hånden og armen ikke vil lystre.

Hun er ikke rasende længere. Nu vandre hun langsommere ned ad den tæt befolkede gade med en pose tøj i hånden. På en underlig måde føler hun sig lettet. Det går op for hende, at hun i alle årene har levet på hans betingelser, sjældent sine egne. Hun går ned på sin arbejdsplads og låser sig ind på tegnestuen, selvom det er søndag. Hun har nogle opgaver liggende, der forhåbentlig kan adsprede hende. Ejerne af huset, hun har lavet tegninger til pga. ombygning, vil have et ekstra anneks. Der er også det boligkompleks, og der er flere andre opgaver, som ligger og venter.

På hendes kontor står en sofa, hun kan overnatte på, i tilfælde af overarbejde. I morgen mandag kommer rengøringsdamen og gør rent i deres lejlighed. Hun må forvente en telefonopringning fra hende eller politiet.
                
(Teksten er beskyttet med copyright)

                          ------000------

Vennerne
I et stille villakvarter sidder Sofus og Petersen på en tyk træstamme. Det er mørk aften og de sidder i baghaven til et hus.

Fru Ubbesen og Ejnar sidder lidt længere væk udenfor Sofus og Petersens hørevidde og omvendt. De sidder halvt skjult på en bænk på den anden side af det hus, de alle fire iagttager.

Petersen sidder foroverbøjet og nørkler med et reb. Sofus læner sig mageligt op ad træet, der er bag ham, og bryder tavsheden med sin højlydte tankegang:

"Tænk sig, der har måske været mange på hinanden følgende Big Bangs."

"Hm… hvorfor tror du det?"
Petersen strammer endnu engang på det reb, han har lavet.

"Nevermind. Universets levetid svarer til en æon, der er 10 i 100 år, hvilket svarer til et ettal med 100 nuller bag ved."

"Lort..."

"Hva? Tidsintervallet lyder måske ikke helt af så meget, som det virkelig er..."

"Nåå, hva er'et du siger? Nej der sker sku'ette noget foreløbig med det univers, næ det er denne her forbaskede løkke, der drille..."

"Nå men det er ikke sikkert, at de sorte huller kan rumme al det stof, der er i galakserne gennem en æon, når universet vokser hurtigere og hurtigere. Resten af stoffet forsvinder nok bare gennem tiden..."

"Det her er altså temmelig svært..."

"Ja, det er utrolig svært at hitte rundt i. Massen, der bliver suget ind af de sorte huller, bliver til masseløse fotoner i verdensrummet. Tiden går i stå og uendeligheden er ingen tid for en foton..."

"Javel Einstein, men skal vi ikke koncentrerer os om det, vi skal i gang med? Nu har vi planlagt det indbrud i flere uger sammen med fru Ubbesen og Ejnar. I aften skal det være, og du sidder bare og ævler..."

"Jeg sidder jo bare og lader tankerne vandre Petersen; det beroliger mig lige nu, hvor jeg ikke har andet af foretage mig end at vente…"

"Ku du så ik la dem vandre et andet sted hen end ind i mine ører? Du er et stort barn Sofus...Ka du ik se, at jeg skal koncentrere mig?"

"Nå nå - bare fordi man underholder med lidt sund viden, behøver du vel ikke at fare op."
Sofus tier stille og nøjes med at følge sin tankegang inde i hovedet.

Samtidig længere henne i haven lader Fru Ubbesen og Ejnar tankerne løbe:

"Tror du Ejnar, at det er dumt af os at gøre det her?"
Fru Ubbesen fokuserer på en stjerne, der glimter ned mellem bladene.

"Det har vi diskuteret om og om igen, og vi kan heller ikke lave det om nu."

"Næ, det ka vi jo ik. Du vé, hvad du skal gøre ik? Jeg er bare lidt nervøs.Tror du ikke jeg skal gå med og støtte dig op til huset?"

"Nej og absolut nej. Jeg er ikke totalt handicappet. Jeg kan godt gå den smule stykke selv. Så snart beboerne er ude af huset, støtter jeg mig til træerne og til den pindestok her, som lige kan smides på jorden som en gren. Henne ved havedøren bruger min glarmestersnilde på ruden."

"Okay. Når du så er kommet godt ind, signalerer du til Petersen og Sofus og mig. Du lukker bagdøren op uden at tænde noget lys."

"Petersen vil tage rebet, han har lavet, med op til øverste etage. Her binde han det fast. Sofus tager imod rebet nede på jorden og løber hen og binder det fast til træet. Det træ, der står ved min rollator. Når tiden er inde, binder Petersen tyvekoster posen fast på rebet i den løkke, han har lavet til det samme, så den er af vejen. Mig vil han hjælpe ud på rebet, og I andre kommer efter. Det sidste med at vi skal ned ad rebet er for det tilfælde, at vi skulle blive overrasket, imens vi er ovenpå. Posen lægger jeg foran på rollatoren, når jeg når jorden. Ingen vil tro, at en ældre mand med en rollator, der sjosker af sted langs vejen, er andet end ude at gå aftentur. Og slet ingen vil tro, det var ham, der drønede ned fra øverste vindue i et reb. Hvis altså det bliver aktuelt."

"Ja, og du ved også hvor tyverialarmen sidder og kender koden. Den så du, da du satte ruden i villaen for et stykke tid siden. Skulle det lykkes os at smutte ud ad en af dørene i stueetagen, holder vi os i mørket og du holder fast i mig hen til vejen og rollatoren. Lidt længere henne står Sofus' bil, hvor Sofus har sat sig bag rettet, efter han har bundet rebet til træet ved din rollator. Herfra kan han også holde øje med indkørslen og give os signal gennem mobilen, hvis noget uventet skulle dukke op."

"Og du sørger for at skovle så mange værdigenstande ned i sækken som overhovedet muligt."
Ejnar grynter et lille grin.

Endelig bevæger husets ejere sig ud ad hoveddøren og låser med et dobbelt sæt nøgler. Lyset udenfor lader de være tændt.

De fire ældre tør næsten ikke trække vejret. Ejnar rejser sig og bevæger sig hen mod huset. Han når hen til havedøren, sætter stokken ved siden af sig og læner sig op mod muren, der står vinkelret på. Han skærer en cirkel i glasset ved dørhåndtaget. Enkelt og ligetil, men det er jo ham, der som glarmester har redskaberne, tænker han selv. Han når at stoppe tyverialarmen, så den er afbrudt indenfor ½ minut. Derpå sender han det aftalte signal til Sofus, Petersen og fru Ubbesen gennem mobilen og lukker havedøren op.

To mænd med elefanthuer toner frem i mørket. De står i døråbningen. Ejner giver et lille ufrivilligt skrig fra sig, for det er absolut hverken Sofus, Petersen eller fru Ubbesen, som heller ikke ville kunne nå at komme så hurtigt. Elefanthuerne tager Ejnar under armene og gelender ham ud til træerne. I den ene hånd giver de ham galant hans pindestok.

"Tak for hjælpen far! Vi kan vist bedre klare jobbet her,"
lyder det fra Jesper, Ejnar og fru Ubbesens egen søn. 

"Det er utroligt, hvad forældre gør for deres børn nu om stunder", Brian griner.
"Uhøflige slambert," siger Ejnar, da han har fundet balancen og har børstet sig lidt af mentalt, men han siger det ikke så højt.

"Sig tak for rebet til den næsten venligt snerrende Petersen,"
supplerer Jesper.

Lidt senere kan man, hvis man skal den vej, se en ældre herre gå aftentur med sin rollator. Passagerene i en bil prøver at overtale ham til at komme op at køre, men den ældre herre nægter stoisk og indædt, imens han med knejsende hoved fortsætter de 5 kilometer hjem.

Skrevet 26. oktober 20011 

(Teksten er beskyttet med copyright ) 
                                 
                                    ------000------

Salat

En solstråle glimtede ned på ruden og gav drivhuseffekt. Alt bag ved begyndte at live op.

Inde i det hyggelige drivhus blev agurken til hr. Agurkmomsen og tomaten til hr. Tomatfjumsen, ligesom alle de andre agurker og tomater blev det. De diskuterede altid og blev hver og én aldrig kaldt for andet end Momsen og Fjumsen. Fru Nælde kom ofte udefra og blandede sig. Hun var som sine medplanter sundhedsakrobat og ukrudtsplante, som egentlig ikke havde lov til at være der. Hun kunne ligesom de andre vokse sig mega store. Vist nok var det brændenælde, hun var.

Midt i Momsens og Fjumsens diskussion, som hun blev vækket af, lagde hun straks ud med:
"Har I tænkt jer at stå her og lave skvadderkål hele morgenen?" Momsen sagde: "Nej men vi har et anliggende, der skal koges suppe på."
Og Fjumsen, der i nattens løb var blevet godt rød i tomaten, tilføjede:
"Ja, det er vigtigt, ellers går det hele i stykker, og vi mister alle vores frø."
"Men I er jo fyldt med frø, som I alligevel skal give videre," indvendte fru Nælde.
"Vi giver dem så nødigt fra os ." Somme tider som nu talte Momsen og Fjumsen i kor.
"Hvorfor det? Har I ikke fået kvælstof, spagnum, vitaminer og vand nok, så jeres frø kan komme ud og blive selvstændige spirer? Skaller har I da udenpå frøene, så de ikke fryser, og så de kan blive modne. Hvis I ikke giver dem fra jer, får I heller ikke noget tilbage fremover." Fru Nælde knejsede med bladene og så fiffig ud.
"Det er ik så meget det, det er bare fordi, der skal koges suppe, og nogle kan godt lide os, som vi er, især når de kan skærer os i skiver!" Nu talte Momsen og Fjumsen i munden på hinanden igen.
"Jeg forstår ikke et sukkerrør," sukkede brændenælden.
"Altså hør her. Alt bliver til én stor suppevælling, og dermed er der orden og ikke lige mange tidsler til alle. Det er bare, hvordan vi skal bære os ad med at fordele ulighederne."
Det var Momsen, der snakkede; han havde engang ligesom de andre agurker hørt en tale i fjernsynet gennem et åbenstående vinduet, da han var blevet lidt for høj.
"Det er noget forfærdeligt salat. Er der ingen, der kan hjælpe mig med at få denne historie op at stå?"
Det var én slyngplante længere henne, der sagde det, faktisk stod den helt udenfor. Han troede vist, han havde lov til at få styr på det hele bare fordi, han altid skulle have noget at støtte sig til.

Lige med ét stod alle planterne i det lille drivhus og rystede med bladene. Døren og vinduer var åbnet, og nogen, der ikke havde rødder, vist nok mennesker, begyndte at plukke grøntsagerne og lægge dem i kasser for at køre dem på grønttorvet. Kun fru Nælde og hr. Slynge fik lov til at blive stående med rødderne plantet i jorden.

På det store grønttorv blev Momsens og Fjumsens med andre grøntsager og mange frugter solgt i kasserne til en person, der kørte dem til en grønthandleren. Han modtog dem ved bagdøren, stillede dem på bestemte steder, fjernede papiret fra de kasser, der stod øverst, åbnede sin forretning og bød sollyset indenfor.

Men hvad var nu det? En kasse med appelsiner stod lige ved siden af Fjumsens, og et par stykker af dem var landet ovenpå ham og hans.
"Hæi kan du så komme væk", sagde han, "hvad vil du? Du har mistet din røde farve og du lugter mærkeligt. Du er jo gul."
"Fjom dy ki li sowos sovy sigris", sagde appelsinen, og lagde sig bedre til rette.
"Du er ikke så lidt fræk og ikke lige så gul, som din familie over i den anden kasse. At du ved det, findes der også gule tomater, men de ser ikke så anderledes ud."
"Fjom dy ki li sowos sovy sigris", gentog den talende appelsin.
"Hvor kommer du fra?" Nu var Momsen begyndt at bakke sin gamle ven op. "Du kommer vel samme sted fra som alle de andre sydlige frugter."
"Fjom dy ki li sowos sovy sigris", sagde appelsinen. De andre sydenlandske frugter og grøntsager istemte med noget, der lignede.
Fjumsen sagde: "Det må være de forfærdelige fremmede. De kommer alle fra Langtbortistan, dvs. et lille sted mod syd, hvor alt rosset gror, og så kommer de herop til os for at få en stængel med i spillet, så de kan udnytte os."

"Jeg vil gerne have 4 appelsiner, 2 agurker, et bundt persille, lidt tomater og 500 gr. blåbær," lød en stemme henne ved skranken.

"Tak skæbne nu kommer vi i samme båd som alt rosset", sagde Momsen.
"Fjom dy ki li sowos sovy sigris", gentog appelsinen.

Senere viste det sig, da forskellighederne havde lært hinanden lidt bedre at kende ved middagsbordet, at ordene fra appelsinen betød: "Tak skæbne nu er vi i samme båd som alt rosset."

Men det blev en god salatblanding, selvom der skulle lidt sur citron i for at dulme gemytterne. 
 
Lige idet en bid af Momsen var på vej ned i svælget af en tunnel, udbrød han: "Duft Fjumsen, suppen, vi i begyndelsen troede, de ville koge på os, dufter ukendt. Vi slap fri..." 

  Teksten er beskyttet med copyright og må kun benyttes med mit navn under!

                          ------000------



JÆGEREN (krimi) 1. forsøg

LIONE

Hjertet hamrer i hendes bryst efter skænderiet. Nicolaj var stormet ud ad døren og havde smækket den kraftigt efter sig. Formodentlig var han taget direkte på arbejde, hvor han havde eftermiddags- og aftenvagt.

Heldigvis er det ugen, hvor Camilla, hendes datter, er hos sin far.
Lione pakker en kuffert og konstaterer med et lettelsens suk, at det bliver godt at komme ud og væk herfra. Helt væk for altid. Dette var enden. Hun vil ikke mere, og hun kan ikke elske ham mere. Stanken fra parfumen, hun i febrilsk forvirring havde væltet på gulvet, er overvældende og understreger stedets umulighed.

Kufferten er ikke tung og er kun pakket med hulter til bulter ting og tøj. Resten må hun hente på et andet tidspunkt. Hun vil hjem til sin lejlighed inde i byen endnu før i aften, hvor han kommer tilbage. Hun ser, han har glemt sin madpakke; den står på køkkenbordet sammen med en Cola. Hun snupper begge dele på vejen ud. Hvad søren, hun har selv kreeret madpakken og købt Colaen, og maden kan ikke tåle at stå ude til i aften, når han kommer hjem.
I hast lægge hun en besked om, at hun er taget hjem til sig selv. Resten må komme senere.

Ude langs vejen er der en skov, og i stedet for at tage bussen, skjuler hun ved en pludselig indskydelse kufferten bag ved nogle træer og fortsætter ind i skoven. De hvide anemoner og de gule smørblomster står fredeligt i lyset derinde bag de skærmende træer.
Hun går rundt i skoven en time og lader naturen bringe fred i hendes sind. Hun er faldet til ro og bliver pludselig i tvivl om, hvorvidt hun skal gå tilbage? Nej hun må ikke blive i tvivl nu, fortæller hun sig selv med påtaget bestemthed.

Hun går længere ind i skoven. Vil gerne hvile lidt endnu i den blide virkning, naturen og forårssolen har. Næsten som om en nænsom hånd kærtegner hende. Det pusler under nogle blade; hun bliver lidt forskrækket og opdager en hare. Hun undrer sig. Den må have forvildet sig væk; måske er det kun en stor unge. Men indlysende er den ligeglad med hendes tanker og hopper ind i krattet, før hun når at se meget andet end bagdelen af den. På et højt træ smutter et egern op.

Det er en lysning, hun befinder sig i. Hun sætter sig træt og op ad det træ, egernet smuttede op ad. Solen føles på hendes krop gennem tøjet. Hun falder i søvn en tid, måske kun nogle minutter. Rejser sig og får solen på ryggen, imens græssets duft og lugten af jord rammer hendes næsebor.

Hendes mave rumler. Skulle hun tage et stykke mad? Hun finder tilbage til sin kuffert og finder madpakken, som er i en lille plasticbeholder, og Colaen frem og går tilbage til sit træ.

Bruset fra Colaen rammer hendes næse så det kilder, idet hun drikker. Papiret knitrer, imens hun pakker maden ud. Leverpostej, rødbede indpakket i en plasticpose, kogt laks og lidt af gårsdagens rester, som er i den nu åbnede beholder, dufter indbydende og smager endnu bedre i den frie natur.

Pludselig mærker hun noget, der ikke føles som det skal. Hun kikker sig uroligt omkring og ser en skikkelse stå næsten skjult mellem træerne.

PER
Inde i skovlysningen står Per og får øje på hende. Hun sidder op ad en træstamme midt i solen, der får hendes gyldenblonde hår til at glimte, som om der er små diamanter i det. Hun sidder og har det tilsyneladende helt fredeligt. Han nyder naturen, imens han iagttager hendes slanke krop og opadvendte ansigt, der er fuldstændig opslugt af nydelse. Det er den lyse side af hans sind, der iagttager og opsuger hende med hele hans sjæl. Han bliver ét med hende i en drømmeverden, som ingen kan tage fra ham.

”I den virkelige verden er hun uopnåelig”, tænker han.
Hans sind formørkes. Spiren til et behov og en mulig plan bliver skabt.

I det samme vender hun sig om og ser ham. Hun begynder at samle sine ting sammen. Han er ikke tæt nok på til at se hendes ansigtsudtryk, så han tager sin rygsæk op og træder nærmere.


LIONE
Hun tør næsten ikke trække vejret. Personen mellem træerne står helt stille, halvt gemt. Det skrig, der er ved at komme, bliver siddende i halsen. Ud af øjenkrogene holder hun øje med personen. Hendes skygge, som hun sidder der i solen, er blevet lang, og skygger fra træerne er også ved at nå hende. Det må være blevet sent eftermiddag, og hendes lille udflugt må have varet i flere timer nu.

Til egen undren bliver hun sekundvis helt nøgtern og knivskrap i hjernen, næsten for rolig og fattet. Knæene ryster modsigende, da hun rejser sig og samler madpapir, colaflaske og beholder sammen. Hun kan nu se ham tydeligere. Han er kommet lidt nærmere, og hun kan se, han har stillet en stor rygsæk mod et træ.

Endnu nærmere kommer han. Hans hår er mørkt, lidt krøllet, hans øjne virker tilsyneladende venlige og ansigtet imødekommende. Men han er endnu lidt for langt væk.

Så sker miraklet. "Hallo", råber han, "jeg tomler den mod København og vil bare spørge om retningen, hvor jeg kan komme op med en bil." Hun må sætte sig igen af lettelse.

Det er en blaffer, der skal videre. Han kommer hen mod hende: ”Undskyld”, siger han imødekommende, ”jeg hedder Per og er blaffer. Du kan vel ikke fortælle mig vejen mod byen, hvor jeg kan komme til at køre med nogen?”
Hun rejser sig og går ham i møde mod vejen: ”Lione her. Du skal op hvor hovedvejen deler sig og så til venstre.”
"Er du på skovtur helt alene", spørger Per deltagende, imens han følges med hende hen mod hendes kuffert.
"Både ja og nej" svarer hun. Min kæreste, dvs. eks-kæreste har jeg lige forladt. Han bor her i nærheden og kan dukke op hvert øjeblik. Jeg er ikke interesseret i at møde ham, så jeg må hellere skynde mig hjem til min ungkarlehybel, som jeg heldigvis har."
Hun var forsigtig nok til at sige, at Nicolaj kunne komme forbi hvert øjeblik, selvom det var meget usandsynligt. Hun spekulerer på, hvorfor hun nu sagde det med 'ungkarlehybel'. Men blafferen skal jo videre og aner ikke, hvor lejligheden ligger.
Hun er meget hurtigt oppe ved vejen og trafikken, hvor hun smider sine ting i kufferten.
Han fortsætter op imod krydset.

LIONE
Uvejr.

Der går ikke flere busser i dag på vejen ved skoven, så hun går ind mod byen og er nu fast besluttet på at tage hjem til sin lille lejlighed. Hun har boet hos Nicolaj i næsten fem måneder, og bortset fra enkelte weekender har hun kun været hjemme for at hente tøj til hende og Camilla.
Den uventede gæst, blafferen, i skovlysningen gav hende et adrenalin skud ved så pludseligt at dukke op. Nu ved hun med sig selv, at hun må handle i forholdet til Nicolaj. Hun må væk her og nu, imens hun har muligheden og modet. Hun vil ringe til ham i morgen.

Hun går over mod stien, der strækker sig over bakken. Det er en genvej frem for, hvis hun skulle følge vejen.

Med et bliver himlen helt mørk. Det begynder at dryppe, så at regne. Der er deprimerende mennesketomt nede på gaden. Adskillige har ligesom hende fundet stien og genvejen, og de kikker som Lione bekymret mod himlen.

Uvejret rammer hende med fuld styrke. Regnen pisker i ansigtet; den rammer som små sten. Det er store hagl, der slynges gennem luften. Vinden tager til, og træerne begynder at give efter. De pisker frem og tilbage, og hun er kun nået halvvejs. Hendes ellers gode kondisko siger sjip svup, sjip svup. Jakke, trøje og bukser er gennemblødte af vand.
Hun kan næsten ingenting se, så meget stormer og hagler det. Det er som om, alle kræfter er sat ind på at stoppe hendes fremgang. Foroverbøjet prøver hun i stiv modvind at løbe men falder over en sten, skraber knæet og glider lige ned i et mudret vandhul. Hun bliver totalt mudret til og kravler med besvær op. Kufferten, som hun har i hånden, bliver skrabet med op. Med lidt bidsk humor afgør hun, at mudderet på tøj og sko nok bliver skyllet væk af regn og hagl, inden hun når hjem. Åh ja, et lunt køkken med en kop varm kaffe eller kakao lyder både meget tillokkende og meget fjernt.

Hjem kommer hun endelig. Hun er så våd og ryster så meget af kulde, at det er svært at få nøglen til indgangsdøren op af bukselommen. Hun taber nøglen og den glider ned under risten. Hun løfte risten op og får fat i nøglen. Ved den bevægelse river hun hånden på hjørnet af risten, så blodet pibler frem. Nu er hun desperat for at få den forbistrede nøgle i nøglehullet, så hun kan komme indendørs. Endelig lykkes det. Hun flår døren op. Dørlukkerens knirken lyder ironisk mod hende. Hun løber op ad trapperne og hører døren gå langsomt i, imens det stormer ind. "Vindfang min bare…", tænker hun.


PER
Per ser Lione gå ad stien over markerne, hvor der til venstre for hende står en række træer og et krat. Bagved løber en sti mere. Per følger denne sti og kan skjult mellem bladene let iagttage den intetanende Lione.
Pludseligt mørkner himlen og et massivt uvejr bryder løs. Per skynder sig at tage regntøjet op af sin rygsæk. Han kan se, at Lione bliver drivende våd og mudret til.

Han må selv kæmpe med den stive modvind og regn og er på et tidspunkt ved at tabe hende af syne. Det lykkes ham alligevel at følge hende hele vejen.
Ved indgangsdøren er Lione så optaget af at komme indenfor i læ, at hun intet ser. I ly af den voldsomme regn følger han hende ret tæt. Han smutter ind, inden døren lukkes helt efter hende, og ser, hun bor 1.th.
Med smidige bevægelser som en kats lister han ned i kælderskakten og afklæder sig regntøjet, som han lægger tilbage i det dertil indrettede rum i rygsækken. Han lader rygsækken stå i det inderste hjørne.

Herefter går han ned til blomsterforhandleren. Hans plan er nu fastlagt.

Tilbage igen lykkes det ham hurtigt at komme ind i opgangen samtidig med en anden person, og han tager trappen i få trin.

Han skal til at ringe på døren hos Lione, da han til sin glæde opdager, den står på klem. Han kan høre bruserne fra badeværelset. Lydløst som en skygge sniger han sig ind. I entréen ser han yderligere noget glædeligt: to nøgler, som ligner en hoveddørsnøgle og en yderdørsnøgle ligger på kommoden. Dem lægger han lynhurtigt i lommen, hvor kniven og maskeringen også ligger. Han glæder sig til at se hendes angst, når hun opdager ham.

LIONE
Uventet besøg.

Indendørs smider Lione kuffert og al sit tøj. Hun stiger op i badekarret. Med det varme brusebad mod huden kommer der lidt liv i kroppen igen. Hun tørre sin hud i badehåndklædet, så den bliver helt rød.

Hun laver kaffe og tager den og nogle småkager med fra køkkenet og går ind mod stuen. Hun glæder sig til at tænde for tv'et og til at sætte sig mageligt til rette i hjørnesofaen med benene oppe.

Idet hun skal til at betræde dørtrinet og kikker op, ser hun en mandsperson i hendes stue. Hun bliver så forskrækket, at hun taber bakken med kaffe og småkager. Det er blafferen. Hun må have glemt at låse døren efter sig.
Han har den ene hånd bag på ryggen.

PER
Per står bag den halvt åbne dør i stuen og ser, Lione komme ud fra badet fuldt påklædt og går ud i køkkenet. Efter lidt tid kommer hun ind mod stuen med en bakke med kaffe og småkager. Hans forventning bliver ikke gjort til skamme, da han træder frem. Da hun ser ham, bliver hendes øjne vilde af angst, og hun giver et skrig fra sig.

I det samme går entré døren op. Et barn kommer styrtende ind med en masse ord og standser pludseligt op. Han mærker spændingen som blød gelé i knæene, den forkerte spænding, den der går ud over ham selv. Med bortvendt ansigt går han med stive og lange skridt frem i døråbningen, hvor Lione står. Han rækker hende blomsterne, som han har haft på ryggen og siger:
”Undskyld forstyrrelsen, men døren stod åben. Jeg ville blot giver dig disse blomster som tak for hjælpen med at finde vej.”
Han smutter ud så hurtigt som lynet, helt ud og ned mod bussen. Han glemmer sin rygsæk i kælderen.
Et sted bag nogle lag i hans sind ved han dog godt, han har glemt den, men det kan måske komme ham til gode, når han får samlet sig.

CAMILLA
"Mor døren var åben, jeg vidste slet ikke, du var hjemme, jeg fik lov at hente mine regnbukser af far, og jeg fik også lov til selv at tage bussen."

Hendes hår er i vild uorden, kinderne røde, og øjnene gløder af vild og dyb lykke over at have drønet af sted i vinden fra stoppestedet.
Camilla smutter hurtigt ind i korridoren, først uden at ænse noget.

Nu stopper hun brat op og ser direkte på mor. Et kort øjeblik forstår hun ingenting. Udtrykket skifter som pludseligt vejrskift.

Hun har set mor, som står og stirrer underligt ind i stuen, og hun ser i samme øjekast det smadrede porcelæn, kaffen og småkagerne der ligger på gulvet. Den vidunderlige følelse af fart, styrke og glæde erstattes af rædsel fra morens vibrationer og bange udtryk. Hun giver et lille skrig fra sig, selvom hun endnu ikke aner, hvad der foregår. Nu toner en ukendt mand ud i døråbningen fra stuen. Han ser mørk ud i blikket og virker forvildet og usikker. Tårerne begynder at pible frem i øjenkrogene på hende. Der er noget helt galt med hendes mor, og manden skal ikke være der, fornemmer hun. Hun kan instinktivt ikke lide ham; han er fjenden, der har gjort hendes mor bange.

”Undskyld forstyrrelsen, men døren stod åben. Jeg ville blot giver dig disse blomster som tak for hjælpen med at finde vej,” siger manden pludselig og bryder tavsheden. Han vender ansigtet væk fra Camilla og rækker Lione en buket blomster. Med lynets hast skynder han sig ud ad døren.


JÆGEREN
Per sidder i bussen

Han er en flink og stilfærdig mand, nærmest konfliktsky, siger hans kæreste. Det bilder han sig selv ind og prøver at glemme, at han engang overfaldt en pige, som gik alene nede på en mennesketom havn en sen aften. Hans camouflering af ansigtet var med til at øge spændingen. Hun blev rædselsslagen og ville flygte. Det hidsede ham fuldstændig op, og han forfulgte hende som en jæger, der jager sit bytte og ikke giver op før han føler tilfredsstillelsen ved, at det er indhentet og nedlagt. Hun havde nær hevet hans camouflering af ansigtet, før hun mødte kniven. Der var også lige de andre gange… Nej, det er hans mørke side, som han ikke beskæftiger sig med, når han er "normal".

Han plejer at være i stand til at dele de to halvdele af sig selv, så han i almindelighed tror på, at han ikke gør nogen noget ondt. Han har en dejlig kæreste og nogle gode venner. Han kan dele sit liv i to verdner, der ikke har noget med hinanden at gøre. Men hans indtrængen i Liones lejlighed frustrerer ham og gør ham rasende på den uretfærdighed, at hans foretagende mislykkedes. Der var godt nok det store, søde øjeblik, hvor han så den vilde angst i hendes øjne, men så kom ungen ind ad døren og ødelagde det hele.

Han er meget grundig med ikke at blive opdaget. Ingen kender til hans ”mørke side”. Hvor var det godt, han havde købt en buket blomster på vejen. Han ville have ringet på og givet hende blomsterne med et tak for hjælpen og så have trængt ind i hendes lejlighed. Hans camouflage havde han ikke taget på, for så ville hun aldrig have lukket ham ind, hvis hun så den i dørspionen. Men døren stod jo åben – på klem endda, så han kunne se, den var åben. Imens hun var i køkkenet, stod han bag den halvåbne dør i tusmørket. Her ville han ikke risikere at larme og havde derfor ikke taget camouflagen på. Men blomsterbuketten gjorde alligevel nytte, selvom han i første omgang ikke havde haft brug for den.

Nu sidder han indædt og forvirret i bussen på vej hjem og funderer over, om han skal stå af ved næste stoppested og opsøge Lione igen. Der var kun tusmørke i stuen, så hun har set hans ansigt både der og især i skoven, da han spurgte om vej tidligere på dagen. Hun genkendte ham. Hun ville kunne give et nøjagtigt signalement til politiet. På den anden side kunne han forklare, at han bare ville sige tak for venligheden i skoven med en buket blomster og at døren stod åben. Pigen interesser ham ikke. Hun kan knapt have set, hvordan han så ud i den mørke korridor, sådan som han skyndte sig ud ad døren med bortvendt ansigt. Det, der interesserer ham og ophidsede ham, er Liones udtryk af ægte rædsel.

Hans forehavende mislykkedes. Han overvejer sin fiasko endnu engang. Skal han tage hjem til sin søde kæreste, som intet ved om hans mørke side? Han sidder pludselig i et dilemma, hvor hans lyse og mørke side blander sig ind i hinanden og gør ham frustreret.

Nej, siger han til sig selv, han bør ikke tage chancer og ignorerer en fornemmelse, der fortæller, at det er en dårlig undskyldning for sit forehavende. Han står af bussen og vender tilbage til stedet, hvor Lione bor.

Det er mørkt nu, lyset fra den udendørs lampe lyser ind i opgangen. Hans ansigtscamouflage og hans kniv ligger stadig i lommen ligesom Liones nøgler. Han stiller sig i kældertragten i et hjørne, hvor lyset ikke når ham, heller ikke hvis trappelyset skulle blive tændt. Her har han har fuldt overblik over, hvem der kommer og går.

SUSAN
I blokken overfor Lione går hendes bedste veninde Susan frem og tilbage fra soveværelsets garderobeskab til spejlet i gangen. Hun skal ud til middag med nogle gode venner. Hun griner for sig selv. Liones lille fikse krop ville nok heller ikke se for smart og sexet ud i store bamse hjemmesutter. Hun kaster med hovedet sit hår op og ned i et par store bevægelser. Så er det sat på plads indtil videre.

For et par år siden lukkede Susan sig inde i sig selv i en lang periode. Kun Lione fortalte hun til sidst om overfaldet. Selv husker hun bedst de lange sekunder, hvor hun lå på jorden indtil alt blev sort og hun først kom til sig selv på hospitalet. Hun er igen blevet den ”gamle Susan”, udadvendt og en person, der får sine omgivelser til at føle sig godt tilpas. Hun bliver smuk og levende med dem. Endnu bedre end før ved hun, at man må gribe og værne om livet, imens det er der.

LIONE OG CAMILLA
Camilla ser på sin mor. Hele morens krop dirrer. Ansigtstrækkene er underligt krakelerede og udtrykket formørket, al farve i ansigtet er forsvundet. Øjnene stirre lige ud, som om hun slet ikke har set Camilla. Med stive skridt går Lione ud og låser hoveddøren. Hun har stadig blomsterne i hånden. Hun vender sig fra hoveddøren og ser underligt uforstående på dem. Endelig lægger hun dem distræt fra sig på det lille bord i korridoren. Camilla begynder at hulke højt. Morens angst går direkte over i hende.

Ved hendes gråd bliver moren nærværende igen men alligevel på en underlig fraværende måde. Hun træder over skår, kaffeplet og småkager og går med ben, der næsten ikke kan bære hende, over i sofaen.

”Undskyld lille skat, jeg blev bare så forskrækket over manden, der pludselig stod i vores stue. Det er ved at gå over igen. Vi har låst døren, og han kommer ikke tilbage. Ring til far og sig, du sover her i nat.”

Camilla smutter lynhurtigt over i sofaen og lægger sig ind til mor. Hun mærker, hvor kold hun er. Hun hører morens trøstende ord og mærker ligesom moren gør, at trygheden og varmen kommer tilbage i kroppen. Angsten slipper lidt efter lidt. Her sidder de en lille tid.

"Hej far", siger Camilla i telefonen, "er det ok., hvis jeg sover hos mor, det er blevet mørkt? - Godnat far, jeg elsker også dig."

Lione er endnu ikke parat til at tale med sin eks-mand om, hvad der er sket.

Efter Camilla er lagt i seng, går Lione hen til vinduet, og til sin gru ser hun, at Per er på vej over mod hendes opgang. Hun ser også, at der er lys i Susans vindue. Med rystende fingre trykker hun Susans nummer.

PER
Per står nede i kælderskakten. Minutterne sniger sig af sted. Han er vant til at planlægge og opdage vildt på vejen, ikke vant til at vente. Situationen er akavet for ham, og han skal passe på, han ikke bliver alt for utålmodig og gør noget dumt, så han bliver opdaget. Hans begær for fangst efter at have set Liones angst, har ikke sluppet ham. Han vil ikke bare gå tilbage og tage bussen hjem igen.

Nu står han her skjult af mørket. Tiden føles uendelig. Sekundviseren på hans ur har aldrig bevæget sig langsommere: Ryk - ryk - ryk - ryk - går den lydløst frem. Hans før så katteagtige bevægelser er stivnet. Han sveder. Vil ikke vedkende sig det. Han får øje på en kvinde i vinduet i blokken overfor. Dvs. han får øje på silhuetten af hende gennem et tyndt gardin. Han kan ikke se nogen mand, men han kan umuligt være sikker på det.
Endnu er Liones datter ikke gået ned ad trappen og ud. Han er så optændt, at han kun halvt ænser, at Camilla måske bliver hos sin mor. Skulle det være tilfældet, må der som trøst for ham være en anden kvinde, han kan jage, måske én der skal ned i kælderen i aften.
Det ville gøre det hele lidt lettere.

Det her er ikke holdbart. Han kan ikke holde det ud. Nu har han stået her næsten en halv time, og det føles som et halvt år. Skulle han prøve at besøge kvinden i blokken overfor? Han må improvisere for at finde ud af, om hun er alene i lejligheden. Det er alvorlige ting, han skal foretage sig. Med jægerens kunstværdighed skal han snige sig ind på byttet for at lægge det ned og snitte og dræbe. Han må ikke lade sig distrahere af et enkelt nederlag. Han må planlægge.

Han sætter sig ned i sit mørke hjørne med benene udstrakte for at tænke. Med lyset fra mobilen ser han på sekundviseren: Ryk - ryk - ryk - ryk -
"Tik tak, tik tak, tik tak". Han drømmer, han sidder på gulvet i sit barndomshjem i stuen under bornholmeruret. Han vil gøre forbudte ting. Det vil han altid, men han skal sikre sig, at ingen ser det. Lige nu holder han Samba, deres hund, i dens halsbånd og har planer. Hans far er på arbejde. Han er alene hjemme. Samba klynker og vrider sig. Den er bange for ham. Det pirre ham. Han vil høre den skrige. Han vil se dens øjne blive vanvittige af smerte.
Midt i det hele brager døren til stuen op, og hans far kommer væltende ind. Faren burde ikke være hjemme endnu. Hvorfor er hans far hjemme? Per vil flygte, for hans far tæver ham sønder og sammen, uanset hvad han har gjort eller ikke gjort, for han spørger ikke først. Men kroppen er for tung, benene vil ikke lystre; han kan ikke komme væk i en fart. "Jeg gør det ikke mere," jamre han imod sin vilje, for han har ikke gjort noget - endnu. Efter kløene, hvor faren bliver ved med at slå til han er udmattet, ved Per, at faren går ud og laver mad, som om intet er hændt. Det hele er overstået indtil næste gang. Som altid spiser de middag i ro og fordragelighed, ham og hans far. De er jo de eneste familie sammen med hunden, og så må man holde sammen.

"Så er det tid at bryde op brormand, man må ikke ligge og sove her."
Han glipper med øjnene. Der står to betjente over ham. Et øjeblik føler han stor frygt, er endnu ikke helt ude af drømmen. Så bliver han fattet og tænker rationelt, at betjentene vel bare tror, han er en hjemløs.

"Vi skal se dine lommer", lyder det, og samtidig tager den ene betjent om hans arme og holder dem fast, imens den anden gennemroder hans lommer.
"Ser man det – en maske og en lang kniv og 2 nøgler; de skulle vel ikke passe til lejligheden her 1.th.? Du må hellere komme med på stationen."
Betjentene følger ham ud mod politibilen.

Idet han bliver ført over gårdspladsen, ser han kvinden i vinduet overfor Liones blok læne sig ud. Lione har også vinduet åbent og ser over mod kvinden fra sit vindue. Så rækker de to kvinder indforstået tommelen i vejret i triumf.

"Forbandede kællinger", mumler han indædt, "Lione har set mig komme..."

"Hov", tænker han pludselig, "hende den anden, hende husker jeg… det er umuligt, at hun har overlevet… ”

Han mærker, hvordan grebet strammes om ham i mere end én forstand.

Men endnu før de når politibilen skifter hans sind. Efterladende den mørke del af sig selv fortsætter han ud i sin lyse verden. Her ved han, at han er et godt menneske, som venner og kæreste holder af og som aldrig kunne gøre nogen fortræd. 

Anne J. Lilleager (sidst redigeret 25.januar 2011). Skrevet til Saxos forfatterskole.

                       (Teksten er beskyttet med copyright)
                                               
                            ------000------

ET  EVENTYR

Der var engang en lille havfrue, der havde forvildet sig op på landjorden i et stormvejr. Hun prøvede at finde den sten, hun ofte sad på deroppe, men en stor bølge kastede hende langt væk fra havet.

Hun ledte i flere dage for at finde tilbage til hendes hjem, havet. Stenen ved havet, som hun havde prøvet at finde før bølgen kom, holdt hun så meget af at sidde på. Herfra kunne hun både se, hvad der skete i vandet ovenfra og betragte sandet og de mennesker, der kom forbi. Men i denne storm havde hun fuldstændig mistet retningssansen.

Til sidst fandt hun en muslingeskal og tænkte: "Den kan beskytte mig for storm og regn, indtil jeg finder tilbage til mit hjem."
 
Men muslingeskallen var usikker at sidde i, selvom den gav læ. Engang imellem væltede den og havfruen faldt ud på jorden. Så lå hun en tid og tog mod til sig, før hun var i stand til at kravle tilbage, rejse muslingeskallen op og kravle ind i den igen.

Hendes hår var af tang, og nu lå det som lange stængler fra hendes nye plads og strakte sig ned til stranden og sandet. Hun håbede på, bølgerne måske ville tage fat i det, så hun igen kunne finde retningen ned til vandet.
                                                                     

Her i muslingeskallen sad hun så og lyttede til bølgerne.

Hun kunne høre bølger og stemmer ved stranden og fra havet, uanset hvor langt væk hun var; hun kunne bare ikke finde retningen tilbage.

Efter mange nætter hørte hun en aften en stemme fra stranden.
"Det er et menneske, der går i strandkanten", tænkte hun.

Det var som om ordene fra stemmen, hun hørte, blev sagt til hende, selvom de var sagt i menneske sprog.

Da stemmen sluttede, gav det et ryk i havfruens tang-hår. Mennesket måtte være kommet til at træde på det. Nu vidste hun i hvilken retning, havet lå.

Hun hoppede ud af sin muslingeskal og bevægede sig ned til sandet. Her byggede hun et slot af sand ud over vandet, og det blev senere til en revle. Hun lod en dør stå åben ind mod landsiden, hvor havets genspejl af lys strålede ud med undersøiske billeder i alle farver og former som et lokkende Fatamorgana mod dybet. 

Mennesket kom forbi og blev fanget af lyset og billederne. Overvejede.

Havfruen sad på sandet og så til.
 
Men i stedet for at gå nærmere ind i det dragende og farlige lys mod havet, bukkede mennesket sig og rejste havfruen op,  - lærte hende at gå.

Havfruens fiskehud blev lagt ved stenen ved havet. Ved siden af lå der en masse tang.

Muslingeskallen stod tom en tid.
                                 Af Anne J. Lilleager

Skrevet efterår 2002 til et drama med skuespillere og min oplæsning     

Teksten er beskyttet med copyright og må kun benyttes med mit navn under!
                      
                           ------000------
                                               


Farvel

Line døde lige før julen 2003. Hun var en ganske ung pige, var endnu ikke startet for alvor på livet. Hun var min datters bedste veninde.

Nogle måneder senere var jeg på vej hjem i toget.
Overfor mig sad en ung pige.
 
Pigen havde spil levende, nysgerrige, blå øjne, lidt generte men med noget bag ved, jeg rigtig godt kunne lide. Hun lignede og mindede om Line. Det gik pludselig for alvor op for mig med et smerteligt sug i maven, at jeg aldrig mere skulle se Line. 

Pigens og mine øjne mødtes, og hun begyndte at snakke til mig. Det viste sig, vi skulle samme sted hen, og hun spurgte sådan lidt unødvendigt, om vi så skulle følges. Mente naturligvis, om vi kunne underholde hinanden lidt på vejen.

Vi snakkede om forskelligt både om bustiderne og om, at hun de sidste 3 år havde gået på kostskole. Hun havde haft sociale problemer, men nu havde hun lært at takle dem på den hårde måde. Lige nu var hun på vej hjem til sin mor på ferie.
Vi snakkede lidt mere om hendes liv.
 
På et tidspunkt sagde hun: "Du ligner rigtig meget én jeg kender, der hedder Linda, har du en datter, der hedder Linda?"
Det benægtede jeg, for min datter hedder ikke Linda.
Det var underligt, for jeg havde jo omvendt tænkt, at hun lignede én, min datter havde kendt meget godt.

Ved busterminalen sagde vi begge "Hej" og tak for en hyggelig sludder.
Jeg huskede lige at spørge hende om, hvad hun hed.

"Liv",
sagde hun med et smil mod mig. Så vendte hun sig og småløb ud i vinden.

"Farvel søde Line - og Tak!"
sagde en varm og taknemmelig følelse inde i mig. 
 
Skrevet 2004 af Anne J. Lilleager
(Teksten er beskyttet med copyright)
                      
                            ------000------


Første anden tredie

Hun gik nede mellem jordbærrækkerne og var 4 år. Der var en lille hareunge, som ikke kunne finde rundt, men den var også så dum, at den smuttede fra hende. Den kunne slet ikke se, hun bare vil lege.

Oppe fra huset lød det som om, hendes mor kaldte, men det havde hun ikke tid til at høre lige nu. Hun var i gang med at grave sig ned til kineserne og var lige nået til noget gult, så måske var hun tæt på.

Der var en pind, som lå lidt længere henne på markvejen. Den fik hun fat i og tegnede flotte cirkler og streger.

Nu kaldte mor én gang til, og hun hørte det næsten.

Hun tegnede med pinden tilbage til, hvor hun havde gravet helt ned til noget gult. Det gule kunne godt ligne toppen af en kineser, så ham tegnede hun, så han kunne se, hun havde fundet ham, hvis han nu kom, imens hun ikke var der.

Da mor kaldte igen, var det så højt, at det gjorde ondt i maven. Det lød som om, man var nødt til at komme, så hun løb.

"Hvorfor kommer du ikke, når jeg kalder?" skældte hendes mor.

"Jamen mor", hjertet sad helt oppe i halsen af forpustelse, så hun næsten ikke kunne snakke "jeg hørte det altså først tredje gang, du kaldte, og her er jeg jo!"

Skrevet juni 2005 på Ærø højskole, under en uges forfatterkursus
(Teksten er beskyttet med copyright) 
                                              
                         ------000------

Et af de første forsøg på at skrive voksenprosa ud fra fri fantasi. Bruges som materiale.  

Beskriv en taske (du ikke kender eller har set). (Person opbygning).

Hun tar tasken i korridoren, løber ned ad trapperne og ud.

Udenfor ligger en firkantet jernrist, som også er en slags måtte. Man behøver ikke at træde på jorden, før man når fliserne.

Hun trasker af sted videre. Skulderremmen sidder skråt, tasken hænger ned modsat den skulder, den hænger på. Hun er på vej til Supermarkedet.

Vinden griber i hendes hår og giver kærlige strøg over ansigt og hals.

Udenpå en bluse har hun en åbenstående trøje ned over nogle lange bukser.

Solen varmer.

Det er endnu ikke blevet helt efterår. Dog er små kerter af gule toppe begyndt at vise sig i de grønne højtrækkende trækroner.

Tasken, hun bærer, er lidt af hendes egen identitet. Hun har selv kreeret den.  Den er i  blå ruskind og er syet sammen af trekanter i forskellige nuancer. Hun synes, det passer sig bedst for en taske ikke at være for spraglet i farverne. Derfor er den mørkeblå farve også dominerende i sammensætningen. Mørkeblå er en god bundfarve til en taske. Den må ikke være anmassende. Mange andre er mere modige i deres farvevalg, ved hun, og hun misunder dem lidt. De stærke farver bærer hun i uordentlige men også overraskende bunker indvendig i sit sind og kompenserer måske udadtil for at lade som om, hun har styr på det.

Læg to ting i, der betyder meget for ejeren af tasken (beskriv disse ting).

I tasken har hun ud over de nødvendige ting også et lille lommespejl. Trods dets lille størrelse er det kunstfærdigt lavet med en træramme skåret ud som en snoet fletning rundt om. Lidt kontaktlim har hjulpet, så det stadig ser næsten nyt ud.

For nogle år siden fulgtes hun med sin bedste ven Ferdinand. Det lille spejl, hun har i tasken, stod da i et vindue i butik "Kik engang til" nede på Hovedgaden. De fik øje på det samtidigt, og de stod sådan i forhold til spejlet, at hun kunne se ham og han kunne se hende.

"Se vores venskab er forbundet". Lo han til hende i spejlet, "Vi vil altid kunne se hinanden i tankerne, uanset hvor mange tusinde kilometer, vi er fra hinanden."

De gik ind i butikken, hvor han købte to af spejlene. Han gav hende det ene. Hun blev glad og holdt det sådan, at hun kunne se ham. De smilede til hinanden i hendes spejl og bag efter i hans. Det var ikke helt uden fornemmelse af, at folk rystede på hovedet ad dem, da de gik ud af butikken.

Der ligger noget andet i tasken, som hun har et helt specielt forhold til. Det er den lille pung, som hendes søn på dengang 9 år lavede, da hun lavede tasken. Pungen er lavet af samme ruskind i samme farver. Han insisterede selv på, at når hun havde lavet så fin en taske, skulle hun også have en pung, der passede til. Den er kun en anelse skæv i den ene side pga. små barnehænders møjsommelige forsøg med læder nålen i det relativt tykke ruskind. Men ellers er den meget meget fin. Hun har nogle enkroner og tokroner i, så den kan ligge i tasken og "føle sig værdig", som han dengang sagde med et lille grin.

Beskriv: Taskens ejer på vej hjem i et frygteligt uvejr

Imens Lione går af sted i sine gode kondisko, begynder det at kølne omkring hende og mørkne.

"Sørens", tænker hun, "hvorfor tog jeg nu ikke min regnfrakke med?" Hun skotter op imod himlen og ser, at den sydlige del, hvor solen ellers tidligere lagde sig på nogle hvide skyer, er gået over i indigoblå, næsten sort.

Det bliver skrapt koldt.

Hun når ind i Supermarkedet, ligesom regnen brat falder i kaskader fra himlen.

I Supermarkedet finder hun de ting, hun skal bruge, og betaler ved kassen. Ved udgangen ser hun, at regnen er stilnet af. Hvis hun skynder sig, kan hun nok nå hjem i tørvejr. Hun tager igen tasken skråt over skulderen og har indkøbsposen i hånden. Hun går rask af sted nu. Vejret appellerer ikke til at gå langsomt. Det er blevet koldt, og hun småfryser.

Hun skråer over ad mod stien, der strækker sig over bakken. Det er en genvej. Træerne drypper, så dem prøver hun at undgå så meget hun kan.

Men netop som hun når op på bakken, sætter uvejret ind igen pludseligt og med om muligt vildere styrke end før. Den pisker i hendes ansigtet og rammer som små sten. Det er store hagl, der slynges gennem luften. Vinden tager til, og træerne begynder at give efter. De pisker frem og tilbage, og hun er kun halvvejs hjemme. Hendes tidligere ellers gode kondisko siger sjup sjup, sjup sjup. Trøjer og bukserne er gennemblødte af vand. Hendes taske er våd og posen med varerne er selvfølgelig en tøjpose, hun har haft med hjemmefra. En plasticpose havde været mere egnet nu. Hun kan næsten ingenting se, så meget stormer og hagler det. Det er som om, alle kræfter er sat ind på at stoppe hendes fremgang. Hun småløber foroverbøjet og falder på et tidspunkt over en sten lige ned i en mudret vandpyt. Hun får mudder over det hele, rejser sig, ser ned ad sig og konstaterer, at mudderet nok bliver skyllet eller skrabet væk af regn og hagl inden hun når hjem.

Endelig er hun hjemme. Hun er så våd og ryster så meget af kulde, at det er svært at få nøglen op ad tasken, som også er helt våd indvendig. Hun taber nøglen og den glider ned under risten, der er foran indgangen. Hun må sætte taske og pose på jorden for at løfte risten op, så hun kan få fat i nøglen. Samtidig lykkes det hende at rive hånden på hjørnet af risten, så blodet pibler frem. Nu har hun kun et i hovedet, og det er at få den forbistret nøgle i nøglehullet, så hun kan komme indendørs, og endelig lykkes det. Hun flår døren op og opdager samtidig, da hun vil tage taske og pose, at risten har placeret sig ovenpå indkøbsposen. "Sørens osse", tænker hun og smider tasken ind i indgangspartiet, henter den igen, går udenfor, imens hun holder døren, og sætter tasken i klemme. Hun løfter risten endnu engang og får indkøbsposen fri, åbner døren, sparker til tasken, så hun kan komme ind, bukker sig og samler den op. Dørlukkeren smiler ironisk ned på hende, synes hun, og lader døren gå langsomt i, imens det stormer ind. "Vindfang min bare…", tænker hun, "men ok. det fanger da i hvert fald vinden."

Der siler noget underligt ud fra posen, imens hun går op ad trapperne og op til sin lejlighed. Inde i sin lejlighed opdager hun, at det er mælken, der siver ud ad mælkeemballagen. Hun drøner den i vasken, flår det våde umedgørlige tøj af og smider det i vaskemaskinen. Hun stiger op i badekarret. Under den varme bruser mod huden kommer der lidt liv i kroppen igen. Hun tørre sin hud i badehåndklædet, så den bliver helt rød.

Da hun har fået tørt tøj på, tager hun indkøbsvarerne op ad posen, skyller dem af for mælk og propper også posen i vaskemaskinen. Hun hiver gulvklud, spand, kosteskaft og gulvskrubbe frem, så hun kan få tørret mælken op fra gulvet både i korridoren og på trappeopgangen.

Underligt nok kommer hun til at tænke på en drøm, hun havde for ca. et år siden.

Hun er på vej hen ad hovedgaden, hvor butik "Wonder" ligger. Solen skinner i øjnene og forhindre, at man kan se de modgående fodgængere tydeligt. Hun fæstner sig ikke videre ved særlig meget. Hun har et ærinde.

Med et danner solen en skikkelse, der langsomt daler ned på jorden og til sidst står konfronteret med hende. Der er noget bekendt ved denne skikkelse, men hun kan ikke komme på, hvad det var. Skikkelsen søger og forfølger hende. Hun mærker det varme solskin fra skikkelsen og føler sig godt tilpas, men kan ikke lide at spørge om, hvem eller hvad vedkommende er eller vil.

Sådan går der lidt tid og pludselig deler skikkelsen sig i flere og stiller sig omkring hende. Det føles meget underligt, men det lykkedes hende at smutte igennem og komme videre. Der er noget meget vigtigt hun skal, og nu begyndte hun at blive bange, mest fordi hun ikke kan huske, hvad det er for noget vigtigt, hun skal nå. Skikkelserne følger efter pænt og stille, tæt op ad hende, og det er dem, der distrahere hende fra det egentlige ærinde.

Scenen skiftede karakter og hovedgaden forsvinder. Hun går et sted, hun aldrig har set før. Skikkelserne følger med og lyser og varmer. Det må være en slags lysvæsener, men hvorfor er de bekendte? Og hvor var det, hun skulle have været hen?

Solen skinner igennem træerne, og der kommer flere lysvæsener til. De danner en massiv ring om hende og bliver til et spejl, der genkaster solen. Hun kan ikke komme ud af spejlets omkreds, kan kun se sig selv utydeligt for solen i spejlet uanset hvor hun vender sig.

Hun er igen foran butikken, og spejlet rundt om hende viser ikke længere hende men ham, Sebastian. Solens genskin i øjnene er der ikke mere. Han kikker på hende fra spejlet fra alle sider og beder hende indenfor i det.

"Altså", siger hun, "så det er dig. Jeg vil ikke ind i din verden. Du rejste bare fra mig."

"Det var jeg nødt til", svarer han, "men jeg inviterede dig over til mig for at blive min hustru, og du svarede mig aldrig."

Nu ved hun, hvad det er hun skal, som er så vigtigt. Hun har brevet, der skal postes, i hånden, brevet til Sebastian.

"Jeg har mit svar her", siger hun, "du kan se konvolutten her med din adresse på."

"Jamen du siger nej", svarer han, "det kan jeg læse igennem brevet, det er derfor, jeg har fulgt efter dig. Hvorfor vil du ikke have mig?"

"Der er intet, jeg hellere vil", siger hun, "men læs først mit brev, så har du forklaringen."

Beskriv: (to år efter hjemturen) en samtale om natten, hvor den anden ting fra tasken spiller en rolle.

Hun ryster på hovedet af drømmen, imens hun vrider gulvkluden efter den sidste optørring af mælk. Hun kan ikke glemme drømmen, ligesom hun aldrig har kunnet glemme Sebastian, selvom hun har gjort sit bedste. Han er ikke så tæt på erindringen mere, men han dukker stadig frem, når hun mindst venter det.

De havde været de bedste venner, og ingen af dem havde prøvet at have kærester.

Den aften, før han skulle rejse, sad de sammen i hans lille værelse, der vendte ud til haven. Hans forældre vidste ikke, at han ville rejse. Erika var den eneste, han havde betroet sig til. Billetten havde han sparet sammen til gennem lang tid, så han kunne rejse, når han blev 18 år og myndig. Der var dispensation på prisen, fordi Canada søgte unge emigranter. Han havde også tilegnet sig et godt engelsk dels gennem flid i skolen og hjemme, og dels ved at ignorere underteksterne på alle de engelske film, han kunne komme til at se.

Han havde alle emigrationspapirerne parate.

Nu stod kufferter og nogle få møbler stablet op, parat til at blive afhentet næste morgen. I morgen var hans 18 års fødselsdag.

Den aften havde de elsket for første gang.

Hun virre erindringen væk med hovedet, rejser sig ret op og stiller tingene på plads.

#

Der er nu gået to år. En aften har hun og hendes mand Karl haft besøg af sønnen Jesper. Erika er på vej i seng, da det ringer på døren. Hun går tilbage til hoveddøren og kikker ud gennem dørspionen. Karl, hendes mand, sidder ved bordet i køkkenet og filosoferer over et eller andet.

”Der står en underlig mand derude”, siger Erika; ” han er langskægget og langhåret, ligner nærmest en vagabond. Hvad tror du, han vil os? Kom og se.”

Karl jokker hen til dørspionen og kikker ud. ”Det var lige godt pokkers, hvem kan dog det være, og så på denne tid af aftenen?”

”Vi finder ikke ud af det, hvis vi ikke spørger eller lukker op.”

Karl lægger hovedet til døren og siger med bøs mandestemme:

”Hvem er du?” Det ser lidt komisk ud.

”Jeg hedder Sebastian, jeg kender Erika fra vi var børn og unge. Måske vil I lige lukke op?” Erika hiver febrilsk og fuld af forventning døren op. Der står Sebastian. Hun kan kende ham bl.a. på de dybtliggende øjne, selvom de næsten er gemt bag nogle buskede øjenbryn. Begge stråler imod hinanden og Lione farer i favnen på Ferdinand. De er begge meget overrasket og har ikke rigtigt fattet, at de virkelig står overfor hinanden. Hun trækker helt fjollet Sebastian i skægget og i håret som er det, der er mest anderledes ved ham.

”Er du virkelig sikker på, at det er dig Sebastian?” Spørger hun fjoget.

”Ja, det er mig”, siger Sebastian grinende, ”mit skæg og hår er altså ægte, og det gør ondt, når du trækker i det.” Han tager hænderne om hendes arme og holder hende lidt ud fra sig: ”Tror du, du er dig,” siger han drillende, ”jeg kommer igen i morgen, er det okay, hvis det bliver ved fjortentiden?”. 

”Vil du ikke inden for?” Lione har åbnet døren helt for ham. Men Sebastian skylder sig at sige: ” Nej tak; jeg har et hotelværelse, der venter længere nede i byen. Jeg har ikke sovet i to døgn og har kun holdt mig oprejst ved tanken om, at du måske var hjemme og at adressen var rigtig. Undskyld tidspunktet og min mundering. Jeg er lige ankommet til landet for en time siden.”

”Du er tydeligvis ikke kommet med flyveren,” siger Lione, ”Nej jeg har været på jordomrejse på motorcykel. Må jeg komme igen i morgen, hvis I altså er hjemme i morgen?”

”Jordomrejse”, gentager Erika” Selvfølgelig må du komme i morgen, selvom jeg ikke har meget lyst til at slippe dig af syne lige nu. Det er fint med i morgen kl. ca. fjorten.”

”Jamen det er en aftale, så har jeg fået et langt bad, en god nats søvn og kan også nå barberen, så jeg er genkendelig.”

Sebastian undskylder sig overfor Erikas og Karl, trækker en hætte over hovedet og skynder sig ned ad trapperne.

Da Erika har lukket døren, er Karl et stort spørgsmålstegn. Erika tager ham i hånden og får ham til at sætte sig ned ved bordet i køkkenet. Hun sætter sig selv over for ham.

Hun kan se, hvad han tænker, og hans øjne spørger.

”Du har ret”, siger hun, ”det var Jespers biologiske far. Men husk lige, at du altid vil være Jespers rigtige far. Den rigtige far må være ham, der har kendt og elsket ham og som han elsker og kender.”

K – Ja, de biologiske rødder handler vel ikke så meget om kærlighed, hvis man ikke er opvokset med dem; kærlighed udspringer af samvær.

E - Den lille pung, jeg har liggende i min tanke, som Jesper lavede, da han var 9 år. Det var dig, der hjalp ham med den, så den kunne blive færdig til min fødselsdag. Det er en af de bedste gaver, jeg nogensinde har fået. Det er jer to, der er mine drenge.

K – Hvad er så Sebastian?

E – Han er et minde, der lige pludselig dukkede op og fik liv i kød og blod, men – det er stadig et minde dvs. det er fortid.

Beskriv: Den juleaften hvor taskens ejer var 10 år og det gik helt galt.

Engang for mange år siden til jul, da hun var 10 år gammel, husker hun, at hendes mor og far ikke kunne komme hjem. De havde været ude at flyve, imens hun blev passet hos fru Petersen. Aftalen var, at fru Petersen julemorgen skulle aflevere hende hjemme, og hun skulle så på egen hånd købe nogle ting ind til jul. Mor havde lagt penge til hende det sædvanlige sted under krukken i køkkenet. Hun glædede sig til at få så selvstændig en opgave. Aldrig før havde hun fået lov til selv at bestemme, hvad der skulle købes ind til jul - men situationen skiftede, når de voksne selv ville noget - men fint for hende.

Fru Petersen og hun sad denne morgen ved kalenderlyset og drak mælk og kaffe samt spiste franskbrød og havregrød. Der er en sær hygge over sådan en mørk julemorgen, og fru Petersen, der boede alene, var hyggelig at være sammen med. De havde haft en uge sammen, imens mor og far var i Italien, og de havde begge nydt det.

Lidt senere smuttede Lione hjem. Hun tændte op og begyndte at tørre støv af og støvsuge. Underligt at det kunne blive støvet, når ingen havde været i huset.

Hun gik ud og købte ind efter den huskeseddel, mor havde skrevet, resten huskede hun selv på at købe, som hun havde fået lov til af sine forældre. Der var også penge til en ekstra gave til dem. Hun skulle være færdig med alle indkøb kl. 12, for da lukkede forretningerne, fordi det var juleaftens dag.

Hun lagde pakkerne på bordet, da hun kom hjem, og satte frost og kødvarer i henholdsvis fryser og køleskab. Derefter gik hun ud for at købe juletræ. Hun gik ned i indkøbscentret og fandt et træ, der var så stort som hun gættede på, hun kunne bære. Det blev cirka på hendes egen højde og en juletræssælger puttede det ind i et net, så omfanget blev begrænset. Hun følte sig rigtig som en lille husmor, der stod for hele juleræset. Hun glædede sig til mor og far kom hjem ved 14 tiden, så de skulle begynde med al julehyggen og julemaden. Inden skulle hun nå at pynte juletræet.

Hjemme gik hun hen til kassen med julepynt, som stod fremme, fordi den tidligere var hentet i kælderen, så man kunne pynte op i huset. Hun kikkede i kassens indhold og fandt juletræspynten frem. Så hun satte juletræet midt i stuen; hun havde heldigvis husket at købe det med fod. Juletræet blev pyntet med fine glaskugler, hjerter, kræmmerhuse, trommer, guldglimmer og flag for slet ikke at nævne stjernen i toppen.  Hun havde altid lært, at lysene skulle på til sidst. De skulle jo sidde, så de ikke kunne tænde ild i noget. Lione var netop nået til lysene og skulle til at sætte et lys i en stage, da hun kom i tanke om, at hun havde glemt at købe lys til juletræet. Hvad skulle hun dog gøre? Klokken var næsten 14 og forretningerne havde lukket nu. Mon fru Petersen havde nogle ekstra lys, hun kunne låne? Nå nej, hun var allerede taget til sin familie, som boede mange timers kørsel herfra.

Beskriv: Hvad sagde mor og hvad sagde far til taskens ejer, når hun gjorde noget forkert.

Skrevet 2005, Anne Lilleager
Tekst er beskyttet af copyright

                            ------000------

Efter jul

Forsigtigt kikker hun frem mellem træerne, der er belagt med fin sne. Ingen er at se, så der er fri bane.

Et pift høres i det fjerne. Hun drejer hovedet og ser en hund galopere mod hende. Piftet bliver højere og så en bestemt og vred kalden: "Rufus kan du så komme her!" Hunden kommer nærmere og standser op. Strækker halsen opad og kalder. Det er urlyde, der lyder fra dens strube. Der er noget af en ulv over den kalden. En mand kommer frem bag snemængderne og går hen til hunden. Den har fundet noget.

Overrumplet sætter hun sig ned i sneen i sin røde dragt for at få luft. Lettelsen er stor. Som en rødbrun busk ryster hun sneen af sig, stikker armene i vejret, og sætter håndfladerne hen mod, hvor hunden står, som signal til stop, hvis nu hunden skulle finde på at galopere hen mod hende igen. Hun vil ikke blive overfaldet af en snehund i dag. Manden har nu sat en snor på den.

Hun er julemandens sekretær og ingen må opdage, at det er dét, hun er. Heller ingen må opdage, hvad hun er på udkik efter i dag. Hun skal sørge for, at alt fungerer efter børnenes ønsker og at alt er sat i system. Op til adskillige arme ligger ned langs ryggen under dragten på hende og kan foldes ud, hvis det hele bliver for travlt. Det sker jo f.eks., at julemanden taber pakker fra sin kane i luften, og så er det hende, der skal gribe dem og have styr på, hvilke børn de er til, når han kommer tilbage for at hente dem. Der er meget, julemanden har alt for travlt til at holde styr på.

Men hvad laver julemandens sekretær dog i dag? Det er over en uge efter juleaften. Rundt omkring lyder der stadig kanonslag, og enkelte raketter ryger også til vejrs. Faktisk ved ingen med sikkerhed, hvad hun laver, selvom man nok kan regne ud, at der er en masse, der skal ordnes og sættes i system efter en travl jul. Men pyt, der er heller ingen, der ved, at hun eksisterer.

Tiden har stået stille fra hunden stoppede op og fandt noget. Nu kører tiden igen. Manden tager dette noget op i hænderne. Det er en pakke, der ikke er blevet åbnet, fordi den slet ikke er kommet frem til modtageren. "Av for den", udbryder sekretæren, "det var den, jeg jeg kunne mærke, jeg skulle finde. Nu får jeg ballade. Det var den pakke, ingen måtte opdage, jeg ledte efter." Hun griber sit magiske tryllesne og kaster det hen mod pakken, manden og hunden. Der lyder en torden hen over himlen. "Kan de ikke snart holde op med alt det skyderi", siger hun frem for sig. I det samme bliver hun klar over, at det selvfølgelig er julemanden, der er vred. Manden og hunden bliver indhyllet i sne. Da sneen lægger sig igen, dukker julemanden og en ren op i stedet for.

"Denne her julepakke til Sigurd har været undervejs helt fra Sydpolen, og så overser du, at jeg taber den", siger julemanden. "Undskyld, jeg er frygtelig ked af det", siger sekretæren, idet hun omformer sig til de fem manglende rener, "men prøv at se, det er en nytårspakke og slet ikke en julegave. Den er frankeret til forsendelse med Post Danmark og skulle slet ikke have ligget i din kane."

De fem rener, hun nu er blevet til, får trukket den første ren og julemanden i luften og styrer ind mod byen. Tryllesne hvirvler igen omkring dem, og da den har lagt sig, er sekretæren omformet til en rød postkasse og julemanden og den ene ren er væk. Ved posthuset står i stedet for manden og hunden fra før.
Manden har pakken i hånden og lægger den i postkassen.

"En god sekretær er uundværlig", mumler han kryptisk og klør sig i skægget.

Klapsalverne lyder som en kæmpe bølge mod scenen. Publikum rejser sig begejstret og klapper endnu mere. De tramper i gulvet…

Og hende, der skrev dette her, som jo må være mig, har suset i ørene endnu. Men måske er det bare luften, der genlyder fra en nytårsfuser.

RIGTIG GODT NYTÅR!

Tekst er beskyttet af copyright

                            ------000------

Sofus
I et stille villakvarter sidder Petersen og jeg på en tyk træstamme. Det er mørk aften og vi sidder i baghaven til et hus.

Lidt længere henne sidder Fru Ubbesen og Ejnar, som vi er sammen med om det forestående.
Vi kan ikke høre, hvad de siger, og jeg tror heller ikke de kan høre, hvad vi siger, men ingen af os taler særlig højt. Vi skal jo ikke kunne høres af andre end os selv.

Petersen sidder og og nørkler med et reb. Han er så forbistret koncentreret. Og det er selvfølgelig fordi, han står for en vigtig del af det forestående job. Jeg venter bare. Skal først lave noget, når ejerne er kommet ud af huset. Jeg læner mig mageligt op ad det træ, der er bag mig og siger til Petersen:

"Tænk sig, der har måske været mange på hinanden følgende Big Bangs."

"Hm… hvorfor tror du nu det Sofus?"
Petersen strammer godt nok meget på det reb, han har lavet.

"Nevermind. Universets levetid svarer til en æon, der er 10 i 100 år, hvilket svarer til et ettal med 100 nuller bag ved."

"Lort..."

"Hva? Tidsintervallet lyder måske ikke helt af så meget, som det virkelig er..."

"Nåå, hva er'et du siger? Nej der sker sku'ette noget foreløbig med det univers, næ det er denne her forbaskede løkke, der drille..."

"Nå men det er ikke sikkert, at de sorte huller kan rumme al det stof, der er i galakserne gennem en æon, når universet vokser hurtigere og hurtigere. Resten af stoffet forsvinder nok bare gennem tiden..."

"Det her er altså temmelig svært..."

"Ja, det er utrolig svært at hitte rundt i. Massen, der bliver suget ind af de sorte huller, bliver til masseløse fotoner i verdensrummet. Tiden går i stå og uendeligheden er ingen tid for en foton..."

"Javel Einstein, men skal vi ikke fokusere på det, vi skal i gang med? Nu har vi planlagt det indbrud i flere uger sammen med fru Ubbesen og Ejnar. I aften skal det være, og du sidder bare og ævler..."

"Jeg sidder jo bare og lader tankerne vandre Petersen; det beroliger mig lige nu, hvor jeg ikke har andet af foretage mig end at vente…"

"Ku du så ik la dem vandre et andet sted hen end ind i mine ører? Du er et stort barn Sofus...Ka du ik se, at jeg skal have styr på det her?"

"Nå nå - bare fordi man underholder med lidt sund viden, behøver du vel ikke at fare op."
Jeg tier stille og nøjes med at funderer over livets mysterier inde i mit hoved.

Ejnar
Fru Ubbesen, min kone, og jeg sidder på en bænk her skjult imellem træerne. Selvom hun normalt ikke er til at bide skeer med, kan hun slet ikke lide, det vi har gang i. Hun er nervøs for mig, især fordi jeg går dårligt. Men jeg vil bevise, at også jeg kan være med. Jeg har været med gennem alle årene og vil ikke give op nu pga. lidt skader i benene.
Nu snakker hun igen:

"Tror du Ejnar, at det er dumt af os at gøre det her?"
Fru Ubbesen glor på en stjerne, der glimter ned mellem bladene, som om det skulle hjælpe.

"Det har vi diskuteret om og om igen, og vi kan heller ikke lave det om nu."

"Næ, det ka vi jo ik. Du vé, hvad du skal gøre ik? Jeg er bare lidt nervøs. Tror du ikke jeg skal gå med og støtte dig op til huset?"

"Nej, og absolut nej. Jeg er ikke totalt handicappet. Jeg kan godt gå det lille stykke selv. Så snart beboerne er ude af huset, støtter jeg mig til træerne og til den pindestok her, som kan smides på jorden som en gren. Henne ved havedøren bruger jeg min glarmestersnilde på havedørsruden."

"Okay. Når du så er kommet godt ind, signalerer du til Petersen og Sofus og mig. Du lukker havedøren op uden at tænde noget lys."

Jeg må lige gennemgå planen. Inde i huset tager Petersen sit reb med op i elevatoren til øverste etage. Her binde han det fast til vindueskanten. Sofus tager imod rebet nede på jorden og løber bagved træerne, så det ikke kan ses fra huset, hen og binder det fast. Det skal bindes til det træ, der står ved min rollator. Når tiden er inde, binder Petersen tyvekoster posen fast på rebet i den løkke, han har lavet til det samme. Så er den af vejen.

For det tilfælde, at vi skulle blive overrasket, imens vi er ovenpå og ikke kan nå elevatoren ned, vil han hjælpe mig ud på rebet. Armene ka jeg da bruge. De andre kommer efter. Posen lægger jeg foran på rollatoren, når jeg når jorden.

Ingen vil tro, at en ældre mand med en rollator, der sjosker af sted langs vejen, er andet end ude at gå aftentur. Og slet ingen vil tro, det var ham, der drønede ned fra øverste vindue fra 3. sal et reb.

Jeg ved også hvor tyverialarmen sidder og kender koden. Den så jeg, da jeg satte ruden i villaen for et stykke tid siden. Skulle det lykkes os at smutte ud ad en af dørene i stueetagen, holder vi os i mørket, og her holder jeg fast i min nervøse hustru hen til vejen og rollatoren. Lidt længere henne står Sofus' bil, hvor Sofus har sat sig bag rettet, efter han har bundet rebet til træet ved min rollator. Herfra kan han også holde øje med indkørslen og give os signal gennem mobilen, hvis noget uventet skulle dukke op.

Jeg må lige forskrække hende lidt mere, kan ik la være, så jeg bryder stilheden med brovtet at sige :

"Og du sørger for at skovle så mange værdigenstande ned i sækken som overhovedet muligt."
Jeg grynter et lille grin. Hvor er man sej.

Endelig bevæger husets ejere sig ud ad hoveddøren. De låser med et dobbelt sæt nøgler - ha ha. Som om det skulle hjælpe dem. Lyset udenfor lader de være tændt.

Jeg rejser mig og bevæger sig hen mod huset. Jeg når hen til havedøren, sætter stokken ved siden af mig og læner sig op mod muren, der står vinkelret på. Her skærer jeg en cirkel i glasset ved dørhåndtaget. Enkelt og ligetil, men det er jo også mig, der som glarmester har erfaringen og redskaberne. Heldigvis når jeg at stoppe tyverialarmen, så den er afbrudt indenfor ½ minut. Jeg sender det aftalte signal til Sofus, Petersen og fru Ubbesen gennem mobilen og lukker havedøren op. Hvor svært kan det være?

Men hvad? Mon det er mig, skriget kommer fra? To mænd med elefanthuer toner frem i mørket og står i døråbningen. Det er hverken Sofus, Petersen eller fru Ubbesen, som heller ikke ville kunne nå at komme så hurtigt. Jeg bliver taget under hver arm og gelejdet tilbage til træerne. Oven i købet giver slamberterne mig min pindestok.

"Tak for hjælpen far! Vi kan vist bedre klare jobbet her."
Hvad?; det er jo vores Jesper.

"Det er utroligt, hvad forældre gør for deres børn nu om stunder".
Lyder det klukkende fra den anden.


Teksten er beskyttet copyright og må kun bruges med mit navn under!
                          ------------000-----------

Skygger laver aftegninger af huse og træer

Der er små sammensætninger af vintergækker, erantisser

og klatter af sne

Snart skifter jorden klædning og bliver dækket af hvide anemoner

undertiden gule, som ofte ved nærmere eftersyn

viser sig at være vorterod,

der står som små lysende stjerner mod himlen

Ovenover lyser bøgen i solen med et grønt skær

Klædedragten skifter igen

Æbletræer og syrener blomstrer

til ihærdige tusindfryd, følfod og Fandens mælkebøtter

Gråspurvene fryder sig

de snakker højlydt og diskuterer i ét væk

Solsortens musikalske fløjt lyder i rummet under himlen,

spænder det ud og gør det større

Kragerne og mågerne er de umusikalske indslag

Men alle skal være her, knurrer duerne

og bygger rede alle de steder,

der irriterer den menneskelig hob

Kom vil du følges med mig

ud i den vide verden?

Lige udenfor?

Anne Lilleager 8.5.11


 

September

Skrevet til VapnagårdNyt's sept. md.

i trækroners toppe,

er bladene stjerner,

der lyser deroppe.

Og snart vil de drysse,

vil jorden forgylde.

Med ravgult og umbra

kan farverne trylle.

De hvirvler i vinden,

vi trasker i skoven,

mens trækfugle pakker

en kuffert foroven.

         Anne J. Lilleager
    19/8. 2011

Skrevet til "Perfiktion"

Der var åbne og lukkede dage
de lyse og de mørke
de lyse dage var solskin
de mørke dage var huller

Hun flygtede fra hullerne
Sorte skygger
kom op fra dem
og ville gøre fortræd

De råbte med tordenstemmer

Barnet inden i
så på og smertedes

for længe

Alle kærlighedsdagene
med: "Jeg elsker kun dig"
trak sig som oprørte bølger
tilbage og tav

Kom listende blidt tilbage

På en af de dage,
hvor jorden omgav ham,
tog han springet mod det dyb,
der genspejler evig nat

Nu ser hun fra sin bølge
Jordens huller og solen
glide forbi

Solen lyser og glimter
på bruset af bølgen,
som stilner fra horisonten,
hvor Jorden møder solen

De sorte skygger
fra Jordens huller
forsvinder i lyset

                          2.sept.2011 Anne J. Lilleager

Ord i vinden

Kære du

Somme tider, når jeg lytter til vinden, hører jeg ord fra dig. Bladene hvisker tidligere urørte eller gentagne tanker om det, der var, og det der kunne have været. Kronerne hvisker ustandselig: "En anden tid." Som staccatto.

Tankerne flyver. Livet er delt i epoker? En epoke forsvinder og en ny kommer til. Hele tiden. Bølgerne i havet følger vinden, ligesom tankerne spredes og samles. Mågerne følger vindens legesyge. Er det for stridt, hviler de sig i flok eller to og to. Måske pirker en enkelt måge alene.
Når jetten Thor er på vej, bliver måger og andre fugle tavse. Himlen bliver mørk. Hammeren drøner tordnende over skuet. Vinden lader skyerne ramle sammen i mægtige lyn. Denne gang var Gorgonsul ikke til stede. Solen smiler opklarende efter regnen uanset.

Tænker du nogensinde på dengang, vi var på camping i Sverige. Der var das i små skure med plads til 2 personer. Vi arriverede dog enkeltvis. Så var der Flemming, som tabte bilnøglerne til vores camper. Vi måtte si en hel sandstrand igennem i tre dage, før Laila fandt dem i bagagerummet, og vi igen kunne hente morgenbrød, mælk og især rødvin. Som sol over fjeldet klarede vi op. Lige indtil de tøjrede øl i strandkanten stak til søs. De vuggede ellers fredeligt liggende i et vandfad for at køle af.
Om aftenen var der guitarspil, fællessang og bål. Verden var ny og spændende, fuld af mystik og kærlighed.
Det er bare én af vore mange oplevelser sammen.

Nu er du i en ukendt sfære. Men undertiden, når jeg lytter, er du der - et sted.
Epokerne skifter. Vinden smyger sig og indhenter eller afviser.

Kærligste hilsner med et lille brev herfra.

En lort og et godt skår

Hun sidder på halen. Hendes krop er stiv og øjnene ubevægelige. Sådan har hun siddet i 110 år. Er et klenodie, siger de. Hun har stået i flere forskellige hjem, så ingen kan komme og sige, at hun ikke ved noget. Hun har set det hele. Set fem generationers menneskebørn vokse op.
Sofie er en fajance hund og står på kommoden. Sin tid bruger hun på i stille stunder at mindes . I dag er en af de dage, hvor hun husker sit liv som levende hund. Billederne myldre frem:

Der går en broget strøm af mennesker og hunde rundt om søen. En hund løber ud af strømmen og knurrer. Den har set et lækkert ben. Nej ikke damens dér på bænken men den forlagte knogle, der ligger ved siden af. Damen rykker sig forskrækket et stykke væk. Som om Sofie kunne finde på at foretrække hendes tykke, ulækre ben frem for en lækker halvgnavet knogle.

Børnene elsker at klæde hende ud. Hvad hun dog ikke har oplevet af outrerede fjollerier, da hun var ung.
Der er et hundehus i haven. Derinde får hun fine strømper på, fire styks, og sin lille smukke dragt, den hun mener, hun har fået af sin kæreste Bob. Bob nægter og siger, det er børnenes påfund.
Et rigtigt hundeliv med fjollerier og kæreste er det. Vuf.

Sofie og hendes ejer går tur. Han bliver undervejs skældt ud for en hundelort, Sofie slet ikke har lavet. Hvad bilder de mennesker sig ind? Ved råberiet kommer der flere til, som også begynder at skælde ud. Hendes ejer protesterer kraftigt, nægter og vil ikke samle op. Sofie ved godt, at netop hendes lorte er de mest dyrebare af slagsen. For hver gang, hun afsætter sådan én, tager hendes ejer den op i en sort pose, imens hun ser højtideligt til. Derefter lægger han posen i en beholder, som en bil senere afhenter. Det har hun selv set. Sandsynligvis er det den postbil, der bringer varerne ud i verden og give hendes ejer en masse penge. Sofie tjener skam til det daglige brød. Det ville være ganske uhørt at samle en anden hunds hundelort op. Den er intet værd mod hendes.

Sofie knejser med hovedet, selvom ingen kan se det. Hun er mættet med minder og har indhold af format til enhvers glæde. Efter hun blev til fajance, tjener hun stadig penge. Eller gjorde. Hun fik en revne i ryggen, som mennesker engang puttede penge i. Spændingen er stor blandt hendes ejere, der snakker om, hvordan de penge, man lagde i hende for flere generationer siden, ser ud. Man har diskuteret, om man skulle slå Sofie i stykker for at se efter. Endnu har man ikke nænnet det. Sofie tar det i stiv pote. Hvis de slår hende i stykker, vil det komme til at gøre ondt. Dog har hun så endnu engang med ære tjent til sit ophold i denne verden. Og udsigten til at blive et godt skår er ikke at forklejne.

Vindueskikkere

"Hov, kom lige her og se et opbrud af politi over i den anden blok."
Agnes kommer med små hurtige tøf over til Olfred ved vinduet med garnnøglet rullende efter sit strikketøj.

"Det er dem med etnisk baggrund, de skulle sendes hjem til deres eget land."

"Anden etnisk baggrund hedder det, anden etnisk baggrund end dansk."

"Nå men se nu, der kommer ambulancen også, de har sikkert stukket nogen ned."

Lige i det spændende øjeblik, hvor koncentrationen drejer sig om ambulancefolkene og en båre, der bliver taget ud, kommer genboen Ole ind ad døren:
"Har I set det? Det er garanteret nogle af de indvandrere. Det er beviset på deres dovenskab. De kommer kun herop for at lave ballade og udnytte de dumme danskeres godhed."

"Meeeen passer Ali da ikke sit arbejde?"

"Ali er vores ven. Det er noget andet."

"De ved hvordan de skal udnytte os", Ole går hen til vinduet: "Se nu derovre. Det er det, vi betaler for med vores skat.

"Det kan godt være, de er forfulgt i deres hjemland, men så tager de alle voldsmetoderne med herop." Agnes skubber med strikketøjet fremad for at demonstrere volden.

"Så nu er festen er forbi. Politiet kører. Ambulancefolkene tar båren ind i bilen igen. Gad vide hvad hele den forestilling skulle til for?" Olfred ryster undrende på hovedet.

Agnes tøffer tilbage med strikketøjet, og Ole sætter sig uinviteret overfor. Man kan se han øjne fokusere rundt for at fange nogle af sine filosofiske tanker:

"Det ka jeg sige jer; det tog mig fire år at få tilkendt min førtidspension. Det er da fordi, sådan nogle som dem derover tar den skat, der bør hjælpe gode danskere, der støtter samfundet.

"Hov", lyder der pludseligt henne fra vinduet, "det er jo vores vicevært Otto. De har lagt ham i håndjern. De fører ham omkring hjørnet. Hvor er politibilen? Vi skulle være gået ned."

Agnes tøffer med de små hurtige skridt tilbage til vinduet stadig med strikkesnoren efter sig. Olfred giver hende et kærligt og klem:

"Var det ikke det, jeg sagde. Han har altid været en skidt knægt. Det skulle jo gå galt..."

Terningerne er kastet

Følgende er omredigeret i persongalleriet og handling men inspireret af det, jeg med det nedenstående førstskrevne fik ud af terningkastene:

Idealet
En god familie

Ofret
Familien

Personer:
Christian: Jalousi, vrede, (selvbeherskelse), mod, stor trofasthed.
Far (Kaj): Svag, flittig, lettere alkoholiseret, men passer altid sit arbejde. En god og kærlig mand.
Mor(Asta (Sofie)): Fysisk svagtseende, selvcentreret, hård, kan være både kærlig og forstående.
Mie (farens 2. kone). Bestemmende og selvcentreret og lidt "ulden" i kanten. Hun er periferisk.
Henry (morens 2. mand)?

Anslagsscene:
In medias ress


Opbygning:
Christian har i skrivende stund ikke set sin far i 17 år.

Hans forældre blev skilt, da han var ti. Han har altid været stærkt knyttet til sin far, selvom moderen på alle måder har forsøgt at få ham og hans lillesøster til at svine faren til både i det små og åbenlyst. Men Christian holdt ved ham.
Christian hjalp moren efter skilsmissen med regninger, prislister osv., idet moren var svagtseende. Dog kunne hun endnu se så meget, at hun kunne passe sit arbejde. Hun stod i forretning og solgte sko. Han havde sin lillesøster, der var 8 år yngre, med i skole, da der ingen pasningsmuligheder var. Efter fyraften i skoforretningen skulle der gøres regnskab og tælles bonner op. Christians gode øjne og opvakte hjerne hjalp moren med dette hver aften, idet tallene var blevet for utydelige for hende. Han var meget stolt over at kunne hjælpe sin mor med arbejdet og være en del af noget så vigtigt som regnskabet.

Optrapning:
Som 11-årig fik han en stedfar, der tog hans plads hos moren. Han blev dybt jaloux på stedfaren Henry og blev, hvad både hans mor og Henry kaldte det: Et vanskeligt barn. Moderen, der var fortabt af forelskelse i Henry, hjalp denne med at tæve Christian med livrem og bøjler, når han blev vanskelig. Tidligere havde Christian også fået samme slags bank i mildere grad af moderen, men nu, da det var fordi, hun foretrak Henry frem for ham, gjorde det langt mere ondt dybt ind i sjælen. Han gjorde det under forholdene forbudte: Han protesterede og blev endnu mere vanskelig.

Klimaks for første del:
Konflikten kulminerer med, at en moster og onkel bliver tilkaldt og oplever den voldsomme konflikt, hvor Christian bliver mishandlet. Onklen er orlogskaptajn i søværnet og får arrangeret, at Christian kommer ud at sejle som dæksdreng.

Opbygning anden del:
Christian sejler i 12 år. Han bliver gift med en kahytsjomfru og går i land med hende, der er blevet hans gravide hustru.
Han har hele tiden haft brevforbindelse med sin far, som han nu opsøger. De kommer til at arbejde sammen med at sprøjtmale biler. Faren er for længst blevet gift med Mie. Desværre er hun ikke glad for Kajs forbindelse med hans søn, og hun prøver at spolere far og søn forholdet og forholdet til sidstnævntes familie ved at bagtale dem for hinanden. Det lykkes hende at ødelægge forholdet helt, da Kaj begynder at holde med sin kone. Han har ikke forudset, at han dermed mister sin søn.

Det er anden gang, Christian føler sig skubbet væk fra en af sine forældre. Denne gang er det fra hans elskede far, af Mie. Han giver Mie skylden for, at hans ægteskab vakler, og afbryder forbindelsen til sin far for bestandig.

Optrapning:
Christian bliver skilt. Hans kahytsjomfru er gået fra ham og har taget hans to sønner med. Det forlyder, at han var for domminerende og hård. Det kunne føre til vold.
Han bliver indlagt på psykiatrisk afdeling med svære depressioner.

Christians lillesøster er rejst ud i verden og har bosat sig. Morens ægteskab med Henry varede kun få år. Moren er alene igen.

Christian har udviklet sig til at blive en stor kleppert. Han har gode søfartspapirer men er autodidakt på landjorden.

Klimaks:
Hvilke tanker og mulige udveje gør Christian sig?

Vil han hævne sig på Henry. Gøre noget så resten af dennes liv bliver et mareridt?
Eller er Henry blevet for gammel og ussel til, at det er det værd?
Eller kaster Christian sine hævnende tanker på moren?
Eller er det slet ikke hævn, han vil have?
Eller…?
__________________________________________________________



Hvor er der terninger her i huset, der ikke huser gamblere? Det må være i Ludospillet. Her er sørme en terning med alle prikker og én, der har erstattet to af siderne med globus og stjerne.
Globus må være fem og
stjerne tre.
Det er bare på med terningerne.

Katja det er mig. Jeg slog først og fik for lasten:
2 + 3 = 5 og mig som ellers ikke er misundelig, synes jeg
4 + 3 = 7 oh ja - men den vrede viser jeg da ikke
Så fik jeg for dyden:
6 + 6 = 12 når dér var den selvbeherskelse
5 + 6 = 11 modig - tja - måske ikke så meget kylling, som jeg troede

Sofie, det er dig nu. Du får for lasten:
1 + 1 = 2 hovmodig, tænkte det nok, du tror altid du er lidt mere, og du ser
også irriterende godt ud.
1 + 3 = 4 nydelsessyg, underligt ord. Ordbogen oversætter det med syg efter
at nyde. Det bliver man ikke meget klogere af. Det lyder som
noget, man kan blive afhængig af.
For dyden får du:
3 + 3 = 6 tro. Er du troende, eller er du tro mod dine venner, familie osv.?
Det finder vi ud af, når vi går dig lidt mere i sømmene.
5 + 6 = 11 mod. Så kan vi være modige sammen.

Simon kom herover og kast med terninger, hvis du gider tage dig sammen.
Du begynder med lasterne:
3 + 5 = 8 ladhed. Det ord er udgået. Men vi forstår det godt.
6 + 5 = 11 du er også nydelsessyg. Så snup dig en joint sammen med Sofie,
eller hvad I finder på at nyde.
Du skal også have dyder, lad os se:
1 + 5 = 6 tro, ja der er da alligevel lidt godt støbt i dig
2 + 4 = 6 tro - igen - Hm ja, der er nok en hel del godt i dig.

Nu skal der findes ud af, hvilken leg vi skal lege. Kaster med to terninger plus en terning, da der ikke forefindes tre terninger:
4 + 1 + 3 = 8 aha - en komedie.

Hvor skal vi lege? En terning kastet to gange og sættes i rigtig rækkefølge:
1 + 3 = 4 et meget ueksotisk sted for genren. Hm. Ikke helt sikker på, vi
har lyst til at tage helt til Anholdt. Muligvis syd eller nord for
København.

Vi må rotte os sammen og finde et hovedplot, så legen kan begynde:
1 + 4 = hævn over et familiemedlem. Vedkommende kan bare vente sig.

Katja:
Misundelse og vrede bliver dæmpet ned af selvbeherskelse og mod. Den farlige og uigennemskuelige person

Sofie:
Arrogance og nydelsessyge kan være en farlig cocktail men kan måske dæmpes af tro mod gode venner og af mod og udholdenhed.

Simon:
Dovenskab og nydelsessyge kan næppe give et godt resultat. En stærk tro og/eller at være tro kan måske give mennesket tilbage.

Idealet/målet:
Endnu ikke vedtaget

Ofret:
Endnu ikke vedtaget

Personer:
Sandsynligvis er Katja og Simon enten søster og bror eller mand og kone. Simon har gjort noget i sit uansvarlige liv, som Katja ikke kan tilgive. Sofie er veninde til Katja og kommer ofte hjem til dem på besøg.

Anslagsscene:
Begynder i midten af begivenhederne.
Bipersoner- sidehistorier

Opbygning:
Motivation/mål

Konfliktoptrapning:

Klimaks:


Hele synopsen og nøglescener udfyldes senere

Myriaderne 

1. brev

Kære jer

Dette foregår ca. 1 million år ud i fremtiden. Myriaderne har overtaget Jorden og mennesket er for længst uddødt. Evolutionerne gennem tiderne har gjort det muligt for myrerne at vokse sig kæmpe store til en art kaldet myriader. De er gennemsnitligt er 10 meter høje, når de går på alle seks. De har dannet et netværk af samhørighed, der gør, at deres soldaterstruktur er gået over i et socialt regi, så de ikke slås indbyrdes mellem enhederne. Alle har brug for hinanden, da de forskellige enheder hver for sig har specialiseret sig med nødvendige uddannelser til hinandens brug.

Dronningerne og deres opgave med at lægge æg, har de bibeholdt i hver enhed, alene fordi det ikke er lykkedes for soldaterne at danne æg. Derfor har de så heller aldrig haft debatten om kønsdiskriminering, som de ellers har læst fra gamle skrifter, der blev fundet i en bevaret computer, at man have meget vrøvl med for en million år siden.
Myriadernes teknologi er høj. Cellerne i deres enheder er omdannet til store sekskantede lejligheder, hvor de har robotter til hjælp til informationer og udvikling samt til at sørge for, at dronningen får, hvad hun behøver af sund og vitaminrig mad, så forvandlingen fra larve til imago for de nye kan blive perfekt.
Stadig har de dog arbejderklassen til det grove så som at taste ind manuelt, hvad der går i stykker, dvs. det som øjet og tanken ikke kan nå.

Computer, telefon, med andet praktisk har myriaderne indbygget i deres kroppe fra myrernes tid. De kan kommunikerer på 180 grader jorden rundt med hvilken som helst anden myriade eller enhed. Desværre duer deres radarer ikke, når det gælder at lokalisere andre af jordens arter.

Man ved, fra arkæologiske fund af knogler og skrifter, at der i tidernes morgen har været mange Homo-arter og på mange forskellige udviklingsstadier, men mennesket skulle være det mest intelligente af arterne og også det, der levede længst på Jorden.

Men nu er der sket noget helt revolutionerende, en verdenssensation af format. En har myriade hørt rygter om, at nogen har set spor fra den for længst uddøde Homo sapiens, også kaldet mennesket. En anden person, som i øvrigt hedder Hvepsbi, har været på langfart og fortæller, at han har set en gruppe mennesker. Han har en skærm af dem med. På den kan man lave hul til direkte optagelse fra det sidste sted, den er blevet kodet ind. Samtidig har den lagret optagelser fra man var på stedet.

Hvepsbi vil gerne være den første, der fremkommer med en sådan nyhed. Han sætter skærmen på til visning.

Mvh.

2. brev

Kære Perfektionister

1 million år frem i tiden vil myrene være vokset til 10 meters højde og have overtaget jorden.
Mennesket vil for længst være uddødt men har efterladt sig spor til eftertiden.

En dag finder man nogle væsener, som man tror er mennesker i levende live.

Mvh.

Vrøvledigt uden regler

Fredeligt og kedeligt
sommervarmt og smædeligt
kontrast på

biler iler
råber tåber
albuer breder sig
kommer først

dyt dyt dyyyyyyyt
den største idiot siden kong Salomom
lige til venstre

fodgænger overgange er fredet
hvis man overlever

orden er serveret
i en puppe
hænger over al trafik
nix du må ej skubbe
med dit lyskryds røntgenblik

lyde fylder mange tunger
de som pc
skarpe runger
hver perron har tv
billetautomater er talende

Tjyyyyiiiiii
t j y y y y i i i i i i
toget er på vej
iiiiyyyyrrrrr stop
ned ad trapperne med mig

tjiiiiiiii iiiiii
hjulene på
hjulnene på

fredeligt og sommervarmt

ERINDRINGER, BONGO

En stor mastodont af en schæferhund. Det var Bongo. Den var ikke til at spøge med.  Dvs. det var den alligevel for os børn. Vi fik gjort den store lænkehund tam til vores fars store fortrydelse. Han mente det vist ikke så slemt, selvom han sagde, at vi ødelagde hans hund. Det var en politihund, der skulle passe på vores far, når han havde vagt-runder.  Men Bongo var bidsk nok, når han skulle være det. Mælkemanden, for sådan én kom hjem til os hver uge dengang, havde f.eks. slået Bongo oven i hovedet med en mælkeflaske, fordi han gøede, og mens han stod lænket. Siden turde manden slet ikke komme ud af sin bil, hvis Bongo for en kortere bemærkninger ikke lige var lænket. Den stod op ad ruden til mælkebilen og gøede med hårene rejst ned over hele ryggen. Ingen kom Bongo nær, når han havde det sådan, måske lige med undtagelse af os unger. Om Bongo til gengæld fangede nogen tyveknægte, ved jeg faktisk ikke.

Bongos hus var et interimistisk træhus bygget af stolper og med en indgang, der passede nogenlunde til børn og store hunde. Voksne måtte bukke sig lidt og gå sidelæns ind. Vores far havde selv lavet det, og det fungerede efter hensigten. Bonge havde plads og stod i tørvejr samtidig med at han, hvis vejret var til dét, kunne gå ud og nyde det gode vejr. Huset var isoleret med blade og diverse isolerende, så han ikke frøs om vinteren. Her boede han året rundt men var dog somme tider løsgående, hvor han opførte sig eksemplarisk. Han kunne også finde på at løsrive sig og så løbe rundt for at sonderer terrænet. Ud over, at vores far havde ham med på vagt-runder, gik vi ture med ham, især min lillebror, hvis højde lå under hundens ryghøjde. Bonge gik pænt og lod som om, det var min lillebror, der havde styr på det.

Det var vist kun en enkelt gang, Bongo var indendørs. Da åd han i et snuptag en helt nyhentet Wienerbrødsstang, der lå og ventede på gæsterne til eftermiddagskaffen. Det blev han ikke særlig populær på.

Bongo spiste hver dag et halvt rugbrød overhældt med kød og benmel samt skummet mælk, dengang kaldet futmælk. Hvis vores far kom hjem med chokolade eller is, fik Bongo sin del. Ved disse lejligheder var Bongo en del af familien ude i gården og løs. Bongo blev ferm til at gribe det chokolade med munden i luften, der blev kastet til ham. Engang, da vores far havde kastet et stykke chokolade til Bonge, kastede han et stykke chokolade videre til mig for at drille, han var en stor drillepind. Han så sjov og forbavset ud, da jeg også greb stykket med munden. Hvordan Bongo så ud i hovedet, efter han kunne konstatere, han havde fundet sin ligemand, fik jeg ikke kikket efter.

Bongos hus var ikke kun ideelt til ly for vind og vejr for ham, men var også anvendelig for os børn, hvis vi havde rodet os ud i at være frække. Så spurtede man af sted og håbede på at nå ind til Bongo og hans hus, hvor man sagde: "Pas på mig Bongo." Og Bongo passede på. Ingen forældre kunne komme ind. Til gengæld varede det meget længe, før man selv kom ud. Somme tider sad man i Bongos hus og gloede til lang tid efter aftensmadstid.

Det var mest, når vi havde drillet vores mor. Vores far nedlod sig ikke til at forhandle med os på den kant.

Efterhånden var der også en del af legekammeraterne, der kom med for at hilse på og sludre med Bongo. Vores far var i et dilemma. Han elskede børn, og det gjorde hans hund så åbenbart også, selvom det var meningen, at den skulle værne om familien og især om ham på hans vagt-ruter mod alle fremmede. På den anden side fik den ensomme Bonge, når den stod der i og ved sit hus, selskab. Det måtte være en bonus, for Bongo blev ved med at være en vagthund i de rigtige situationer. Og her tænker jeg ikke lige på, hvordan vi børn udnyttede Bonge til egen fordel.

KÆLDERTRAPPEN

Hun var lagt i seng og vågnede. Hun var fem år og var helt alene. Månen skinnede ind gennem vinduet til hende.

Lydene. Det var lydene, der var de værste. Af dem kom billederne, som ikke kunne måle sig med virkeligheden i al deres gru. Somme tider var der også lugte. En lugt af noget, en mus der puslede under sengen. Hun kunne ikke se den, men den måtte være der.

Sindet var i højeste beredskab. Hun kunne høre og genkende forældrenes skridt, kunne høre deres stemmer i natten langt væk fra, dvs. helt oppe fra før åen. Hun lyttede uafbrudt. Lettelsen var stor, når hun hørte dem. Hun turde røre sig igen.

I aften sidder hun i stuen og prøver at strikke en dukkekjole. Hun har lige lært hulmønsteret til den og har fået lov til at være oppe til forældrene kommer hjem. Lillebror på to år blev lagt i seng, inden forældrene gik. Strikketøjet driller, så hun må trævle det op og begynde forfra. Hun er 9 år og er stolt over at have lært at strikke så fint. Det er for børn, der er ældre end hende. Da strikketøjet driller fjerde gang, hiver hun pindene ud og smider det i arrigskab i brændeovnen.

Huset har en hoveddør, kælderdør og en indvendig trappe ned til kælderen. Udenfor står Bongo, en meget stor schæferhund. Han er lænkehund, vagthund og politihund, der skal passe på og hjælpe far på hans vagt-runder. Bongo er hendes ven. Hvis nogen slemme tyveknægte kommer ind på gårdspladsen og vil tage noget, de ikke må, som f.eks. at stjæle hendes fars farvede benzin til hans traktor, kommer Bongo farende frem og gør helt vildt. De formastelige, som far kalder dem, drøner hurtigt væk. De ved ikke, Bongo er bundet eller, hvis de opdager det, hvor lang lænken er.

Hendes forældre går til vigtige kurser nogle aftener om ugen. Derfor er hun og hendes lillebror nødt til at være alene ind imellem. Og Bongo passer jo på dem.

Det er godt, hun har Bongo til at jage fremmede på flugt.
Alligevel fylder forsatsvinduerne over halvdelen af hele den ene væg i stuen. Der er ingen gardiner. Kælderen har flere vinduer ud til lyskasserne, og huset står et godt stykke fra, hvor Bongo står bundet på den anden side af gårdspladsen.

Hun skal lige til at tænde for fjernsynet, da hun ser et ansigt på ruden. Der står en mand og kikker ind. Hun bliver bare så forskrækket. Han lægger hovedet på skrå og siger: "Goddag lille ven." Sådan lyder det i hvert fald som om, hans læber siger, dér bagved ruden. Så smiler han underligt, synes hun. Pludselig genkender hun Jensen, naboen. Han står bagved den fremmede mand. Py ha. Godt. Men hvorfor står de og kikker ind ad vinduet?
Jensen gør tegn til, at hun skal lukke dem ind. Hun ryster energisk benægtende på hovedet. Hun har fået strenge ordre på ikke at lukke nogen ind. Jensen smiler venligt forstående og lægger hænder og arme sammen i en gestus opad. Han spreder dem fra hinanden igen udad som et overgivende tegn på et "ok". Så forsvinder både Jensen og den fremmede.

Hun tænder for fjernsynet. Der er Ramasjang endnu. Man diskuterer lommepenge. Spændende emne. Mon loven siger, at forældre skal give deres børn lommepenge? Det må hun spørge om. Hun har hørt hendes mor og far snakker om, at man skal gøre som loven siger. Loven er måske ligesom
den Vorherre, hun har hørt om i skolen, der bestemmer.

I det samme buldrer det på døren ned til kælderen. Hun bliver stiv af angst. Har hun sat hapsen på? Det må hun have gjort, men man kan sagtens mase døren op. Nogen må være kommet ind ad kælderdøren udefra, eller et af kældervinduerne.

Lynhurtigt løber hun ind i soveværelset og kryber ind under køgesengens underetage, som lillebror ligger og sover på. Hun har i farten ikke fået lukket døren til soveværelset efter sig. Kan hun nå at smutte ud ad den og videre ud ad hoveddøren? Men hvad så med lillebror? Han er kun to år og kan nok ikke forstå noget eller tie stille, hvis hun hiver ham ud af sengen og tar ham med.

Hun ligger musestille. Ikke en muskel tør hun røre. Hvorfor gør Bongo ikke, skælder ud og jager dem væk? Nu kan hun svagt høre stemmer og skynder sig at holde hænderne hårdt for ørerne, imens hun skubber sig helt ind i hjørnet under sengen. Lillebror vender sig i søvne. Selvom hun holder sig for ørerne, så registrerer hun, at døren ned til kælderen blive revet op med et brag.

Lydene
Det var lydene
der var de værste
Af dem kom billederne
som ikke kunne måle sig med virkeligheden
i al deres gru.
Somme tider var der også lugte
En lugt af noget
en mus der puslede under sengen
Hun kunne ikke se den
men den måtte være der

KRYSTALFLASKEN (endelig udgave)

Overrumplet mærker han krystalflasken smutte fra ham. Glasset krakelerer med lyden af lys falset og splintret kvas mod gulvet. Chokeret iagttager han som i slowmotion, at den smukke krystalflaske går i mange stykker. Han samler nogle af skårene op og står med dem i hånden. Skjulte billeder toner frem. Billeder af en verden, der er brudt sammen. Hvor døde mennesker ligger på fortovet. En blød lidt spredt menneskemængde forsøger at grave de hårde murbrokker og jord væk for at finde overlevende. Tomheden runger. Hvordan skal han nogensinde få samlet og klinket alle de skår?

Han er alene med sin ulykkelige viden. Den omklamrer maveregionerne. Infernoet er brudt ud. Flasken kan ikke længere skjule det.
På et skilt over murbrokkerne står der: "Skylden er din. Det var dig, der havde flasken. Du havde et ansvar, og du knuste det."

Han går ud i sin bil og kører en tur. Får lidt afstand. Det hjælper ham, at folk ser helt normale ud. Fuldstændig som de plejer.

Tilbage igen henter han en kost og forsøger at feje skårene op på fejebakken. Han får det hele op med støv og hår. Han finder en si og en skål. Da vandet koger hælder han det over i skålen med sien, hælder det over skår, støv og hår. Resterne i sien hælder han ud på bordet. Med pincet og finmotorik samler han flasken som et puslespil, limer skårene sammen stykke for stykke. Der er så små stykker imellem, at de er umulige at få ind i samlingerne.

Sat sammen står en helhed som en kun lidt amputeret flaske. Der er enkelte mikroskopiske huller og ujævnheder. De sidder mest som små grimme revner indvendig. Infernoet med billederne er igen skjulte. De kan smutte ud af de små huller i uopmærksomme stunder, men ingen andre end han vil bemærke det. Ingen andre vil kunne se dem på hans flaske. De har deres egen. Måske, måske ikke er deres flaske intakt.

Al det arbejde med at lime en flaske sammen. Han har diskret stillet den ned i sit hobbyrum sammen med andre private ejendele, hun ikke har del i.

Det er ved at være sent. Snart træder hun ind ad døren efter aftenarbejdet. Hun vil spørge efter flasken. Vil selv have lov at pakke ind og ned i kufferten. Det er en gave i krystal, hun har købt til sin brors bryllup. De skal afsted tidligt i morgen.

Mariehønen evigglad,
gik tur på et rabarberblad
og mødte Søren snegl der lå
og sov med sneglehuset på

Så blev det regn og tordenvejr
og evigglad fik våde tæer
så derfor slog hun bankeslag
på sneglehusets lille tag

og sneglen råbte højt KOM IND
i læ for torden regn og vind
her er lidt snævert som du ser
men der er lunt og tørvejr her

så sad de begge to og lo
i Sørens lille sneglebo
og hvis jeg ikke tager fejl
blev evigglad til madam snegl

Evigglad og Søren Snegl går en tur en aften, fordi det er så godt vejr. Deres børn er lagt i seng i hver deres eget lille sneglehus med prikker på. Barnepigen snegler rundt om dem og hører efter, om de snorker den rigtige vej.

"Hvad siger du? Kan man ikke snorke den forkerte vej?"

Nå nej, men derfor tager barnepigen sig også en lille snorketur. For hun ved jo, at de ikke kan snorke den forkerte vej, så hun behøver slet ikke at høre efter."

Alle har været flittige hele dagen. Sammen med mor har pigerne fløjet op til Vorherre og bedt om godt vejr. Drengene har været med far ud for at finde nogle blade til aftensmad. De kom hjem med så mange, at alle blev godt mætte. Der var også lidt ekstra guf med blade, der var bladlus på. Det er en delikatesse for mariehøns.

Nu er Evigglad og Søren altså ude at gå tur. Somme tider må Evigglad tage et par dansetrin og et par flyveture rundt om Søren for at få tiden til at gå, imens han snegler sig af sted. Det er rart at have ham ved sin side, synes hun. Hvis det f.eks. skulle blive regnvejr, putter hun sig bare ind til ham, og så kryber de begge to ind i det hus, han altid har med på ryggen.

Søren synes også, det er så dejligt at have Evigglad med. Hvis de lige pludselig må skynde sig hjem eller skynde sig til noget andet, skynder Evigglad sig at kaldte på sine venner. Så kommer der flyvende 8 mariehøns. De stiller sig 2 og 2 sammen med Evigglad forrest til at styre, og så spreder de vingerne. Søren snegler sig derefter op på dem. Det går det hen over marker og stræder for fulde vinger. Og I kan tro, markmusene og valmuerne glor ligesom alle de andre, både på jorden, i luften og over vandet, når Søren kommer flyvende med ni mariehøns under sig. Det er sjældent, man ser en snegl med hus på ryggen komme flyvende.

Evigglad og Søren går stadig tur. Det går lidt i sneglefart, når man skal følge tempoet med en snegl, der oven i købet snegler rundt med sit hus på ryggen. Men Evigglad elsker Søren og Søren elsker Evigglad, så de nyder begge to at være sammen og vil gerne være det så meget og så længe som muligt, så det er helt ok, at det hele går langsomt. De er så optaget af hinanden, at de ikke lægger mærke til så meget, fordi de mest lægger mærke til hinanden og sig selv. Dvs. de snakker om og tænker selvfølgelig aller mest på ungerne derhjemme. Den ene af pigerne, Evigsø, er f.eks. født som snegl og nu er hun også begyndt at få vinger og prikker. Det er meget spændende. Det vil være den første flyvende snegl i verden. Ikke som Søren, der må have hjælp af ni mariehøns, selvom det selvfølgelig også er flot. Videnskaben har fået øje på Evigsø og har tænkt sig at kalde hendes art for Mariesnegl. Hannerne, hvis der kommer sådan nogle, vil de kalde for Sneglemarier.

Imens Evigglad og Søren går og sludre om livet derhjemme og om, hvad de skal foretage sig og have til middag i morgen osv., er de pludselig kommet til et sted, de aldrig har været før. Evigglad har nok set det fra oven, men hun har ikke lagt mærke til det. Det, de er nået til, er en træstub. Søren er godt på vej op på stubben sammen med Evigglad. De når helt op på toppen, hvor de sidder og kikker ned i et stort krater. "Måske har det engang været et slot", siger Søren. Men Evigglad, der har været længere ude i verden siger, at det er et træ, der er gået ud og er knækket. Søren vil ikke give sig. Han siger, at det må være et slot, for der er en masse gange og tunneller rundt omkring både indvendig og udvendig. "Vi siger, det er et slot," afslutter Evigglad den diskussion. Somme tider giver Søren og Evigglad hinanden lov til, at den anden får ret. Det er så praktisk, hvis man ikke gider skændes ret meget.

Evigglad flyver i forvejen ned for at undersøge lokaliteterne i slottet. Hun opdager, at de lokale forhold består af små rum. På dørene indtil dem står der navne eller hvad rummet bagved døren bruges til.

På den første dør står der "arbejdere er alle damer, mænd ingen adgang."

Det vil Søren synes om, tænker Evigglad. Hun banker på døren, men da ingen åbner, lukker hun den forsigtig op. Hun er så nysgerrig.

Rummet er sekskantet

Indenfor er der seks døre. På den 1. dør står der "Dronningeopvartere" på den 2. "Barnepiger", på den 3. " Rengøringshjælp" på den 4. " Byggekonstruktører" på den 5. "Soldater og lagerarbejdere" og på den 6. "Indsamlere."

Hun banker på den 6. dør, hvor der står "Indsamlere". Det lyder spændende, hvad mon de samler ind?

En bi lukker op for hende. Hun kan godt kende en bi. Den har hun set på sine flyveture. Den løfter sig lidt fra gulvet og vifter med vingerne og siger:

"Hej, hvad vil du? Her er adgang forbudt for uvedkommende."

"Jeg ved ikke, hvad du mener med uvedkommende, men jeg er lige kommet sammen med min mand, og vi er bare på høflighedsvisit. I bor så spændende."

"Nå, det er rigtig pænt af jer. Det er fordi, at her på slottet passer vi meget på vores dronning og vores depot af honning, som jeg og mine kammesjukker samler ind ude mellem blomsterne hver dag."

"Jeg vil aldrig røre jeres depot med honning, en mariehøne spiser ikke honning, men jeg vil meget gerne hilse på Hendes Majestæt Dronningen, hvis man må det?"

"Det kan nok lade sig gøre, så skal du henvende dig der, hvor der står dronningeopvartere. Men pas på at soldaterne ikke ser dig. Du må heller ikke banke på soldaternes dør. De står altid parat med et spyd med gift i og vil overfalde hvem som helst udefra."

"Uha. Jeg passer på. Rigtig mange tak for hjælpen. Men hvorfor flyver du oppe i luften? Du skal da ikke bestøve blomster herinde og hente honning."

"Nej men jeg er med til at ventilere luften, så der kan komme frisk luft. Husk på hvor mange vi er. Somme tider, når vi alle er samlet, er vi op imod 80.000 bier. Lige i dag er vi kun nogle få tusinde. De fleste er på arbejde. Det er bare mig og et par stykker mere, der har frokostpause."

Imellem tiden er Søren nået ned. Han mener stadig, det er et slot, men han ved ikke, at han også har ret. At han faktisk befinder sig et sted, hvor der bor en dronning. Han er også ved døren, hvor der står: "Arbejdere er alle damer, mænd ingen adgang." Der kan han jo ikke gå ind, når det er forbudt for ham.

Der er to døre mere i forrummet, hvor Søren står. På den ene står der "Dronning og fødegang" og på den anden står der "droner, kun for mænd."

1. Rengøringsjob, larvepasning, dronningeopvarter. Disse unge bier har bestemte fødekirtler.
2. Byggekonstruktørerne har vokskirtler.
3. Soldater og lagerarbejdere
4. Indsamlere, der mangler kirtlerne. Nogle bier fortsætter dog som soldater hele livet.

Droner[ redigér ]

Ud over arbejderbierne findes få hundrede droner – dvs. hanbier. De har tykkere kroppe og store øjne. Dronerne har ingen giftbrod og kan derfor ikke stikke. Deres opgave er udelukkende at befrugte en dronning – hvad kun enkelte af dem opnår. Til gengæld overlever en drone ikke en parring.

Dronning[ redigér ]

Dronningen er mærket med gult blandt unge arbejderbier

I en bifamilie findes normalt kun en enkelt dronning. Men hvis en gammel dronning dør eller bliver for svag, opfostres flere larver til nye dronninger. Dronningelarver opfostres i specielle store, lodrette celler i bikuben. Larven er ellers ikke anderledes end arbejderlarver (hunner), men føden, Gelée Royale , gør forskellen. Den første dronningelarve der udklækkes, vinder boet. De resterende dronninger dræbes ofte af den første dronning, så snart de klækkes eller mens de stadig ligger i cellen som pupper.

UDKLIP

"Hvis en hest bliver forskrækket, kan den løbe løbsk, siger far. Han siger, at det betyder, den spæner i panik mere end, hvad remmer og tøjler kan holde. Far har haft en hest før. Den løb løbsk, løb over stok og sten, over marker og grøfter til han til sidst sad med en ½ vogn og en hest langt forude. 

Der er bestemt begrundet respekt for pludselige bevægelser og lyde, siger far, når Bjørn skal guides forbi."

KAPITEL 1

TIDLIGSTE ERINDRING

Lyset er den første oplevelse. Overvældet kigger jeg op på lyset. Jeg har en fornemmelse af nogen, der kommer hen imod barnevognen, hvor jeg ligger.

Sådan er erindringen.

Alt hvad jeg skriver her er sandt i min hukommelsen.

BØRNEHAVEN

I 1947 er jeg blevet to år og er begyndt i børnehaven. Efterkrigstiden med udradering af tyskervenlige mennesker og med brug af rationeringsmærker er  jeg lykkeligt uvidende om. Det samme gælder forældrenes store sorg over et nyligt tab af min storebror, som jeg intet husker om.

Jeg er optaget af andet i min barneverden. Og mors og fars kærlige beskyttelse rækker ikke ind bagved børnehavens kulisser.  

Jeg leger med nogle børn på rutsjebanerne inde på stuen i børnehaven. Rutsjer op og ned helt opslugt. Det er dejligt at rutsje. Man bliver helt væk i rutsje. Pludselig opdager jeg, at jeg er alene om at rutsje. De andre er gået. Forundret går jeg hen til den åbne dør indtil den anden stue, hvor jeg hører stemmer. Der sidder børnene sammen med en voksen. De lægger tøj sammen, måske er det til dukkerne.

"Være med?" Spørger jeg.

Men den voksne siger:

"Nej, du er for lille."

De andre børn, der er lidt større, siger også:

"Nej du er for lille."

Det er forfærdeligt, at de siger, jeg er for lille.

Mig og børnene sidder på potte på rad og række. To strenge damer med hvidt tøj på står foran og kikker efter, om vi er helt stille og sidder pænt.

Under en middagssøvn bliver jeg pludselig hevet hårdt i armen og vendt om på den anden side. Nogen siger vredt: "Sov så!" Jeg bliver så forskrækket og ked af det. Nogen må have hørt mig snakke i min egen verden, som jeg troede, jeg lå og sov i.

Lise er den aller sødeste og den bedste. Hun kan alting og er seks år og går i min børnehave. Hun er en meget stor pige. Somme tider leger Lise og jeg sammen, og hun hjælper med at få tøj på.

Da far en dag har hentet mig fra børnehaven og jeg sidder i barnesæddet, der er sat fast på stangen foran på hans cykel, møder vi Lise på gaden. Tænk at møde Lise der. Far forstår godt, at det er helt fantastisk at møde Lise. Han siger også, at Lise er en meget stor pige.

I børnehaven håber jeg altid, at far snart kommer og henter mig.

Når han endelig kommer, bliver jeg sat op i barnesæddet på cykelstangen. Far svinger benet over sin sadel og vi kører ned ad Tåstrup hovedgade. Vi snakker om alt muligt. En dag siger far:

"Der var så mange små lyshårede piger i din børnehave i dag Anne. Jeg kunne næsten ikke finde dig."

Det er ikke spor sjovt. Far ved da, hvem der er mig. Tænk hvis han ikke kan finde mig.

KIGHOSTEN OG BARNEPIGEN

Så sker der det, at jeg får kighoste og ikke må komme i børnehave. Hvis der kommer gæster, hoster jeg lidt ekstra, så de også kan se kighosten.

Da kighosten er væk, er jeg blevet tre et halvt år. Jeg skal ikke i børnehave mere. Det er dejligt bare at være hjemme og ikke mere skulle i børnehave.

Inge bliver ung pige i huset hos os. Hun hjælper mor og passer mig, fordi mor skal sy fine kjoler til damerne, der kommer og bliver målt.  

Mor syr også kjoler til mig. Imens jeg prøver en kjole fyldt med knappenåle, skal jeg stå helt stille meget længe. Det er svært. Der er hele tiden noget, mor skal rette på kjolen. Én gang, da jeg ikke kan blive ved med at stå stille godt nok, bliver mor så hidsig, at hun kommer til at bide mig i fingeren. Det gør ikke rigtig ondt, og hun siger undskyld bag efter. Jeg får lov til at slippe for at prøve mere kjole for den dag.

Mor har travlt. Om aftenen sidder hun ved en petroleumslampe og syr. Hvis hun syr på symaskinen, træder hun op og ned med begge fødder på en trædefod, imens hun holder på tøjet med hænderne på symaskinebordet. Symaskinen siger: Da dung da da dung, da dung da da dung.

En dag skal Inge cykle ned for at købe mad til os. Jeg bliver sat foran på cyklen i en slags cykelkurv. Sådan kører vi ned til købmand Jensen ved Greve strand.

Nede ved butikken siger hun:

"Du skal ikke med ind."

Hun stiller cyklen op ad muren med mig i kurven og går ind uden mig.

Jeg strammer benene fast og holder hånden på muren, fordi jeg synes, cyklen er ved at vælte.

Så kommer Inge ud med nogle lakridssnørebånd i hånden.

Jeg rækker ud efter lakridserne, og hun slår mig over fingrene.

Mor beder hende en dag om at rejse. Der er noget med, at hun ikke er helt normal.

UDLÆNGSEL 1949

Leg

Jeg går nede mellem jordbærrækkerne og er fire år.

Lidt længere henne er der er en lille hareunge, som ikke kan finde rundt. Den smutter hele tiden væk. Den kan ikke finde ud af, at jeg bare vil lege.

Det lyder som om, mor kalder. Men jeg har ikke tid til at høre det lige nu. Jeg er nemlig lige nået til noget gult, fordi jeg er i gang med at grave ned til kineserne.  

Der ligger en pind. Den laver jeg nogle streger på jorden med.
Mor kalder én gang til, og jeg hører det næsten.  
Jeg tegner med pinden rundt omkring og leger, jeg tegner med farve blyanter, selvom der ikke er farver på. Jeg tegner hen til det gule, jeg har gravet ned til.

Det gule ligner toppen af et kineserhoved, så jeg tegner en kineserdreng. Han bliver flot med kineserhat på. Så kan han se, jeg har fundet ham, hvis han kommer op, imens jeg ikke er der.

Mor kalder igen. Stemmen lyder meget højt. Det lyder som om, jeg bliver nødt til at komme, så jeg løber hjemad.

"Hvorfor kommer du ikke, når jeg kalder?" Mor skælder ud, selvom hun kan se, jeg kommer løbende, så jeg skynder mig at svare:

"Jamen mor, jeg hørte det jo først tredje gang, du kaldte, og du kan da se, jeg kommer nu."

Hjemme fortæller jeg mor, at jeg rigtig gerne vil lege med nogle børn. Det kan hun godt forstå, siger hun, men jeg er ikke stor nok til at gå over vejen selv.

Ved siden af, hvor vi bor, løber Lillevangsvejen. Sådan siger de voksne, den hedder. Flemming bor på den anden side af vejen lidt længere henne. Ham har jeg besøgt med mor og far, og vi har også købt æg dér. Jeg vil over og lege med Flemming. Der er bare det med, at jeg ikke selv må gå over vejen. Der kører nemlig biler somme tider.

Så en dag går jeg over vejen alligevel, selvom jeg ikke må, og leger med Flemming og en dreng fra gården ved siden af. Han hedder Erik. Det er rigtig sjovt at lege med andre børn.  

Selvom jeg da godt ved, man ikke må gå ud foran bilerne, viser mor og far mig alligevel for en sikkerheds skyld, hvordan man kan blive kørt over. De gør det ved, at mor trækker far ud foran en bil, man kan se komme langt væk fra. Jeg hiver rædselsslagen og skrigende i ham for at få ham ind i græsrabatten igen. Til sidst får jeg lov at vinde, så far kommer væk fra vejen, inden bilen når hen til os og kører forbi. Dermed får jeg lov til at gå over vejen for at lege med de andre børn, hvis jeg kigger mig godt for.

OMKRING 1950

Hyggesnak med far

Jeg snakker meget med far, når han går og arbejder ude i marken eller i haven. På et tidspunkt tror jeg, at jeg måske forstyrrer ham. Mor kan blive vred på mig, hvis hun sidder og arbejde ved sin symaskine og jeg går for tæt på hende eller snakker for meget.

Lige da jeg går og snakker hele tiden, imens far går og hakker nogle rækker fri for ukrudt, spørger jeg ham:

"Forstyrre jeg dig, når jeg snakker så meget far?"  

"Nej Anne", siger han, "jeg er glad for, du kommer og snakker med mig, ellers ville jeg gå og kede mig."

Jeg bliver så glad og føler, jeg bliver lidt større og bliver lidt ligesom far.

Far har også travlt. Jeg sidder på en trækvogn med to hjul, som far trækker. Han stiller den ned, imens jeg snakker og rykker baglæns på ladet. Vognen tipper midt i min talestrøm, hvorpå jeg hyler fornærmet. Far, der har en udpræget humoristisk sans, kommer til at grine temmelig højt. Jeg bliver endnu mere fornærmet og synes, far er godt tarvelig. 

En anden gang holder han mig i hånden, som han så tit gør. Imens vi går derudad, slipper han det faste tryk og holder kun løst i hånden. Bestemt siger jeg: "Hold fast far." Han driller mig og bliver ved med at holde løst, selvom jeg siger: "Hold så fast far!" Det går der et stykke tid med.

Far fortæller mig, han selv har fremavlet en ny slags pærer. Det betyder, at han selv har lavet dem, siger han. Han tar mig i hånden med ud i frugthaven bagved huset, hvor han viser mig pærerne.

"Prøv at se de pærer Anne. Du må love mig helt bestemt ikke at røre dem, det er vigtigt! De er ikke til at spise endnu og smager ikke godt. Du må spise alle de pærerne og æblerne, du vil, på de andre træer. De smager meget bedre."

Senere går jeg ud til de pærer, der ikke må røres. Der er kun tre pærer på træet, og de ser små og næsten brune ud. Hvordan er de lavet, siden man ikke må røre dem?   

Næste morgen går jeg igen ud og kigge på de tre pærer igen. Hvad mon der er med dem, når de er så vigtige?

Om eftermiddagen er jeg nødt til lige at kigge på de tre pærer en gang til.

Jeg kredser om træet, rører ved en af pærerne. Den føles hård og almindelige.

Jeg tager en bid af den, imens den hænger på træet. Øv, bidden er bare hård og smager ikke af noget. Og jeg kan ikke skjule bidden. Den hænger bare der på pæren og kan ses. Jeg prøver at vende bidden ind mod træstammen, men den vil ikke være der, den vender sig tilbage. Jeg plukker pæren og lægger den på jorden med bidden nedad, så tror far måske, pæren selv er faldet ned, og at det er et dyr, der har bidt af den.

Jeg går derfra med meget dårlig samvittighed.

En dags tid senere kommer far og er skuffet over mig. Da jeg snakker om det dyr, der nok har bidt af pæren, siger han noget om, at et dyr ikke selv vender frugten med bidden nedad, hvis det har bidt af den.

Hyggesnak med mor

Når mor holder vaskedag, bliver der tændt op under gruekedlen i udhusets vaskerum, og der bliver hældt vand, sæbe og tøj i den. Vandet bliver hentet fra den røde vandpost, der står midt i gården. Man hiver i det lange håndtag op og ned flere gange og vups, så kommer vandet væltende ud af røret foran. Når tøjet har kogt, står mor med zinkbalje og vaskebræt og vasker tøjet igennem, efter hun lidt efter lidt har transporteret det fra grue kedlen med noget, der ligner en kæmpe træske. Tøjet skal bagefter skylles i flere hold vand. Jeg ved det bestemt, fordi jeg får lov til at hjælpe hende. Jeg har mit eget lille vaskebræt med riller, som jeg også vasker tøj på i en lille zinkbalje. Det er lidt ligesom, når vi bager brød oppe i køkkenet. Jeg får altid mit eget lille brød, som jeg har lavet. Det kommer til at ligge ved siden af det store brød til os alle sammen, når det skal i ovnen. 

Mor og jeg hygger os en dag, så jeg stiller hende nogle spørgsmål, som jeg har tænkt over. Samtalen lyder ca. sådan:

"Mor hvor kommer de små børn fra?"

"De kommer fra morens mave."

"Men hvordan kommer det lille barn ind i maven?"

"Det er noget faren giver til moren."

"Nårr, faren lægger noget i morens mad, som hun spiser, så det kan vokse i hendes mave og blive til et lille barn?"

"Ja."

"Det er nok et lille barnefrø, faren lægger i morens mad, ik? For når far lægger frø i jorden  bliver de til store planter. Er det ikke et lille barnefrø?"

"Det er det lige præcis."

"Og mor, jeg kan godt forstå, man kan se forskel på piger og drenge, når de har tøj på, for så har de pigetøj og drengetøj på, men hvis de ikke har tøj på, så er det jo nok svært, ik? Hvordan kan man så se forskel?"

"Ja men drengene har jo sådan en, som far har til at tisse med. Det har du ikke, fordi du er en pige."

Så er det at far kommer forbi og vil snakke med mor.

Et lille barn og en dukke

En tid senere får mor virkelig et lille barn i maven.

Jeg får lov at ligge inde i mors seng hos hende om aftenen og mærke på hendes mave, som det lille barn ligger og vokser i. Jeg glæder mig utrolig meget til, at jeg får en lillesøster eller en lillebror at lege med. Men så sker der det, at en dag er det lille barn faldet ud af maven for tidligt, så vi får ingen lillebror eller lillesøster alligevel.

Til jul får jeg en stor dukke, der har øjne ligesom et rigtigt barn. De kan lukkes op og i.  Den er fra både mormor, morfar, mor og far, og den har været meget dyr. De fortæller mig, at det er en stor gave, som jeg skal passe meget på, fordi dens hoved, som er af glas, kan gå i stykker.

Anden juledag ligger jeg i kælderen på en sofa og holder om dukken, som jeg krammer og prøver at passe rigtig godt på. Hvordan det går til, ved jeg slet ikke, men pludselig triller dukken ned på betongulvet og hovedet går midt over. Jeg bliver rigtig ked af det og bange. Jeg er nødt til at gå op og fortæller det til mor. Mor bliver ikke vred men ked af det og siger, jeg selv må sige det til mormor.

Da vi kommer til Tåstrup og sidder i mormor og morfars køkken, er der mor, mormor og mig. Mor siger, jeg godt må fortælle det til mormor nu, at dukken er gået i stykker, og at den faldt ned på betongulvet. Mormor ser vred ud, men siger ingenting.

Mor siger bag efter noget om, at dukken var et for stort ansvar til en 5-årige pige og var en forkert julegave.

Bjørn og udhuset

Fra vaskerummet med gruekedlen er der en indgang til højre, hvor Bjørn bor. Han har en hesteboks med vindue over sin krybbe, så han kan stå og se ud, hvis han har lyst. Ved siden af boksen ligger der halm. Bjørn skal igennem vaskerummet for at komme ind og ud. Det er mest om natten, at Bjørn er i sin hestestald. Om dagen er han enten ude at arbejde med far i marken eller på græs.

Far siger, at når der er hopper i nærheden og Bjørn går på græs i samme indhegning som dem, så kan han næsten ikke fange ham. Bjørn driller ham og far kommer hjem helt hvid og underlig i hovedet: "Den dumme hest", skælder han en dag ud, "jeg får lige lov til at nå den med ½ meters afstand, før den stikker af igen. Jeg har rendt rundt efter ham i to timer, før jeg fik fat i ham."

En dag kommer far hjem med Bjørn og har netop rendt rundt efter ham i en time. Mor skal have vaskedag og har spændt tørresnore ud fra udhuset op til hovedhuset og videre omkring. Far sætter mig op på hesten for at give mig en ridetur og så går han foran for at trække Bjørn ved hovedtøjet gennem gården. Jeg snakker og snakker som jeg plejer. Og vups - så er jeg faldet af, fældet af en tørresnor. Jeg vræler og får flere huller og sår i hovedet. Jeg skælder far ud, som, indtil han hører mig, fortsætter med at gå.

Jeg er lige begyndt til dans. Mor har syet en fin kjole til mig, fordi man skal være fin til dans. Nu har jeg fået huller i hovedet og ser ikke fin ud.

Udhusets anden dør mod gården og vandpumpen fører til et gammeldags das med indlagt avispapir. Der bor en edderkop. Somme tider, når jeg sidder på tønden, kommer edderkoppen frem og hænger i en lang tråd lige foran mit hoved. Den kravler op ad tråden og falder et stykke ned igen hele tiden. Vi glor i lang tid på hinanden, edderkoppen og jeg. På et tidspunkt lykkes det mig dog altid at få sneget mig ud, uden edderkoppen opdager det.

Når far skal tømme wc-tønden, graver han et stort hul ude i frugthaven bagved huset. Imens han går med tønden, som skal tømmes i hullet, skælder han ud og beder os om at holde os væk. Ellers skælder han sjældent ud.

Om aftenen, når det er mørkt og jeg skal i seng, skal jeg ikke ud på dasset. Far holder mig frem ude over græsset, så jeg kan tisse sådan. Så skal jeg tælle til ti for at dryppe af. Jeg er god til at tælle.

På den anden side af udhuset ud mod marken er der indgang til et åbent rum med fars redskaber, f.eks. harve og plov. Alle dele smøres, pudses og holdes i orden. Jeg er imponeret over, hvordan far smører olie på, så alt det brune rust går af. Bjørns arbejdsseletøj hænger på væggen. Det bliver også holdt fint rent.

På samme side er en grønmalet dobbeltport indtil et lukket rum. Bagved den står en sort, skinnende jumbe med guldkanter og guldklokker på. Det fine seletøj, der hænger på væggen ved siden jumben, er sort ligesom jumben og skinner med guld og blanke spænder. Det er næsten en helt anden verden at komme ind der.

Søndage

Mange søndage kører vi afsted i den fine jumbe til Tåstrup, hvor mormor og morfar bor. Andre dage kommer mormor og morfar på besøg i Mogabikken, som morfar kalder den. Det er en Nimbus med sidevogn. I sidevognen sidder mormor. Mormor er meget smuk; hun var den kønneste pige i Tune, siger morfar og er meget stolt af hende. Hun har sortbrunt hår og kastanjebrune øjne. Hendes søskende er endnu mørkere. En af deres forældre eller bedsteforældre er en roma/ sigøjner, der kom til Danmark for at grave tørv. Jeg er også i familie med sigøjnerne, selvom jeg bare er en lille lyshåret pige. Min mormor er sød. Somme tider passer hun mig og laver nogle dejlige pandekager. Men jeg må ikke tigge, når vi er i en forretning. Min morfar er lidt mere streng, men laver sjov med mormor.

Søndage er noget særligt. Jeg glæder mig til søndag, også selvom vi ikke skal noget eller ikke får besøg. Det gør mor også, tror jeg, for når det er søndag, siger hun altid: "I dag er det søndag," med en glad stemme. Solen skinner lidt mere om søndagen, selvom solen altid skinner, når mor sender mig ud at lege ved syv-tiden om morgenen, når far og mor skal til dagens pligter. Det er dejligt at lege i den store have bagved huset, især om sommeren, når det er rigtig varmt. Hvis far også går ude i haven, er der somme tider nogle københavnere, der stopper op på vejen og spørger far om hans træer og planter. Han kan alle navnene på latin. De kikker på mig ind mellem træerne, og siger:

"Se den lille, brune krop."

Måske tror de, jeg er en indianer.

En søndag på besøg

Det er søndag. Far har pudset jumboen og seletøjet så det skinner ekstra flot. Vi er på vej fra Greve-Kildebrønde til Tåstrup. Solen skinner og vi kører med

lyden af hestetrav og klokker. På Bjørns hovedtøj er der skyklapper, så han ikke kan se forstyrrende elementer tæt på som f.eks. forbikørende trafik og vandkanonerne på markerne.

Hvis en hest bliver forskrækket, kan den løbe løbsk, siger far. Han siger, at det betyder, at den spæner i panik mere end, hvad remmer og tøjler kan holde. Min far har haft en hest før. Den løb løbsk, løb over stok og sten, over marker og grøfter til han til sidst sad med en ½ vogn og en hest langt forude. 

Der er bestemt begrundet respekt for pludselige bevægelser og lyde, siger far, når Bjørn skal guides forbi.

Vi er nået over til mormor og morfar i Kildedal i Tåstrup. Bjørn bliver bundet nede bag ved på et græsareal, der kaldes Brinks have. Jumben sættes ind i en slags vognport, muligvis garagen.

Min ældste morbror, hans kone, og mine to jævnaldrende kusiner er også på besøg. De skal snart flytte til Odense, fordi min morbror har fået arbejde på Odense Rådhus. De to yngste morbrødre bor hjemme.

Morfar lægger tal sammen; det er han meget skrap til. Det gør han midt imellem gæsterne. Min ældste morbror gætter  kryds og tværs, og min far sidder og snakker med nogen. Tante Ilse, min mor og mormor er i køkkenet, og vi børn leger.

Det banker voldsomt på døren, imens vi er midt i desserten. Det er politiet. De spørger, om der er nogen, der kender noget til en brun nordbak. Sådan én har de nemlig igen fanget helt nede på Ishøj Bygade. Denne gang er den nået  helt ned til Pile Mølle. Nu står den på stationen og venter på sin ejermand. Det er rent held, siger de, at den ikke er nået hjem, så vi skulle gå de syv kilometer til Greve-Kildebrønde her om aftenen, og nu må man lære at binde den hest ordentligt, så den ikke kan rive sig løs.

Så er det, mine forældre bliver nødt til at begynder at tænke på at bryde op – når altså far har hentet hesten.

Der bliver spændt for. Vi sætter os op og far siger et par smæld med tungen, lidt som om han kysser. Samtidig løfter han hurtigt tøjlerne og sænker dem med et lille dask på Bjørns ryg som tegn til ham om, at vi skal afsted.

Hvis det er vinter eller det er lidt sent og koldt, pakker mor mig godt ind i et tæppe og lægger mig på det ene sæde.

Herfra kan jeg se Storebjørn og Lillebjørn, som mor har fortalt mig om. De er ligesom en mor og et barn. Det siger hun også om appelsiner, der er begyndt at få en ny lille appelsin.

Indpakket og varm ser jeg op i den dybblå himmel fyldt med stjerner.

Gennem natten lyder klip klap klip klap klippe klappe klippe klappe klip klap til lyden af lyse, spinkle klokker.

Erik og Flemming  

Erik og Flemming bor på hver sin gård, der ligger ved siden af hinanden. Vi er tre, der leger, så somme tider bliver vi uvenner og er to mod en. Flemming og jeg er denne gang mod Erik. Vi snakker om, hvad vi skal finde på for at generer Erik, der er så dum.

Flemming siger:

"Vi kan snige os da ind i Eriks og hans mors og fars hønsehus og snuppe næsten alle æggene. Ikke dem alle sammen, for så opdager de voksne det. Så lægger vi æggene over i rederne til vores høns. Så bliver Erik og hans mor og far rigtig sure, fordi deres høns ikke lægger ret mange æg, og min mor og far tror, deres høns har lagt mange æg og bliver glade."

Det er den aller bedste idé.  

I nogle dage leger vi indbrudstyve og de gavmilde givere. Men de voksne finder ud af det. Vi bliver skældt så meget ud af Flemmings mor, at vi bliver rigtig flove. Osse selvom det er hende, der har fået de mange æg. Og hun er ellers så sjov og god at snakke med. Hos hende plejer man at måtte en hel masse.

Flemming er den hidsige. Han bliver en dag så gal på Erik og mig, at han slår os oven i hovederne med en hammer. Det er meget slemt at gøre sådan. Det er det værste, man kan gøre. Vi bliver enige om, at det gør ondt helt ned i halsen. Jeg styrter hjem til mor og sladre:  

"Mor Flemming har slået Erik og mig oven i hovederne så hårdt, at det gør ondt helt ned i halsen, du må sige det til Flemmings mor, så han kan blive skældt ud."

Min stemme lyder en smule anderledes, fordi jeg mener, det gør ondt i halsen. Mor ser først bekymret ud, men da jeg når til det med halsen, smiler hun lidt og siger:

"Nå nå, er det virkelig så slemt?."

Så siger hun, at man ikke må slå, og så siger hun ikke mere om det. Jeg forstår det slet ikke.

Andre gange har jeg slet ikke fortalt, hvis der er sket noget, der er gået ud over mig, fordi mor kan finde på at blive vred på mine venner, og det vil jeg ikke have. Men i dag vil hun ikke blive vred.

Karlen

En anden dag er Flemming ikke hjemme, da jeg kommer, men det er karlen. Ham snakker jeg en hel masse med og har det vældig fint. På et tidspunkt ryger jeg ned i en slags brønd uden dæksel på, som er fyldt med væske. Karlen hiver mig meget hurtigt op og siger, det er farligt. Selvom jeg er gennemblødt, fortsætter jeg med at gå rundt og snakke med ham.

"Pyyyy ha, hvor du stinker langt væk. Hvad har du lavet?"

Det er det første mor siger, da jeg kommer hjem. Hun siger ikke goddag eller davs Anne eller noget.

Jeg fortæller hende, hvordan min dag er gået.

"Så forstår jeg det bedre", siger hun, "du har været nede i den gyllebeholder, der ligger under jorden. Det er meget meget farligt. Jeg skal have fat i den karl og sige ham et par ord. Hvordan har han i det hele taget kunnet holde lugten dig ud en hel dag? Han skulle have sendt dig hjem."

Mor ser ud som om, jeg er noget slemt noget. Så beder hun mig blive udenfor og tage alt mit tøj af. Derpå henter hun en balje og hælder en masse vand i. Den plejer jeg ellers kun at komme i om lørdagen inde i køkkenet. De andre dage vasker vi os ved køkkenbordsvasken.

Jens

Jens bor også på den modsatte side af Lillevangsvejen, men til den anden side for vores hus. Hans far har også et gartneri. En dag er Jens' fars tulipaner ude i deres have lige sprunget ud. Det snakker Jens og jeg om, og jeg siger:

"Når planterne ser sådan ud er det nok ukrudt, der sådan pludselig stikker op. Det klipper min far væk."

Så Jens og jeg finder en saks og klipper alle de nyudsprungne tulipanhoveder af. Jeg har lidt på fornemmelsen, at det er forkert, men jeg lader som ingenting. Det er sjovt at klippe blomsterne af og lege, vi er store.

Jens' far bliver meget vred på mig og skælder mig ud. Han siger, jeg er for stor til at lokke Jens med til sådan noget. Jens får ikke skæld ud, fordi han ikke er så stor som mig. Han er to år yngre.

En anden gang finder vi en hel masse balloner i Jens' fars jakkelomme. Jakken hænger på en stol ude i et slags forhus med have- og markredskaber. Balloner er jo legetøj, derfor kan vi nok godt tage dem. Så vi puster balloner og puster balloner. De er ikke gode at få ordenlig luft i. De vil ikke blive store. De er underlige. Så vi må hele tiden tage en ny for at se, om den er lettere at få luft i. Jens' far bliver sur igen, da han ser alle ballonerne ligge og flyder rund omkring. Vi forstår det ikke så godt. Måske skulle vi have ryddet op efter os.

Det værste er den dag, da jeg tager en rive ned fra, hvor den hænger på væggen oppe under loftet. Da jeg er fem år og stor derefter, får riven overbalance. Den kommer til at ramme Jens oven i hovedet. Jens græder, og jeg bliver så forskrækket, at jeg løber hjem. Da jeg kommer tilbage dagen efter, er det Jens' mor, der siger: "Det må du a-a-a-l-d-r-i-g gøre mere Anne." Og Jens tilføjer med stor alvor: "Det må du a-a-a-l-d-i døre mere Anne."

Jens' mor er en sjov og sød dame. Hun spiller klaver og siger, at alle kan lære at synge rent. Og så siger hun, at Jens' vilje ligger nede i hendes lomme. Det synes jeg er skægt.

Ole

Vi har Ole, Pia og Bjørn hjemme hos os.  

Ole er min kat. Han mangler den ene pote men kan godt gå og løbe, uden man kan se, at han mangler den. Han er min bedste ven. Jeg fortæller ham om alt, hvad jeg føler og tænker. Der er bare en dag, han er tarvelig. Mor er meget vred på mig, så hun smider mig ud på trappen. Her sidder Ole og kigger på mig. Jeg græder og beklager mig til ham og vil tage ham ind til mig for at blive trøstet, men så stikker han mig én lussing på min kind med det ene forben. Tænk at han kan finde på at holde med mor, når hun skælder ud. Min verden bryder sammen.

Pia

Vi har også en hund, der hedder Pia. Hun er en krydsning mellem en schæfer og en collie, siger far. Hun er sød men er ikke en ægte schæfer, selvom den har opretstående ører, som far siger, en ægte schæfer skal have. Når den ikke er ægte, er det ikke en helt rigtig politihund. Pia er til gengæld en meget klog hund, der lystre og forstår alt muligt. Hun er mest sammen med far og går aldrig i snor, heller ikke når hun er med far på hans vagtrunder. Når de skal over Køgevejen, der er temmelig trafikeret, ser Pia sig for og går kun over, når der ikke er biler. Men der er ikke meget vagthund i hende, siger far.

Jeg kan godt lide Pia, selvom hun ikke er ægte og vagthund og synes, hun er dygtig og fin.

Bo

Fætter Bo bor ca. 100 meter endnu længere væk. Jeg er ca. seks år, før jeg må gå over til ham. Hans far har et gartneri ligesom min far; de er  brødre. Her er jeg blevet passet to gange. De har et bindingsværkshus, som hælder. Jeg er altid bange for, at det skal falde sammen. Derfor kan jeg ikke så godt lide at sove der.

En gang svarer jeg tante Viola igen. Hun er Bos mor, og jeg bliver smidt ud i et bælgmørkt rum sammen med Zensa, deres hund. Døren kan ikke lukkes, så hun holder den lukket til med fingrene i et hul, hvor der skulle have siddet en lås. Jeg bider hende i fingrene; jeg er rædslagen for det sorte mørke. Hun åbner døren hurtigt og giver mig et par på kassen, hvorefter hun hurtigt lukker døren igen. Så hyler og skriger jeg, og på et tidspunkt bliver jeg lukket ud.

Tante Viola har meget arbejde, siger mor, hun har både børn, hus og mark, hvor hun også hjælper til. Hjemme hos os er det kun far, der arbejder i marken. Mor syr kjoler, laver mad og passer hus. Hun er kun med i gartneriet i højsæsonerne, hvor der skal bundtes persille, studenternelliker, gulerødder eller plukkes jordbær.

Tante Viola er en omfangsrig dame, der har født 7 børn. Bo er den yngste og er syv år yngre end den næstyngste, som er en søster.

Bo og jeg har vores op og ned ture, ligesom jeg har det med Flemming og Erik. En gang kaster vi med jordklumper på hinanden og er så dødeligt uvenner, at det ikke er sjovt. Jeg beskylder Bo for at have puttet sten i jordklumperne og går hjem og er ked af det.

Vi diskuterer en anden gang, om det hedder kartofler, som Bos mor siger eller kotofler, som min mor har fortalt. Vi spørger os frem og min mor må gå til bekendelse og sige, at hun har fortalt forkert, fordi hun somme tider synes, det er sjovt at snakke forkert med mig.

Vi står en dag i Bos fars udhus over en vaskebalje med vand. Bo kender et rim og siger højtideligt:

"Man siger det, når de små børn bliver døbt. Man skal sige:

"Jeg døber dig i saltevand, så bli'r du til en sprællemand", og tilføjer:" Vi skal sige det sammen flere gange. "

Vi siger det alvorligt sammen masser af gange, imens vi holder i hånden og svinger med armene.  

Han er 1½ år yngre end mig. Skal min mor passe ham, siger hun altid, at jeg skal være sød mod ham, fordi han er den mindste. Det forstår jeg ikke rigtigt, for han kan godt være irriterende og drille og tro, han bestemmer det hele.

KAPITEL 3

1950 OG SÅ VIDERE I HALVTREDSERNE

Som 5-årig begynder jeg at gå til dans hos fru Kofod på Greve Badehotel. Mor følger mig. Jeg går til dans indtil jeg er 14 år. De sidste to år til Jitterbug. På badehotellet går jeg også i nogle år til akrobatik. Et år går jeg til ballet i Tåstrup. Min mor syr alle de fine kjoler, balletkjoler, akrobatikdragter og

afdansningsbalskjoler til mig.

Jeg ville være den bedste til akrobatik, hvis jeg kunne få benene over nakken, men det er den modsatte vej, jeg er smidig. Jeg kan f.eks. både gå i spagat og split, gå i bro og dreje hele vejen rundt den vej. Fru Kofod siger, at jeg er en velskabt. Min mor snakker så tit om, at hun er for tyk eller  tynd, selvom hun vist nok altid er tynd, så jeg tror, velskabt betyder, at jeg er for tyk. Men da jeg spørger mor, siger hun, at velskabt betyder, at man er pæn. Så det kan vel ikke være så slemt.

En dag står jeg foran vinduet i døren, der er imellem trappen fra vores køkken til kælderen. Det kan være spejl, fordi der er et gardin bagved. Jeg kikker på mig selv og synes, jeg er frygtelig grim. Jeg siger til mig selv: "Hvor er du grim Anne." Så kommer jeg til at kikke på min mave og kommer til at grine, fordi det føles som at blive kildet på maven. Jeg er meget kilden.

Køkkenet har køkkenbord ved vinduet ud til haven mod marken. Et gaskomfur står mod den væg til højre, der støder op til. Der er også et smalt bord imellem, hvor jeg kan læse lektier. Køkkenskabene er indbygget til venstre og er over kældertrappen. I det står bl.a. syltetøjsglas. Her kommer der somme  mus på besøg. Der er en mus en dag, der er fanget i et tomt glas. Musen står på bagbenene og pudser sig med forpoterne. Far kalder for at mor og jeg skal se den. Vi synes den er sød. Far tar musen i en sæk og bærer den ud på over bakken. Han synes, det er synd at slå dyr ihjel.

Mine forældre bruger Kosan gas til gaskomfuret. Hvis der er nogen utæthed, kan man lugte det med det samme.

Først da jeg bliver syv år får mine forældre indlagt elektricitet. Mor, som syr meget, syr indtil da ved en petroleums lampe om aftenen. Hun har en Singa symaskine med trædefod. Den er meget fornem og er en forretningssymaskine.

Der bliver indlagt vand, og vi får en cirkulationspumpe, som kan vande fars gartneri. Indtil da har vi fået vand fra den røde pumpe i gården.

Mine venner har træk og slip men det varer længe før vi får det. Vi nøjes med vores das med indlagt avispapir indtil 1964.

Morfar og mormor har centralvarme med radiatorer stillet op. I vores stue står en kakkelovn. Mor står op om morgenen og tænder op, imens jeg ligger under dynen og ser på det. Hun gør det hurtigt, fordi hun fryser, indtil der kommer varme fra kakkelovnen.

Vi får telefon da jeg er fem år, fordi far går strandvagt. Så kan politiet og far kan komme hurtigt i forbindelse med hinanden. Vi har den første fuldautomatiske telefoncentral i landet, siger far. Vores nummer er 724, som man drejer direkte.

Mor skal have et lille barn igen. Da det lille barn skal fødes hjemme i vores stue, kommer jeg til Tåstrup hos mine bedsteforældre. Det er min yngste morbror Poul, jeg hygger mig med, imens vi går og venter på, at telefonen skal ringe. Han er 14 år ældre end mig. Om aftenen kl. 17.30 den 8. marts 1952 ringer telefonen, og Poul tar den. Det er far, der ringer og fortæller, at jeg lige har fået en dejlig lillebror, der er 49 cm. lang.

Jeg forstår ikke, hvorfor mor ikke har fortalt mig det, imens barnet voksede i hendes mave. Bagefter, da jeg spørger hende, siger hun, at hun var bange for, jeg skulle blive skuffet ligesom sidst.

Lillebror er noget særligt. Man må ikke vække ham, hvis han skal vises frem. Men jeg kommer altid til at snakke lidt for højt, hvis jeg skal vise ham til en legekammerat, for hvad er der ved at se en baby, der bare sover? Det er mere spændende og rigtigt, når han er vågen. Jeg er temmelig stolt af ham. Det er min lillebror, og når mor skifter ham og vender ham om, siger hun: "Dibbe dubbe davsen, dukdreng om på mavsen." Det er noget værre vrøvl, som lillebror slet ikke forstår, men det lyder sjovt. Hvis man holder ham, skal man holde hans hoved, for det er han for lille til selv at gøre.

Kort tid efter begynder jeg i Hundie skolen den 1. april 1952. Far følger mig den første dag. Han har lært mig nogle bogstaver og lært mig at stave til nogle ord. Vores lærere hedder lærer Christensen og lærer Knudsen. Det er en lille landsbyskole med to klasseværelser. De store fra 4. til 7. klasse går i det ene klasseværelse. Det andet klasseværelse går vi i, som er fra 1. til 3. klasse. Skolen ligger fire kilometer fra, hvor vi bor. Det er samme skole, som far også har gået i engang. Han har også haft lærer Christensen. Lærer Christensen bor i et hus, der ligger op til skolegården, og lærer Knudsen bor ovenpå klasseværelserne.

Far har lært mig at cykle; det lærte jeg, da jeg var fem-seks år. Han holdt mig i krebsen indtil jeg fandt balancen. Vi cykler til skole den første dag. Far har sagt, jeg skal passe meget på bilerne. Og jeg passer på rigtig meget. Så meget at jeg vælter lige foran en lastbil, der kommer kørende. For at det ikke skal være helt forkert, vælter jeg også, da den er kørt forbi. Far siger ingenting men ser bister ud i masken. Så fortsætter vi med at hjule derudad.

Skolen er meget spændende. Der er nye børn at lege med, og vi lærer en masse. Nogle børn er fra Greve Strand, nogle fra Kildebrønde landsby, fra Hundie landsby og fra gårdene og gartnerierne omkring. Man kan høre på sproget, hvorfra de kommer. De nye børn, jeg lærer at kende, giver mange muligheder, og jeg leger med dem både hjemme, hvor de bor, og i skolen. Der er også nogle strandvejs børn, der kommer i Tåstrup realskole. Det gør min kusine Johnna, hvis far har Greve Strandbil, og det gør flere af udflytterne fra København, dem der ikke går i deres gamle skole i København.

En dag i religionshistorie, hvor lærer Knudsen fortæller om Adam og Eva, spørger han os, hvor vi tror, de første mennesker kommer fra. Jeg rækker hurtigt hånden i vejret, for det ved jeg jo alt om. "Anne", siger lærer Knudsen. "De kommer fra morens mave." Svarer jeg stolt. Udtrykket i lærerens hoved er som om, han lige skal sætte noget på plads i ansigtet, hvorpå han siger: "Hvor tror I ellers, de første mennesker kommer fra?" Så siger han noget om Paradisets Have.

Så får vi to lærerinder. Frøknerne Nielsen, der er søskende og bor sammen. De er rigtige frøkener og er vel i halvtredserne, får jeg at vide. Den ene frøken Nielsen overtager religionsundervisningen. Hun kan fortælle de alle de mest spændende historier fra Det gamle Testamente. Man er helt med. Lærer Christensen lærer os at stave, skrive og læse og lærer Knudsen lærer os at regne. Den anden frøken Nielsen underviser i noget med gymnastik.

Om sommeren får jeg jordbær- eller tomatmadder med i skole. Vi sidder ude i gården og spiser frokost. Hen mod efteråret kommer vi ind i lærer Christensens have og må spise og plukke alle de æbler, vi kan. Han har også en bokserhund, som vi kan snakke med, men det er ikke så tit, han kommer ud i skolegården.

Om vinteren går jeg de fire kilometer til skole, fordi sneen gør det usikkert at cykle. Der er skovlet sne, som ligger i kæmpe vægge langs vejen, og længere ude på markerne er det læhegn og snedriver. Det er fint at gå til skole, selvom jeg pga. den lange vej tit kommer for sent. Det eneste problem er en schæfer hund længere nede ad Lillevangsvejen. Den holder vagt ved en barnevogn, som står udenfor et hus tilhørende et husmandssted. De har nok børn på min alder, for jeg kender dem ikke. Hunden knurre fartruende, når jeg går forbi. Jeg går med bævende hjerte i en stor bue uden om den.

En gang på vej fra skole mister jeg min skoletaske. Jeg får nye bøger og ny taske. Senere, da det er blevet tøvejr, kommer der én, som har fundet den gamle taske. Den er godt medtaget af sne og frost.

Jeg nyder min skole og bliver en af de bedste. Og jeg nyder at lege med børnene både i Kildebrønde, dem fra Hundie, dem fra Stranden og dem fra de mellemliggende steder, som jeg selv er iblandt. Vores adresse hedder: Lillevang (som vores hus hedder), Lillevangsvejen, Kildebrønde pr. Tåstrup.

Bongo

En dag overhører jeg en samtale mellem onkel William og far ude i udhuset. Onkel William, ham der har Greve Strandbil, råber højt og vil have sin vilje. Jeg får ondt i maven af at høre på ham, fordi jeg synes, det er synd for far. Far stritter imod og vil ikke lade sig overtale. William vil have, at far skal give Pia væk og i stedet få en 8 måneders gammel hvalp, der hedder Bongo, som William har på hånden. Underligt udtryk synes jeg. Jeg ser på Williams hånd gennem den åbne dør. William siger, det er en ægte og meget stor schæfer hund. En rigtig politihund. Jeg håber sådan, at far ikke giver Pia væk.

Det ender med, at onkel William får sin vilje. Far fortryder det bitterligt, fordi Pia ikke vil blive i sit nye hjem. Hun kommer løbende hjem til os og sidder på trappen om morgenen, når vi står op. Hun er løbet fra det nye hjem på strandsiden, over den trafikerede Strandvej og helt op til os ca. 1 km. op i landet. En nat har min far mareridt. Han drømmer, at Pia sidder ude på trappen og er blevet mager og pjusket og lille bitte, fordi hun savner ham. Det fortæller far næste dag, at han har drømt.

Pia får hvalpe. Dem bliver hun hos og kommer ikke mere op til os.

Bongo

Bongobliver en kæmpe stor schæfer hund. Den kan godt lide børn. Far siger, at vi ødelægger hans politi- og vagthund ved at snakke for meget med den. Det er en politihund, der skal passe på far, når han går sine vagtrunder ved sommerhusene langs hele Stranden. Men han mener det ikke så slemt. Han vil heller ikke have, Bongo skal stå og kede sig alt for meget i sin lænke, siger han, og den skal jo være sød ved børn, ellers vil han slet ikke have den.

"Det er bare ikke alle og enhver, der skal kunne komme ind til den," tilføjer han. Men det kan alle og enhver overhovedet heller ikke, hvis de er voksne.

Bongo kan godt være bidsk.

F.eks. har mælkemanden engang slået Bongo oven i hovedet med en mælkeflaske, imens Bongo stod lænket. Det er det dummeste at slå en hund, der står bundet, siger far. Bongo kan ikke glemme det. Siden har mælkemanden ikke turdet kommet ud af sin bil, hvis Bongo er løs, når han kommer. Så snart Bongo ser ham og er løs, halser hunden i fuld firspring mod bilen og kaster sin krop mod vinduet i førerhuset, hvor mælkemanden sidder. Bongo har hovedet og tænder i den åbne mund med direkte udsyn for mælkemanden. Hårene er rejst hele vejen ned langs ryggen på hunden, og mælkemandens kasket løfter sig næsten også. Far prøver af alle kræfter at holde Bongo fast og få ham ned fra bilen, så han kan få ham hen og blive bundet. Imens får mor nøglerne til varevognens sidedør rakt ud af mælkemanden gennem den lille åbning i det modsatte vindue, og må selv tage mælk osv.. Mælkemanden får nøgler og penge tilbage gennem vinduet.

Er Bongo bundet i sin forsvarlige lænke, når mælkemanden kommer, er far alligevel altid bange for, at hunden skal rive sig løs og overfalde ham. For Bongo er om muligt endnu vildere, når han står bundet, og er så arrig og vred, at fråden står ud af munden på ham.

Bongos hus er et interimistisk stolpehus, far har bygget. Det er bygget af tykke grene slået ned i jorden. Der er vandrette gene flettet ind på siderne og lagt ovenpå som tag. På taget er lagt halm og mos og vist nok også tang. Indgangen passer til børn og store hunde. Voksne må bukke sig og gå sidelæns. Det fungerer efter hensigten. Bonge har plads og står i tørvejr, hvis det regner. Han kan kigge ud mellem grenene, og han kan gå udenfor og nyde det gode vejr, hvis vejret er til dét.

Bongos hus er ikke kun ideelt til læ for vind og vejr for ham. Det kan også bruges, hvis Finn og jeg har brug for beskyttelse. Så spurter vi af sted og håber på at nå ind i Bongos hus, hvor man siger:

"Pas på mig Bongo."

Og Bongo passer på. Ingen andre kommer ind. Til gengæld kan det godt varer meget længe, før man selv kommer ud.  

Det hyggeligt at sidde og klø Bongo på maven eller bag ørerne, og Bongo hygger sig vist også. Men efterhånden bliver det lidt kedeligt ved tanken om, at man er nødt til at blive siddende.  

Én dag har mor taget en sommerkjole på, hun lige har syet. Da jeg løber ind til Bongo og hun vil gribe mig, inden jeg når helt ind, får hun revet hul på kjolen på et søm i indgangen. Det varer længe, før jeg kommer ud af Bongos hus den dag.

Det er mest, når jeg får driller mor, at jeg løber ind i Bongos hus. Far nedlader sig ikke til diskussion på det plan. Han vender ryggen til, hvis man ikke har været ordentlig, eller han reagerer prompte.

Bongo får en enkelt gang lov til at komme med ind i vores køkken. Han spiser i et snuptag en helt nyhentet Wienerbrødsstang, der ligger og venter på gæsterne til eftermiddagskaffen. Det er ikke så godt. Han fylder for meget indendørs.

Bongo spiser hver dag et halvt rugbrød overhældt med kød og benmel samt skummet mælk, som far kalder for futmælk.

Somme tider kommer far hjem med chokolade eller is, og så får Bongo også noget. Bongo er en del af familien ude i gården. Bongo er god til at gribe det chokolade med munden i luften, far kaster til ham.

Far kaster en dag et stykke chokolade til Bonge og kaster også et stykke hen til mig for at drille, han er en stor drillepind. Jeg griber uventet stykket med munden og far ser så sjov og forbavset ud. Hvordan Bongo ser ud i hovedet, efter han har opdaget, jeg er lige så dygtig som ham, får jeg ikke set efter.

Min lillebror kommer til at hedde Finn, og da han er to år, sætter mor ham ud i gården til mig, for at jeg skal passe ham. Det er lidt svært altid at skulle have ham med. Der er også langt at gå for at lege med de andre børn, selvom jeg ikke ellers føler, det er langt, men det er langt, når en lillebror også skal følge trit. Finn og jeg går så hånd i hånd, for jeg skal passe på ham, og han må ikke løbe væk.

En dag står vi udenfor min klassekammerat Bentes hus. Hun bor i Kildebrønde landsby et par kilometer væk. Det er spisetid, og hendes mor og far og storesøster vil have, at Finn og jeg kommer med ind for at spise. Men mor og far siger, vi ikke må spise hos andre, eller gå ind hos dem, imens de spiser, så vi bliver pænt udenfor. Bentes mor ryster på hovedet af os.

Mormor og andre skæbner

Mormor er begyndt at gå med stok. Hun har været syg med en hjerneblødning. Mor siger, hun fortæller efter hun er blevet rask, at da hun var syg kunne hun tænke og forstå alt, men hun kunne ikke tale og gøre sig forståelig. Nu kan hun godt snakke.

Mormor er dameskrædder. I sine yngre dage syede hun til deres trikotage forretning. Bl.a. havde de et interimistisk træhus, som morfar stillede op ved Greve Strand. Den kommer mor til at passe i et par år. Sammentræffet vil, at den nok er skyld i, at mine forældre lærer hinanden at kende. Og så viser det sig, at morfar absolut ikke kunne lide far og bestemt ikke synes, han skal have hans datter. Han siger rigtig grimme ting til ham, som selvfølgelig går far på. Far er gartner og anlægsgartner. Det er ikke fint nok til morfars datter som har præliminær eksamen, og har taget den allerede som 15-årig. Bagefter tager hun en handelseksamen. Hun skal ikke have mere uddannelse, siger morfar, så hun kommer på husholdningsskole, som han mener er bedst for en pige. Hendes 1½ år ældre bror Knud er blevet civilingeniør. Han får økonomisk dispensation, fordi hans lærer betragter ham som overbegavet og med flair for matematik. Knud uddanner sig efter præliminær eksamen til civilingeniør på de tre år, han har fået dispensation til.

Min far går på det tidspunkt i sine forældres gartneri og hjælper dem. Han får  lov til at uddanne sig på en gartnerhøjskole. Som gengæld for at blive hjemme og hjælpe forældrene i gartneriet, får han lovning på at overtage det. Desværre viser det sig, at der er gæld på gartneriet. Da fars bror Laue, der har været ude i verden og tjene penge, kommer hjem, tilbyder Laue at købe gartneriet og overtage gælden. Far bliver skubbet ud, han har fundet sig en kone, hvad Laue ikke har, og må klare sig selv.

Det bliver en meget svær tid for mine forældre. Far må starte helt forfra og uden penge. Han låner af sin bror Hans til køb af den jord, der bliver mine forældre og vores hjem. Det lille interimistiske træhus ved Greve strand bliver kørt op på grunden med en trailer, og der bliver gravet kælder under. Der kommer et par år senere tilbygning på, og huset kommer til at ligge på en bakke, hvilket appellerer til fars kreative evner.

Mine forældre får John den 4. oktober 1941. Det er den storebror,  jeg ikke husker. Han viser sig at være mentalt retarderet. Det er en stor sorg. Da jeg bliver født, bliver mine forældre rådet til at anbringe ham på Ebberødgård. Min mor og far besøger ham tit og er knuste over de skæbner, der overgår de børn i det hele taget og i særdeleshed John. Da John bliver fem år, kommer nogle mennesker med ham bærende i armene, og far tager imod. John er druknet. Han er gået ud i søen ved Ebberødgård og er druknet. Far siger, at mor aldrig er blevet helt den samme siden. Hun er blevet et nervøst menneske, men ellers en dejlig mor og et dejligt og meget kærligt menneske. Hun græder så meget, at hun til sidst ikke har flere tårer tilbage. Ingen af mine forældre glemmer nogen side John.

Jeg må ikke snakke til nogen om John. Der er noget med, at det er flovt at have fået et retarderet barn. Men jeg er barn og snakker alligevel.

 
Mormor bliver syg igen. Denne gang kommer hun hjem til morfar, som passer hende. Hun ligger i sengen og læser med bogen på et sengebord, der bliver sat fast på hver sin side af sengen. Hun følger med og ved, hvad der sker omkring hende. På det bord får hun også mad. Men hvis hun skal på toilettet, står hun ud af sengen på usikre, stive ben og griner og græder ubehersket. Hun kan ikke tale. Og hjernedelen, der styrer hendes latter - og gråd muskler er ramt af hjerneblødning, så hun ikke kan kontrollere dem. Morfar tager hende over ryggen og hjælper hende.

Knasende glas og røde træsko på en bundløs facade.

MANDAG MORGEN (før gardinet er trukket fra)

Thormod sidder og guffer gamle aviser. Hans stegepande gik i stykker, så fra fredag, når solen begynder at skinne, skal han lave frikadeller. Der skal smør til og Gudrun må ikke vide noget, siger bedstefar.

Himlen er blå efter nattens grå særhed. Syvsoverne ved ikke, at det først bliver jul om fire år, men det er også lige meget, for det er sommer nu.

Det bedste er lagkager og farbror, der danser om guldkalven hånd i lag og uden sure miner. Dejligt med sommervarmen. Ingen kender alle de skønne blomster ved navn undtagen far, der er dukket frem. Han har fine sko på, og tiden er knap.

Manden er en anden. Han er sort og sjov med hue på. Måske kan lyset gøre ham tydeligere. Han har sokker på ud af ingenting og grønne bogstaver uden kruseduller og gamle aviser, som Thormod sidder og spiser til morgenmad lige nu.

SKYGGEN

Han sniger sig langs veje og steder med solfyldt gyldenhed, falder ud fra træer, huse, mennesker og dyr. 

Han letter på hatten, når han møder andre, siger 'hallo' fra træerne. Ingen tager sig af det. Evindeligt fortsætter han

En gang imellem træder han på undskyldninger, skrumper ind og bliver usynlig, falder kollektivt sammen med skyerne

Han lytter, træder til hvis der er problemer. Lytter efter om han kan falde ind et sted i individualiteten. 
Lykkes det bliver han bearbejdet, mingeleret med, sparket til, skældt ud for det værste.

Alligevel holder han fast, han har sin berettigelse. Han er en del af naturens møblement og skælmskhed. Gendanner alt hvad han ser.  

Han kigger ind ad vinduer, lader sig bøje frem og tilbage af træerne bagved. Hvad sker der dog derinde? Damen er ved at smadre sin smukke bolig. Hun skriger, flænser gardiner, smadrer billeder og skærer tøj og sofa op.

Han hopper ind og identificerer sig.

Solen trænger kun lidt ind i stuens iturevne møblement. Den er ved at slukke sit lys. Stjerner og måne tager over lidt efter lidt, falder ind ad vinduerne, så han kan vide af sig selv, være til stede i sin endeløse ubemærkede almindelighed.   

Hun sidder i et hjørne og hulker. Han leger i det sparsomme lys på gulvet og er tung i hendes mørke. Hun tænder lyset i lamperne. Han understreger og gendanner tydeligheden af meningsløst vandaliseret inventar.

På gulvet ligger skår af figurer og porcelæn samlet i et liv. Skår der ikke kan heles. 

Hun flygter ud i natten og kender ingen. Hun må se mennesker. Han bliver bange for, at hun mister hans mørke. Det er alt for tidligt. Han har sin mission. 

Han griber hende, gør hende forblændet af mørke.

Han følger hende hen til et hus, flagrende under gadelygterne.

På husets grønmalede, antikke dør hænger en dørhammer. Hun banker på med et løvehoved.

Ingen lyd indefra.

Så trykker hun forsigtigt på messinghåndtaget. Med knagende hængsler glider døren langsomt op.

Måske er der mennesker i mørket. Han synes, hun skal vide, hun ingen steder har at være. Hun græder igen uden selv at bemærke det.

Hun kalder ind ad den åbne hovedør: 
"Hallo er der nogen? Jeg er jeres nye nabo, vil bare hilse på."
Intet svar.

Hun ser ind i stuen, der delvis oplyses af månen, resten lægger han sig på:

Et møblement, et klaver, en pejs hvor lyset falder ind i den grå aske, en sofa, to lænestole, et bord, et tykt farveløst tæppe på gulvet. 

Han lægger sig over helhedsindtrykket, hun skelner stykvist.  
På væggene hænger omrids af billeder.

Hun går gennem stuen, åbner døren til et køkken. Han viger tilbage, hvor lyset falder ind.

Hun aner en trappe. Op ad trappen føler hun sig frem, han fylder det hele, hun finder og åbner en dør. Stopper op.

Han danser skyggedans mellem blafrende gardiner og sætter sig til rette i hendes mørke.

Mørket omslutter hende. Hun synker ned i søvnen. Han kryber rundt i hendes drømme, slører og  mørkner.

Hun trodser ham i drømmen, går over og lukker vinduet. Gardinerne falder til ro. Udenfor lyser månen som en hvid sol. Den kommer tættere på.

Så vågner hun. Solen falder ind ad vinduet og fylder hende med lys. Han falder væk fra hende, ud på gulvet, ud på vægge og loft. Synlig i sin evige ubemærkede tilstedeværelse.

Ordspil: Tilfældige ord sagt af elever, som skal bruges til en historie.

Blokering, tarmslyng, stum, fidus, tankefri, trække, påske, bekvemmelighed, hæk, gear, synger, overdrive, blåskimmel, subjektiv, liv, hviner, kreativitet, unik, zebra, tissemand, fare, pege, føde, vrøvl, samling, fri, kunst, vindue, bevæge, leve, syltede, nærvær, fremmedord, av, hysteri, gennemkiggelighed, gennemse, gnaske, blå, gammelt, pseudokunst, æble, sekunder, slot, synge, mælkesnitter, dråbevis, fødder, sørger, svimle, stå, harddisk, Thailand, synger stjerne, klaver, henslænge, oppe.

    THAILAND…

Zebraen står og gnasker føde i sig. Den spiser af naboens hæk, der ligger ud til stien. Det er ikke en blåskimmel, hvilket ville være et helt urealistisk syn, da skimmeloste af den art sjældent fortærer grønne blade med mindre, ostene bevæger sig hen mod en ukendt biologisk udvikling. 

Men en han er zebraen. Det kan man se på tissemanden.

Lige nu spiser han bladene af hækken, men hans livret er mælkesnitter. 

Det var en turist, der for bekvemmelighedens skyld slængte en halvspist mælkesnitte hen til ham. Siden har Thailand, som zebraen hedder, gjort vrøvl, hvis der ikke har været mindst en mælkesnitte om dagen til hans frokost.

Det kræver nærvær og kreativ fritænkning af ejeren at have sådan en zebra.

F.eks. er Thailand helt hysterisk med, hvordan man vasker ham. Så demonstrerer han med mulen, at det skal være stribe for stribe, der skal vaskes. Kommer man en anelse ud over striberne, er der straks vrøvl med ham.

Det er fordi, han aldrig glemmer, at han engang havde en ejer, der brugte maling på ham og lod det falde i dråbevis ned ad ham. Thailand kom til at spejle sig selv i et vindue, imens der stod en hel samling mennesker og kiggede på ham stum af overraskelse. Han lignede et firbenet påskeæg med tud og hale. 

Det blev for meget for hans selvværd. Det svimlede for ham. Han påstod, han havde fået tarmslyng, som er meget farligt for en zebra. Han klaskede bogstavelig talt sammen.

Da det også var påske, mente publikum, der måtte være en fidus bag. De betalte derfor tankeløst et par kroner for synet af et sammenklappet zebra-æg til den fremsatte hat 

Ejeren forsvarede sig overfor Thailand med, at det var pseudokunst og brugte nogle andre fine fremmedord.

Ejeren, som trods alt holdt af Thailand, havde først kun dennes subjektive vurdering og sørgede over den stakkels zebras skæbne.

Men med en grundig gennemkiggelighed og med undersøgelser på zebraens hjerne-harddisk opdagede han, at det var ren forskrækkelse, zebraen led af. 

Da Thailand kom lidt op i gear igen, begyndte han at interesserer sig for kunst for at forstå, hvad han havde været udsat for. Han var oppe hele natten for at se på stjerner, og han begyndte at lytte til klavermusikkens blå toner. Han så slotte for sig og guffede æbler, der blev til installationskunst, når de  kom ud den anden vej af ham. Det gik fint indtil ejeren plukkede alle æblerne og syltede dem.

Dét pegede kun én vej for Thailands fremtiden:

Han hvinede og vrinskede og sprængte alle blokeringer, seletøj og hegn, trådte sin ejer over fødderne og løb alt hvad han kunne, indtil han nåede haven her, hvor naboens hæk har dejlige grønne blade, og hans nye ejer giver ham mælkesnitter hver dag til frokost, og hvor han bliver vasket hensynsfuldt i stribevis.

Der står enzebra … 

Sommerfugletræ

Sommerfugle

flagrende

danser
om hinanden
fest i farver

hver til sit
dykker
leger 
letter
flagre væk
i solen

© Anne Lilleager 2017

Et skær af lys igennem regn

- første sommerregn 
trommer mod regnhætten
regnfrakken 
billeder af camping i regn
regn mod taget

naturen er tørstig
suger vand og vågner
vågner efter vinter

lyset 
spreder sig
hurra for regnen

© Anne Lilleager, 4. marts -17

Bagagestress

Mariehønen Evigglad
med sneglehus på ryggen sad
mens Søren snegl fik vinger på,
og sådan påklædt sku de gå

Og sådan fløj de på besøg
de hilste pænt på fugl og frø,
lidt bladlus og lidt nektar fik
med gulerod de med som slik

Så smed Marie ud sit hus
og Søren smed sit vingesus,
de tog på Camping begge to
med kun et hus og seks par sko

Morale kan man ikke få
logikken må man gætte på
men har du set et hus med sko
og vinger på, hvor man kan bo?

© Anne Lilleager, 2.feb. -17

En ny dag dukker op
drypper fra himlen
våd og kold
forstøvet
Dagen gider vist heller ikke at stå op

© Anne Lilleager, 13. feb. -17

Juletræet står og viser sig
er så smukt med julepynt og gaver
nisserne omkring de vigter sig,
venter på at fylde deres maver.

Juletræet står endnu i hytten,
er så smukt med pynt selv uden gaver,
årets skive viser tyve sytten,
hvad mon nisserne på hylden laver?

Julepynten den skal bare væk
ned et år endnu i flere kasser,
juletræet tages med på træk,
drysses ned i affald som det passer.

Endnu har et år passeret tiden
for det går da lidt for hurtigt, ikke?
Nisseleg i kasser - magisk viden.
Træet går til genbrug – jeg vil strikke.

Anne L, 1. januar 2017

RIGTIG GODT NYTÅR

Haiku

Blade af kobber
fra somre i storhedstid
ligger i græsset

blanke af regnen 
i skæret fra lygterne 
- mørke mod lyset

  © Anne Lilleager, 17. sept. – 16